Australske Shaun Tan har med “Ankomsten” begået en smuk og stum fortælling om indvandring til alle tider. Vi har spurgt ham om arbejdet med bogen og om indvandrerdebatten.
For et par uger siden udgav ABC Forlaget “Ankomsten” af Shaun Tan, dette års vinder af fem millioner kroners-prisen Astrid Lindgren Memorial Award.
“Ankomsten” er en overlegent fortalt pantomimetegneserie om en flygtning, der forlader sin undertrykte hjemstavn til fordel for et billedskønt utopia. Her møder hovedpersonen, der i øvrigt ligner Tan selv til forveksling, andre flygtninge, der fortæller om deres forbandede hjemlande. Imens kæmper han for at falde til i den nye, fremmedartede verdens surrealistiske rammer.
Travle Tan, der selv har kinesiske rødder, tog sig tid til at besvare en håndfuld spørgsmål fra Nummer 9 om de valg, han traf, da han lavede “Ankomsten”, og hvordan han og bogen forholder sig til nutidens indvandrerdebat.
Hvad inspirerede dig til at lave en bog om indvandring og indvandrere?
– Der er flere svar på det spørgsmål. Det korte er, at jeg ikke valgte emnet, det valgte mig. Det vil sige, jeg har en bestemt stil og måde at se tingene på, og jeg forsøger altid at finde noget, der ’passer til’, når jeg af og til laver research. Jeg bliver ved med at vende tilbage til indvandrerhistorier, fordi de handler så meget om erfaringer fra en anden verden, som også er noget af det, jeg interesserer mig mest for som kunstner.
– Researchen fik mig også til at tænke over min egen familiemæssige baggrund, eftersom jeg er halvt kinesisk og halvt engelsk/irsk og er vokset op i Western Australia. Det har jeg altid taget for givet, men ved at træde et skridt tilbage blev jeg opmærksom på, at mit eget livs omstændigheder er ret mærkelige, som de er det for alle andre. Vores liv er et resultat af en række historiske tilfældigheder, der rækker fra fortiden ind i en ukendt fremtid. Indvandrerens erfaring lader til at opsummere de omstændigheder ret effektivt.
Hvorfor valgte du at henlægge bogens handling til en surrealistisk fantasiverden med finurlig arkitektur og spøjse fabeldyr – i stedet for at lave en “realistisk” indvandrerhistorie?
– Problemet med en “realistisk” indvandrerhistorie er, at vi aldrig rigtig kan sætte os i en ny indvandrers sted og vide, hvordan det er at føle sig fortumlet, bekymret og lettere fortabt. Hvis jeg for eksempel tegnede New York, ville vi som læsere allerede vide for meget om byen. Jeg måtte opfinde et land, som ingen nogensinde havde set før, mig selv inklusive.
De surrealistiske omgivelser forlener “Ankomsten” med en vis universalitet, men tøjet og sepiatonerne antyder et historisk miljø – 30’erne eller 40’erne, måske. Hvilke tanker ligger bag det valg?
– Jeg synes, at den fjerne fortid giver en vis objektivitet til emnet; det bliver ikke så politisk. Det var ikke min plan at bidrage til nogen nuværende debat om immigration (selv om jeg har holdninger til emnet), men nærmere at beskæftige mig med emnet mere universelt som en grundlæggende menneskelig erfaring. I bund og grund har indvandring som fænomen ikke ændret sig.
– Min research til bogen var fra to nøgleperioder med masseindvandring: Amerika i begyndelsen af 1900-tallet og Australien efter anden verdenskrig, med en masse nutidige historier blandet ind i. De er alle sammen forbløffende ens. Forholdene var forskellige, men følelsesmæssigt er de ret universelle, lige som problemerne med sprog, arbejde, bureaukrati, fordomme og så videre er det.
Tilsyneladende er i hvert fald nogle af personerne baserede på fotoreferencer. Hvad er fordelene og ulemperne ved at benytte den metode?
– Jo, jeg brugte en del fotoreferencer, når jeg tegnede mennesker, eftersom jeg ret tidligt indså, at det ville være nødvendigt for at bevare kontinuiteten. Jeg synes ikke, der er særlig stor forskel på at bruge et kamera eller en blyant – begge dele er i en vis forstand ’at tegne’, ligesom man kan tegne ved at arrangere genstande på en flade i stedet for at sætte mærker. Det, der har betydning, er den endelige kompositions integritet, dens narrative kraft – og at det er praktisk muligt at lave den.
– Det, man ser i “Ankomsten”, er halvvejs mellem en film – jeg lavede grove ’scener’ og optog sekvenser, der skulle optræde i bogen, med et videokamera – og tegning: Jeg genskabte alting i hånden og tilføjede konstant justeringer og fiktive elementer som væsner og arkitektur.
– Fordelene: Jeg kunne fange gestik og mimik, som var meget mere udtryksfuldt end mine originale skitser, og det løste mine kontinuitetsproblemer, særligt i forbindelse med lyssætning. Ulemperne: Man kan blive afhængig af, at kameraet ’ser’ for en, og det forringer tegneevnerne. Jeg var påpasselig med ikke at blive slavisk afhængig af teknologi, og det inkluderer også digitale justeringer på de færdige tegninger, som var minimale.
Hvad inspirerede til udseendet og arkitekturen i den betagende ”nye verden” i bogen?
– En blanding af østlig og vestlig arkitektur fra forskellige lande kombineret med tilfældige skitsebogsskriblerier fra flere år. ’Sollys’-mønstrene og fugleformerne er for eksempel en stilistisk vane, jeg har, så de går igen i både naturlige og kunstige former. Nogle gange tegnede jeg små kruseduller, og lige som når man finder former i skyer, lod jeg dem finde deres egen form – denne detalje ligner en bygning, denne ligner et træ eller en skorsten og så videre. Processen er en slags “vågen drøm”, og det kan give virkelig originale landskaber.
I Europa og andre steder – og helt bestemt her i Danmark – giver de negative sider af immigration (for både indvandrere og værtslandet) anledning til ophedet debat. Kunne man på en måde betragte “Ankomsten” som en kommentar til den slags debatter?
– Jo, det kunne man godt, men ikke så direkte. Som nævnt forsøger jeg stort set at undgå politiske debatter om immigration, som er ret konstante her i Australien, akkurat som de lader til at være det i Danmark – og lige så nedslående i deres snæversynethed. Noget, jeg har opdaget om så mange af disse debatter, er den alt for lette tendens til at diskutere indvandrere, som om de alle er ens; en slags anonym statistisk masse. Det virker næsten som et bevidst forsøg på at modvirke empati for at gøre det nemmere at ignorere, ikke stole på eller afvise, at indvandrere også er mennesker, og at vi alle kunne være endt i samme situation, hvis historiens terningslag havde haft et andet udfald.
– Som kunstner er jeg interesseret i en meget mere personlig og intim skala, når jeg tænker på folk og steder. Og også i synspunktet fra den modsatte side, der ses sjældnere i mainstream-medier og forestiller sig forskelle i stedet for at bestyrke ensrettethed. Jeg håber, at det på en eller anden måde kan hjælpe med at opløse en smule af den ’os og dem’-modsætning, som ikke kun er uproduktiv og farlig, men faktisk temmelig urealistisk.
Se også Nummer 9s anmeldelse og 12 siders forsmag. Spørgsmål og svar er oversat fra engelsk af Steffen Rayburn-Maarup.
