Nogle af de mest markante nye stemmer i danske tegneserier har deres rødder i det feministiske tegnernetværk Yngel. Siden 2018 har netværket arrangeret workshops, udgivet antologier, holdt oplæsninger og foredrag, og generelt sat sine medlemmer i kontakt med hinanden og med resten af tegneserie-Danmark. Men hvem er de, Ynglerne? I netværkets ånd har vi inviteret medlemmer af Yngel til at interviewe hinanden – om de tegneserier, de laver, og alt det andet, de går op i.
I dette første interview taler Rebekka ‘Benni’ Myttersen med Christine Reinwald, der debuterede som tegneserieskaber i 2022.
Christine Reinwald (selvportræt)
“Jeg elsker at tegne monstre og mennesker der lider”.
Ser man Christine Reinwald på gaden, tænker man måske ikke, at ord som disse kommer fra det store smil, der omgives af farvestrålende tøj og smykker.
“Ej, det lyder frygteligt når jeg formulerer det sådan. Hvordan skal jeg forklare det… Det føles på en eller anden måde mere meningsfuldt, hvis det jeg tegner sætter en proces i gang i beskueren.”
Hvordan vil du kort beskrive dit virke, tegnestil og kerneværdier for nogen der aldrig har set dine værker før? Hvad gemmer der sig bag monstrene?
Illustration, 2021
Det er vigtigt for mig, at mine tegneserier giver læseren en ny forståelse af noget – eller rammer noget, som de stod og manglede. Måske – nej, GERNE uden at de selv vidste det! Det er nok en kerneværdi i mit virke, og årsagen til at jeg arbejder så meget med tabuer, traumer og normkritik.
Rent visuelt, kan jeg godt lide at tegne ubehagelige ting… Jeg ELSKER jo at tegne monstre; En følelse, et afsæt til at tænke anderledes om noget. Det hænger tæt sammen med at give læseren en ny forståelse eller indsigt.
Samtidig er det også en sandhed, at monstre bare er sjove at tegne. De kan se ud på næsten alle måder og ender altid med at være fulde at symbolik. Jeg holder meget af at lægge merbetydning ind, ved f.eks. at have elementer af magisk realisme med i en historie.
Men det er også noget jeg stadig slås med; hvor åben for fortolkning en historie må være. Det kommer jo helt an på, hvad man fortæller.
I min tegneserie-novellesamling Smerten og Jeg var det utrolig vigtigt for mig, at fortolknings rummet faktisk var ret snævert; at de her historier om kvinder der oplever vold ikke kunne vendes til f.eks. victim-blaming [når ofre for overfald o.lign. anklages for selv at være skyld i den vold, de er blevet udsat for, red.]. Jeg havde et klart budskab, og derfor måtte jeg skrue ned for symbolikken.
Jeg er kunstner først og tegneserieskaber bagefter. I mine 20’ere troede jeg, at jeg skulle lave high-brow kunst til de store udstillingssteder – hvem ved, det skal jeg måske også? Dengang var min tegnestil helt off i forhold til kunstscenen. Men så blev jeg presset ud i at lave tegneserier, af en af mine venner. Og så kom jeg til at elske det over alt andet.
Hvor kommer inspirationen typisk fra?
En følelse af indignation. Sådan – hvordan kan det være rigtigt at… eller ej, hvorfor findes det her ikke… Smerten og Jeg voksede ud af en frustration over, at nogle mennesker kunne tale om f.eks. voldtægt, stalking og gaslighting ud fra et teoretisk plan; holde følelserne så meget ude af debatten, at deres første respons ville være at tænke i lovændringer eller adfærdsændringer hos kvinder, fordi kvinder hyppigst er ofrene.
Uddrag fra ‘Det skete ikke’ (fra Smerten og jeg)
Men denne udelukkende teoretiske tilgang er for simplificeret? Hvilken realitet bliver så skjult?
Jeg følte trang til at formidle præcis hvordan det føles at være udsat for vold, og præcis HVOR mange konsekvenser vold har, også på den rigtig lange bane. Derfor er der heller ikke nogen af historierne i bøgerne der ender lykkeligt – for slutningen skulle ikke være en sovepude, hvor læseren kan ånde lettet op.
Sådan er virkeligheden nemlig langt fra altid – ofte fortsætter voldens konsekvenser i form af f.eks. spiseforstyrrelse, dissociation eller angstanfald livet igennem for ofrene. Det må man godt kunne mærke og tænke over, når man har læst bogen.
Dine værker er politiske, personlige, bomstærke og sårbare. Hvad driver dig til at dele dine perspektiver?
Jeg kan lide at røre folk. Og jeg kan helt vildt godt lide at få lov at mærke at jeg deler det med andre – f.eks. når jeg læser op af mine tegneserier, og folk kommer hen til mig efterfølgende og fortæller hvordan historien satte gang i at de reflekterede over noget de selv har oplevet.
