Fire Nummer 9’ere deler læseoplevelser og anbefalinger med Gud og hvermand.
Mårdøn Smet, skribent:
Jeg har netop tygget mig igennem Kirkman/Moore/Adlards The Walking Dead. Dertil er “Compendium One”, som samler de første 48 hæfter, velegnet, og det er ikke siden Naoki Urasawas Monster, at jeg er blevet præsenteret for en så effektiv pageturner af en mainstreambasker. Klassisk zombie-horror, men nu som soap, og som sagt for det brede publikum, uden at miste mørket og kanten.
Ligesom mænd i gummidragter i hedenold seriesmadrede Tokyo, har zombier siden ’68 lagt verden, som vi kender den, øde i film på film, men her bliver denne moderne myte fremstillet mere nuanceret, end det normalt er tilfældet. Seriens overlevende befinder sig i grænselandet mellem civilisation og barbari i et bundfjendtligt miljø, og nødtørftigt indførte retsprincipper, som øje for øje, degenererer på et splitsekund, da nogen selvsagt er i deres gode ret til at fuldbyrde den højeste straf på det skrøbelige samfunds vegne. Virker det bekendt? Jeg synes seriens største triumf som den tænkende mands zombiehistorie er, at den holder balancen mellem den flæbende selvransagende humanisme og den kitschede fascistoide selvtægtsforherligelse – uden at falde i. Man tvivler med figurerne for de levendes vej, og frygter de dødes verden.
Tilhængere af ky’ (kød/”gore”, red.) skal dog ikke fortvivle, for The Walking Dead er pulp, bare rolig. Når “The Governor”, en gusten fætter, trækker tænderne ud på sin zombiedatter for at kunne tungekysse hende uden at blive bidt, er der dømt falde-på-halen-splatter-idioti som vor mor lavede det. Mere!
Steffen Rayburn-Maarup, redaktionsmedlem:
Jeg havde i nogle måneder hørt godt om Michael Deforge, en ung canadisk tegner, men hørte samtidig, at de gode ting – første og andet hæfte i Lose, hans comic book-serie (hvor pragtfuldt forældet et format at tegne til!) – var udsolgt. Og Amazon var ikke behjælpelig. Min interesse blev ikke mindre, da DeForge vandt prisen for “Best Emerging Talent” i årets Dough Wright Awards (Canadas Komiks.dk-priser). Men så kom Jordan Cranes vidunderlige What Things Do til undsætning, for de har for nylig lagt tre korte serier af canadieren op.
DeForge fortjener hypen. Tag for eksempel to-siders-historien “Dogs”: Dialogen er en realistisk samtale mellem en fraskilt far og hans to sønner, men billedsiden syrer ud. Den foregår i et sært ruinlandskab og tager undervejs en drejning, da faren stikker drengene ind i sin torso og flyver af sted med dem. Nå ja, og personerne er hunde. Deforges tegnestil er heller ikke realistisk, men fuldstændig selvsikker: Skyer tegner jeg sådan her. Hunde? De ser sådan her ud. Sved, skraveringer, sten. Alt findes tydeligvis i samme velfunderede univers.
Knægten er 24, og jeg glæder mig meget til at følge ham.
Cav Bøgelund, skribent:
Birian Michael Bendis er uomtvisteligt den vigtigste forfatter på den amerikanske superhelte-scene. Han har igennem en årerække været den drivende kraft på Marvel, hvor han med succes har relanceret en række titler og styret universet fremad. For tiden skriver han ikke mindre end to Avengers-titler, den populære Ultimate Spider-Man, der danner inspirationsgrundlag for den kommende, fjerde film om figuren, og en række creator owned serier, der udkommer på Marvels ICON-imprint.
Sammen med tegneren Alex Maleev har han tidligere haft et langt run på DareDevil, der blev hyldet som det bedste take på figuren, siden Frank Miller redefinerede den i starten af 80’erne. Siden har de med mindre held skabt en række miniserier med andre af Marvels figurer, samt lanceret deres creator owned Scarlet. Alle serier af blandet kvalitet, der ikke rigtigt har formået at leve op til duoens DareDevil.
