Velkommen på Vrangsiden! Med en svensk tåretriller undersøger vi følelsesmæssigt omsorgssvigt og de usynlige sår, det efterlader. Og så skal vi se ægte action, når tegneserieuniverset bruges til aktiv handling og heling af traumer.
DERAS RYGGAR LUKTADE SÅ GOTT (2014) af Åsa Grennvall er et autobiografisk mesterværk, der sætter streg på en ellers usynlig smerte i hovedpersonen, Jenny.
Jennys barndom virker udefra helt normal. Hun bor i et parcelhus med sin lillebror, mor og far. Hendes forældre hverken drikker, råber eller slår. De gør hende faktisk ingenting.
Ingen kram, ingen spørgsmål, ingenting overhovedet. Fraværet af alt, hvad der er kærligt, trygt og rart samler sig til en frustreret knude i Jennys mave, der til sidst stiller hende overfor en stor opgave.
Et traume som Jennys er svært at fortælle, fordi det nærmere handler om alt det, der ikke skete. Alligevel forsøges der med streger og ord at synliggøre det usynlige og fortælle historien om, hvordan Jenny fra barn lærte sig, at alle behov, tanker og svære følelser skulle stænges inde. Jo mere hun tog vare på sig selv – jo nærmere kom hun sine forældre.
Bogen illustrerer hvor paradoksal en opgave, der her lægges på et lille barn – at gøre sig usynlig for at blive set – og hvordan den manglende oplevelse af ægte tryghed og intimitet trækker uhyggelige, klamme fodspor langt ind i Jennys voksenliv og romantiske relationer.
BEGYNDELSE(R)
Bogen starter med, at Jenny vil fortælle, hvorfor hun som voksen med egen lykkelig kernefamilie pludselig har det så forfærdeligt dårligt.
Hun begynder sin fortælling. Så begynder hun igen. Og igen, og igen.
De første seks kapitler har alle overskriften DET BÖRJADE MED… [DET BEGYNDTE MED…], som præsenterer seks forskellige startpunkter for fortællingen. Det bliver en række utilfredsstillende forsøg, hvor Jenny forgæves griber efter en start, et før og et efter.
Hvorfor er de fejlslagne forsøg med i fortællingen? Man kan jo argumentere for, at vi alligevel læser bogen et kapitel ad gangen, hvor det lineære medie dikterer, at ét kapitel må komme før et andet, og fortællingen derfor også kun har én reel begyndelse. Det gør kun Grennvalls valg af de seks begyndelseskapitler mere interessant – som om hun trods bogmediets orden insisterer på at bevare en form for uorden i fortællingen.
De seks begyndelseskapitler synliggør nemlig, hvordan de rammer, vi er vant til at udtrykke os i, kan begrænse os. Kigger vi på fortællinger som en form, så vil begyndelsen normalt udgøre den første dominobrik, der igangsætter og ligger til grund for den efterfølgende handling. At besvare, hvordan det startede, er på den måde også at kunne besvare, hvorfor det startede. Og det spørgsmål får Jennys historie til at gå i tomgang.
Fortællingens begyndelse(r) bliver en opremsning, der viser, at Jenny ikke kan udpege én bestemt hændelse eller årsag, som skulle få resten af hendes historie til at give mening. Derfor bliver det en udfordring overhovedet at begynde.
UD AF TOMGANG
Jenny mangler en sammenhæng og mening med den smerte, hun oplever, som ikke bare er et problem for hendes fortælling, men gennem hele hendes liv, hvor hun krampagtigt har søgt efter svar. Hvis bare hun forstod, hvorfor forældrene ikke elsker hende, så kunne hun jo ændre de omstændigheder og styre dominobrikkerne mod et andet udfald. Det er tanken.
Først i voksenlivet når hun til det anti-svar, som mange ramt af følelsesmæssigt omsorgssvigt ender med; for at slippe smerten, må hun opgive at lede efter en mening med den. Der findes ikke et tilfredsstillende svar og desværre heller ikke nogen kur, der kan ændre hendes forældres interesse i hende. På samme måde må hendes fortælling også opgive at forbinde dominobrikkerne. Det fører ingen vegne.
