Forlaget Afarts Don Rosa-satsning med DVD og hardcover-udgivelse er lidt af en åbenbaring.
Fra Don Rosa i 1987 trådte ind på Disney-scenen med “Son of the Sun” i Uncle Scrooge nr. 219, så mange ham som manden, der kunne løfte arven efter Barks. Lige så mange fik – i parantes bemærket – sikkert knopper af mandens fnidrede streg og næsten maniske kærlighed for at proppe billederne til med detaljer. Små 20 år og knapt 90 ande-historier senere, trak tegneren og fortælleren Don Rosa sig deprimeret og med stadigt svigtende syn tilbage fra scenen for – øjensynligt – at traske nedtrykt rundt i sin have hjemme i Kentucky.
Det var her, filminstruktør Sebastian Cordes i 2007 mødte tegneren for at interviewe ham om karrieren, og den intime interviewfilm, der er kommet ud af det, er et både spændende, rørende og – for denne anmelder – åbenbarende filmoplevelse ud af (se trailer ovenfor). Fra en dyb lænestol i et dunkelt lokale fortæller tegneren om en barndom uden forældrekærlighed, en ungdom som übernørdet tegneseriesamler over et voksenliv som nidkær historiefortæller med noget nær afgudsstatus til en tilværelse som selvpensioneret, frustreret og deprimeret eks-tegneserietegner.
Tårer i øjnene og klump i halsen
Vi kommer MEGET tæt på manden bag den kringlede streg og de finurlige historier. Der øses VIRKELIG af det store bekendelsesbæger, når han med næsten tilbageholdte tårer i øjnene og grådkvalt boble i halsen fortæller om karrierens op- og især nedture, der tydeligvis har sat deres spor i manden. Og vi kommer en tur med til tegnebrættet, hvor han med linealer, elipseskabeloner og andre hjælpemidler KÆMPER med at få de mange idéer ned på tegnepapiret.
Skal man sætte fingeren på noget, kunne det være, at Cordes burde være gået lidt mere til biddet i interviewet. Rosa får virkelig lov til at synke sammen i offerrollen som manden, der har tabt kampen mod de store udgivere (og fra tid til anden også til formastelige fans, der har tilladt sig at sælge en fan-tegning eller autograf på eBay). Men en del af sandheden er vel også, at manden SELV har søgt berømmelsen og så bare har fundet ud af, at hans skrøbelige sind og egen retfærdigshedssans måske ikke HELT har kunne klare mosten.
Fascinerende mikrofonholderi
Og ret beset har Rosa vel været UFATTELIGT privilligeret idet, han i næsten to årtier har fået lov at skrive OG tegne sine historier, selvom enhver redaktør med rygrad nok BURDE have taget rørpennen og ellipse-skabelonerne fra manden, og i stedet parret hans beviseligt store forfattertalent med en tegner, som ikke fortabte sig i detaljer, symetrier og metaonani.
“Life and Times of Don Rosa” er et fascinerende stykke mikrofonholderi (på den gode, observerende facon), der tegner et spændende portræt af en af mediets mest vande-delende stjerner.
Afart har samtidig med, at de har sendt dvd’en med dokumentarfilmen på gaden, også udgivet hvad der vel er tæt på et hovedværk for alle ægte Don Rosaister: En samlet udgave af tegneres universitets- og fanzine-tegneserie “Pertwillaby-fortællingerne”, som han lavede fra 70’erne og frem til begyndelsen af 80’erne.
Sprudlende fortælleteknisk talent
MEGET kort fortalt følger serien, der gennem årene gik fra stribe-format til mere ambitiøse hel-sider, den ufrivillige eventyrer Lance Pertwillaby gennem en række vanvittige, globetrotter-skattejagte. Altsammen fortalt i Rosas velkendte intellektuelle, ingeniør-slap-stick-stil.
Det er befriende at opleve Rosa fortælle uden for de snærende ande-rammer, hvor han kan give galskaben og ikke mindst den politiske ukorrekthed fuld gas. Jeg har gud-hjælpe-mig aldrig været særlig begejstret for mandens ande-produktion, men har trods alt altid kunne se det sprudlende fortælletekniske talent, der gemte et sted derinde bag den stive, klodesede, manisk detaljerede streg, og i “Pertwillaby-fortællingerne”, hvor de distraherende skabelon-tegnede ænder er erstattet med Rosa eget persongalleri, bliver hans fortælleevner ENDNU tydligere. Men – undskyld – TEGNE har manden sgu aldrig kunne.
Hatten af i øvrigt til Allan Haverholm, der har designet tre Don Rosa-fonte, der ret præcist ligner Rosas skiftende håndtekstning gennem seriens levetid.
Afarts udgivelse af “Pertwillaby-fortællingerne” er et lille lærestykke i en velredigeret samlet udgave af et lille stykke undergrundsserie, der faktisk gør nye sider af en ellers kendt serieskaber tilgængelig for et bredere publikum. Og på snedig vis har forlaget udformet udgivelsen så den i udseende lægger sig tæt opad Egmonts “Hall of Fame”-serie, så Rosa-samlerne med god samvittighed kan have den stående ved siden af Rosas samlede ande-produktion.
Værkets titel: Pertwillaby-Fortællingerne
Karakter: 4 ud af 5
Forlag: Afart
Forfatter/tegner: Don Rosa
Form: Hardcover, 224 s.
Pris: 320,00
ISBN: 978-87-92624-16-1
Udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: Danmark
Værkets titel: The Life and Times of Don Rosa
Karakter: 4 ud af 5
Forlag: Afart
Instruktør: Don Rosa
Form: DVD, region 2, 75 min. + 60 min. ekstramateriale, engelsk tale
Pris: 160,00
ISBN: 978-87-92624-18-5
Udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: Danmark