Anmeldelse
Hvor langt vil du gå for at redde dit barn? Thomas Tomcat anmelder Robert Kirkmans Outcast-serie.
Kyle Barnes har tilsyneladende uden grund overfaldet sin kone, og hun er derfor flygtet med deres datter.
Tilsyneladende.
Man skal nemlig ikke langt hen i stjerneforfatter Robert Kirkman og tegner Paul Azacetas serie Outcast, før man finder ud af, at der er meget mere end hustruvold på spil – noget med dæmoniske væsner, der tager bolig i menneskers kroppe og får dem til at foretage sig de mest horrible handlinger. Jeg vil ikke røbe ret meget, for det er altså godt skruet sammen. En fin balance mellem på den ene side det uhyggelige med dæmon-besættelserne, og på den anden side den heroiske udvikling, Kyle Barnes gennemlever undervejs.
Hans opgave er dels at vinde sin datter tilbage, dels samtidig at frelse den lille by fra ondskaben, og I det hele taget opklare mysteriet: hvad er det, der foregår? Er det virkelig dæmon-besættelser, eller er det noget helt andet? Som i alle klassiske fortællinger møder hovedpersonen enkelte hjælpere undervejs. Byens små-fordrukne og poker-spillende præst er én af de få, som også kan se, der er noget helt galt med visse af byens borgere.
Jeg er ikke verdens største horror-fan, men Robert Kirkman har tidligere imponeret mig med zombieserien The Walking Dead og superhelten Invincible. Så Outcast skal selvfølgelig have en chance. Jeg endte med at læse hele serien i løbet af et par dage, alle 48 numre. Kan den holde til dét? Ja. Kirkman er klart i god form. Jeg bliver dog ikke nær så nemt fanget ind af figurerne hér som jeg gør de to førnævnte serier.
Til gengæld er Outcast endnu bedre tegnet. Azaceta har en streg, der kan placeres på samme hylde som Mazzucchelli i hans Batman/Daredevil-periode eller Michael Lark da han tegnede den noir-fede Gotham Central. Sådan noget snavset-realistisk, nede-på-jorden noget. Ikke så poleret tegnefilms-agtig som i Invincible, og ikke så effektivt impressionistisk som i The Walking Dead, som begge er flotte på hver deres meget forskellige måde.
Azacetas stramme, klassiske side-opbygninger passer perfekt til Outcast. Som er en slags horror, men også har en god skovlfuld af den gamle fortælling hvor hovedpersonen starter som en kraftesløs svagpisser, der efterhånden opdager sin egen styrke.
Azaceta har desuden en helt vidunderlig farvelægger: Elisabeth Breitweiser fuldender hans smukke sider med sit exceptionelt smagfulde håndværk. Det er helt fantastisk, som hun bidrager til skabelse af stemningen. Hun er typen, der kan lægge en usædvanlig palet på en scene, som på forunderlig vis gør scenen stærkere, uden at jeg som læser synes det er påtrængende. Det nærmeste, jeg lige kan tænke på at sammenligne med, er de gamle 50’er skræk-serier fra EC. Eller måske Matt Hollingsworth og hans farvelade-trylleri på Bendis’s og Gaydos’s eminente Alias fra 2001 (den med Jessica Jones). Og ingen af disse to sammenligninger er helt det samme. Breitweiser’s stil er hendes egen, og den er lige i øjet.
Rus Wooton skal også fremhæves. Han står for håndtekstningen, og den er helt oppe at ringe. Eller, jeg er lidt i tvivl om, hvorvidt “håndtekstning” er det rigtige ord. Jeg tror, han benytter computeren og så designer en font til hver opgave, han hyres til, men det er svært at være helt sikker. For hvis det er en maskintekstning, så er det et *helt* andet og højere niveau af den slags, end vi kender i danske udgivelser. I dansk-oversatte udgivelser trækker maskintekstningen næsten altid ned. Hvor teksten f.eks. ikke fylder boblen ud, så der i stedet kommer grafisk hængerøv, eller at stregtykkelsen ikke passer sammen med resten af billedsiden, osv.
Sådan er det bare, og det må vi danske desværre finde os i: håndtekstning er dyrt, særligt i forhold de potentielle indtægt på små skandinaviske oplag. Wooton har helt tydeligt lagt meget mere arbejde i det – så jeg reelt ikke helt kan se, hvor maskinen hjælper og hvor han er inde over med sin egen skrive-pen. Fornemt arbejde.
Selve historien er måske ikke noget, jeg kommer helt op at ringe over. Den fejler ikke noget, men hvis ikke den var så godt tegnet og fortalt, ville jeg nok ikke have “opdaget den”. Kirkman er top-professionel, dialogerne er skruet godt sammen, tempoet tilpas jævnt hele vejen i gennem, så man hverken keder sig eller bliver stresset, og der er gode cliff-hangers og typisk Kirkman’ske overraskelser undervejs. Alt er checket og vel-tilrettelagt.
Serien er en af den slags, hvor jeg kan lidt undre mig over, at ingen danske forlag samler det og udgiver i nogle albums. Der er tyve sider i hvert nummer, så man kan vel samle enten to eller tre numre i hvert album. Nå, men det må forlagene jo vide bedst. Hvis de ikke mener, der er dansk marked for den slags, så stopper fantasien dér. Det er ikke den eneste afsluttede amerikanske serie, af god kvalitet, som ellers ligger lige til højrebenet.
Den er i øvrigt også lavet som tv-serie, kan streames på iTunes, Amazon m.fl. Men jeg har ikke set den, så vil kun lige nævne det.
Tegneserien vil gøre enhver serie-elsker glad, undtagen hvis man slet ikke orker horror og mørk energi. Outcast er dog ikke slem, De Onde får flere tæsk end De Gode. Hvis man har det okay med den slags, så er Outcast en letlæst og super flot serie.