Igennem begyndelseskapitlerne ser vi et nyt mål tage form i Jennys fortælling, som fører os ud af tomgangen. Vi ser Jenny trøste sit eget barn med en kærlighed, hun aldrig selv er blevet givet, og her mærker hun en indre smerte tale til hende og ligefrem stille hende en opgave:
“En stark ångest inom mig hade något viktigt att berätta och den tänkte inte ge sig förrän jag tog det på allvar.” [En stærk angst indeni mig havde noget vigtigt at fortælle, og den havde ikke tænkt sig at give op, før jeg tog det alvorligt.]
Med dette nye mål skydes fortællingen for alvor i gang. Jennys opgave er fortælle alt det, der har været indestængt så længe, og endelig gøre såret synligt for sig selv og andre.
PÅ SAMME SIDE
Med sin livsfortælling genskaber, observerer og reflekterer Jenny over de lidelser, hun har oplevet, de mennesker, der har gjort hende ondt, og den ensomhed, der nær havde kostet hende livet.
I genfortællingen sker der en dobbeltrepræsentation af Jenny med teksten og billederne, der forener to tider. Jenny er den nutidige fortæller, men hun er også tegnet på siderne som sit yngre jeg. Sammen med læseren ser den voksne fortæller-Jenny på den ulykkelige yngre Jenny i hendes allermørkeste timer.
På den måde opstår der en voksen, medfølende fortællerstemme, som denne gang giver fortiden selskab og opbakning. Yngre Jenny bliver mindre alene med den voksne fortæller (og læseren) ved sin side. Hun bliver lyttet til, forstået og set – præcis som den indre angst ville, at hun skulle.
Med begyndelserne tydeliggør Grennvall fortællingens form som begrænsende – men hun viser også, hvordan genfortællingens dobbelte repræsentation af et jeg kan udnyttes til at forene nutiden med det, fortiden manglede. Jenny ser sig selv gennem fortællingen og bliver den voksne, forstående stemme, hun før savnede.
Undervejs i fortællingen oplever vi og Jenny flere gange, at fortællingen og det tegnede univers kan noget, som virkeligheden ikke har kunnet. I det sidste kapitel, som nærmest føles som en bonusbane efter Jennys livshistorie er ført helt op til nutiden, skubbes fortællingens muligheder til maks.
ET BARNDOMSMINDE
Det er titlen på det afsluttende kapitlet, hvor vi følger 10-årige Jenny og hendes familie til trivselsdag med andre familier. I en leg mellem børn og voksne, opstår der en situation, hvor Jennys forældre bliver vrede og flove over hendes opførsel, men hun forstår ikke hvorfor. Jenny bliver herefter overladt til sig selv resten af turen. Hendes forældre ignorerer hende, trods hendes søgen efter opmærksomhed.
I bilen på vej hjem kan Jenny ikke klare udefrysningen længere. Panisk beder hun om tilgivelse, men der er stadig ingen, der ser, lytter eller svarer.
Her griber den voksne Jenny-fortæller for alvor ind i historien. Vi ser hende træde ind i billedet i fuld figur og løfte Jenny-barnet ud af bilen og trøste hende.
Med barnet i favnen går hun som en kæmpe gennem sin egen fortælling og redder flere og flere yngre Jenny’er ud af deres mørke kapitler. Til sidst sætter hun sig til hvile ved et træ i skoven med alle sine yngre jeg’er. Her er de i fred.
Med den ekstra slutning opfylder fortællingen ikke kun det behov, som den indre angst i starten krævede at få fortalt og taget alvorligt. Med fiktionen som værktøj går Jenny skridtet videre og skaber den slutning, som virkeligheden manglede.
DERAS RYGGAR LUKTADE SÅ GOTT er ikke kun et stærkt portræt, der med fortællergreb og visuelle virkemidler synliggører et overset traume. Det er også en tankevækkende demonstration af de muligheder og evner, som tegneserien tilbyder vores fortællinger om os selv og virkeligheden.
Virkelige oplevelser kan strækkes, vrides og struktureres på ny i et univers bygget af streger, fiktion og fortællerstemmer, der rækker ud over virkelighedens muligheder. Og alligevel kan der opstå en virkelig effekt; i læsningen skaber vi sammen med Jenny en sand oplevelse af, at nogen for alvor ser og lytter til unge Jenny.