Ofte begynder folk at fortælle deres egen historie – der bliver skabt det her åbne, kærlige rum, hvor man godt må fortælle om det der er svært og om alle de ting man frustreres over. Det synes jeg er kæmpestort og stærkt.
Hvilken rolle har Yngel spillet i dit arbejde – og i din opfattelse af tegneserie-Danmark generelt?
Jeg synes Yngel har påvirket det danske tegneseriemiljø enormt godt. Vi har ikke været tilfredse med miljøet, men vi er ikke kommet ind for at skælde ud. Tværtimod har vi bare konstateret, at det vi drømte om ikke var der, og så gået i gang med at bygge det – og det har inspireret andre.
F.eks. satte vi gang i tegneserie-oplæsninger og -workshops; bl.a. Zinefest i Møllegade tog oplæsnings-konceptet til sig som et fast element af eventet. I 2018 hvor vi startede, fandtes der næsten ingen steder hvor man kunne gå til tegneserie workshops eller -kurser, for at snuse til formatet. I dag findes der enormt meget! Det kan vi selvfølgelig ikke tage hele æren for, men jeg tror vi har fået vist, at tegneserier kan være flere ting og kan rettes imod en forskelligartet læsergruppe. Plus at tegneserieskabere kan være flere typer mennesker.
I Yngel forsøger man at løfte hinanden op. Udover dine egne værker, har du så nogle tips til seje kunstnere og projekter, andre bør kende?
Det vildeste projekt lige nu, efter min mening, er det som bl.a. Anna Dea Djuraas og Erlend Sandøy har sat igang: Kjærshovedgaard Stories – en tegneserieantologi om mennesker på udrejsecentrets livshistorier og oplevelser, tegnet i samarbejder med dem, af dygtige tegneserieskabere. Alt overskuddet går til juridisk hjælp til flygtningene. Jeg forstår ikke, at projektet ikke har fået større bevågenhed.
En anden kunstner er Kristine Tiedt, som har udgivet “Orgasmebogen”. Den har solgt helt absurd godt – og i høj grad også til en skare af mennesker der normalvis ikke læser tegneserier. Hun skal da interviewes, anmeldes, og blive inviteret til paneler.
Nogle af dem som jeg håber ikke bliver overset, er f.eks. Sandra Sundquist. Debutromanen “Usikker Selvudlært Ikke-Kunstner” indikerer allerede i titlen noget af det, som er svært i det danske tegneserie miljø.
På samme måde er jeg virkelig spændt på hvordan Maya Elisabeth Rathkjens tegneserieroman “Hul” bliver modtaget – og på hvad du selv tegner, Rebekka. Du har jo gang i vilde og spændende ting!
Tusind tak! Hvad arbejder du selv på for tiden?
Lige nu? En tegneseriebog om kvindelige kunstnere fra det moderne gennembrud. Det bliver et faktabaseret værk, og er på den måde noget helt helt andet end noget jeg har lavet før.
Fra det endnu unavngivne projekt om kvindelige kunstnere
Jeg havde for nogle år siden en snak med min far. I diskussionens hede får han sagt, at grunden til at kanonlisterne ikke har så mange kvinder på, er fordi der simpelthen ikke var så mange kvindelige kunstnere dengang.
Jeg tror ikke at mængden af kunstnere varierer over tid. Derimod tror jeg, at kunstnernes muligheder for at komme frem og ud med deres ting varierer helt vildt. Det har jeg jo netop set i Yngel – hvordan det at skabe et fællesskab, hvor man kan vise sine ting, får flere til at opdage, hvor mange der egentlig går og arbejder på ting.
Så jeg satte mig ned og begyndte at google kvindelige kunstnere fra 1800-hvidkål. Jeg endte med en rimelig lang liste på over 40 kvinder, der arbejdede professionelt som kunstnere og hvoraf mange af dem var enormt succesfulde både i Danmark og internationalt.
Det er den liste og al den research den satte i gang, som jeg nu sidder og langsomt forvandler til tegneserie. Den største udfordring i projektet er de praktiske rammer for mit liv, som jo også skal opretholdes.
Det er ironisk, fordi jeg jo netop sidder og læser om kvinder, som fik hæmmet deres karriere af at skulle være mødre, og at skulle lave kunst som ikke var for nyskabende og provokerende… Og så sidder jeg selv med præcis de samme udfordringer her over 100 år efter.”
Yngel er et feministisk netværk for tegneserieskabere. Netværket er løst forankret omkring en foranderlig kerne af tegneserieskabere, der ud over at have et fællesskab, arrangerer talks, oplæsninger, feedbacksessions, antologier, workshops og meget mere.
Christine Reinwald blev interviewet af Rebekka Bernadette Myttersen.
Rebekka “Benni” Myttersen er passioneret tegneserietegner. Hun laver farverige og vanvittige science fantasy-serier om sære kvindevæsener; sjælendt helt mennesker, altid dybt menneskelige.
Del på
