Karl
Debut tager børns kreativitet, fantasi og ensomhed alvorligt, men historiefortællingen er ikke overbevisende.
På en ferie i familiens sommerhus møder pigen Helena, der ”har det som et spøgelse en gang imellem”, spøgelset Karl. Han går rundt i militæruniform, men kan ikke huske, hvem han er. Helena er en stille pige, der hurtigt føler sig overvældet af sine vildere brødre, og hun har det tydeligvis svært i sociale sammenhænge. Men efter først at være blevet bange for spøgelset Karl, iler hun ham til hjælp. Sammen gennemtrawler de byens bibliotek og museum i en efterforskning af Karls identitet. Således ’finder’ Helena også sig selv og lærer at hvile i sig selv. Anne Bomholts debuttegneserie Karl er en empatisk og sød historie om et barns ensomhed og fantasi, selvom selve fortællingen aldrig rigtigt bliver dragende.
Det naive
Tidligere har Bomholt udgivet ”Problemer i Paradis”, en tegneserienovelle i Fiesta nr. 8/9, som med sine naive og stemningsfulde akvareltegninger og veloplagte historiefortælling var et af højdepunkterne i et ellers stjernespækket magasin. Bomholt lader i Karl sin tegnestil bevæge sig mod en endnu mere barnlig streg. Mest åbenlyst er bogens helt kategoriske afvisning af anatomiske detaljer. Selvom fødder er tegneseriens mest genkommende motiv – med konstante nærbilleder af særligt Helenas fødder – ændrer hendes antal af tæer sig hele tiden. Det samme gælder for tegneseriens andre karakterer, Helenas brødre og forældre. Sammen med de enkle tegninger, der er uden nogen nævneværdig detaljerigdom, er Karl et forsøg på indlevelse i børns indre liv og visuelle udtryk. Fortællinger om børn løber altid den risiko, at de taler ned tilmålgruppen , men Bomholt lykkes virkelig fint med at tage Helenas liv alvorligt og at bruge den naive tegnestil til at understøtte det.
Fødder
Karl skriver sig ind i den lange tradition af fortællinger til og om børn, hvor voksne bare ikke fatter, hvad der foregår. Helenas forældre forstår ikke hendes ensomhed og usikkerhed, og deres reaktion på, at Helena ser et spøgelse, er tiltagende irritation, hvilket kun får Helena til at trække sig længere ind i sig selv. Ud over nedslåede blikke og en tilbagetrukket stilhed i selskab med familien er det mest direkte indblik i Helenas indre liv gentagne nærbilleder af hendes fødder. Disse closeups anvendes til at vise, hvordan Helena i løbet af historien hviler mere og mere i sig selv, men dertil udstiller dette lave perspektiv på hendes indre liv en slående kontrast til de høje voksne, der på ingen måde er skurke – faktisk er de i øvrigt meget kærlige – men som dog aldrig helt forstår hende og hendes verden.
For og om børn – og voksne
Et spørgsmål presser sig på: Er Karl en børnetegneserie? Uden tvivl. Den er skrevet i et lettilgængeligt sprog, og Karl markerer sig ved at være en opbyggelig historie for og om børn, som de kan spejle sig i og lære lidt om sig selv af. Samtidig er bogen også en opsang til voksne om at tage barnlig fantasi og kreativitet alvorligt. Men Anne Bomholt tegner med så dyb indlevelse i børns af voksne forsømte og oversete liv, at det også lykkes Karl at bygge bro mellem ellers så faste kategorier som børne- og voksenlitteratur.
Dog lever selve historiefortællingen ikke helt op til samme standard som tegneseriens visuelle side. Efterforskningen af Karls fortid, som minder om en skattejagt, bliver aldrig synderligt spændende eller interessant – hverken for voksne eller børn, vil jeg mene. At Karl er et spøgelse og ikke ‘bare’ Helenas usynlige ven, er desværre heller ikke udpenslet så grundigt. Den psykologiske fortælling – Helenas udvikling fra at være en indelukket og usikker pige til selvsikker og komfortabel i slutningen af tegneserien – er til gengæld fortalt med større omhu. Denne gode og sunde pointe for børn og voksne er tegneseriens fundament, som heldigvis får de narrative problemer til at virke overflødige.