Nu er Bendis og Maleev så tilbage i noget, der ligner topform, med deres udgave af Marvels Moon Knight-figur. En Batman-agtig helt i hvid dragt, der svinger rundt og bekæmper kriminalitet i storbyen. Moon Knight er et af de mere udsyrede takes på den klassiske Marvel-hovedperson: Helten med personlige problemer, der skal overvindes side om side med diverse superskurke.
Moon Knight er i virkeligheden Marc Spector, der kæmper med skizofreni, personlighedsspaltning og stemmer i sit hoved. Ikke nogen helt lille mundfuld, hverken for Spector eller de forfattere, der igennem de sidste 10 år har forsøgt sig med relanceringer af figuren.
Men i vanlig stil har Bendis formået at skære alt overflødigt larm fra og komme ned til kernen af figuren. I hans run er Marc Spector efter nogle måneder som medlem af superheltegruppen The Avengers flyttet til L.A. Hans tid hos the Avengers har fået stemmerne i hans hoved til at falde til ro, og han er blevet et mere velfungerende menneske. I L.A. har han har slået sig ned som producer på tv-serien “The Legend of Konshu”. En slags big-budget udgave af Xena eller Hercules, baseret på legenderne om den månegud, som Spector mener har taget plads i hans sjæl, og som har givet navn til hans alterego. Tv-serien er blevet en bragende succes, og Marc Spector lever et godt, velfungerende liv i et penthouse i The Hollywood hills.
Men han er stadig medlem af The Avengers, og den eneste af deres medlemmer, der befinder sig på vestkysten. Og det har Marvels superskurke også indset. Hvis alle heltene bor i New York, hvorfor så ikke rykke forretningerne vestpå? Kort sagt er en ny Keglekonge begyndt at operere i Los Angeles, og der går ikke længe, før Captain America, Wolverine og Spider-Man dukker op i Marc Spectors penthouse og beder om hans hjælp til at håndtere problemerne. Noget, Marc Spector selvfølgelig uden tøven kaster sig ud i. Han ved jo, at han har tre af de mægtigste Avengers til at hjælpe ham.
Her begynder det at bliver interessant. For det bliver hurtigt klart, at (SPOILERS!) stemmerne i hans hoved ikke er faldet til ro, men blot har taget form efter tre af de superhelte, han beundrer mest: Captain America, Wolverine og Spider-Man. Tre vidt forskellige personligheder, der alle kæmper om opmærksomheden inde i hans hoved, og som langsomt tvinger Marc Spector ud, hvor han ikke kan bunde. Mere skal ikke afsløres her.
Serien er 2 numre inde i sit run, og tegner til at blive en af de mest underholdende titler fra Bendis’ hånd.
Erik Barkman, chefredaktør:
Jeg har blandt meget andet læst britiske Jon McNaughts Birchfield Close, udgivet 2010 på Nobrow Press. En på alle måder lille bog på 38 sider i lidt mere end A6-format med et meget beskedent plot: To drenge keder sig på en sløv sommerdag. De klatrer op på hjemmets tag og ser det endeløse parcelhuskvarter lidt fra oven. Livet går sin stille gang, mens drengene fantaserer sig væk fra trummerummen og dagen går på hæld. Mere sker der sådan set ikke.
Alligevel er “Birchfield Close” en fængslende oplevelse. McNaughts streg virker inspireret af både pointilismen og kubismen, og han fortæller sin meget lille historie tålmodigt, uden ord, gennem bittesmå billeder arrangeret på sirlig rad og række. Der er noget meget kontrolleret over udtrykket, og det forlener bogens prosaiske hændelser med en særlig alvor.
Lidt som vores egen Rikke Bakman har McNaught et fantastisk blik for de nær-universelle detaljer, der aktiverer minder fra læserens egen barndom, men “Birchfield Close” sender især tankerne i retning af amerikanske Kevin Huizengas lommefilosofiske hverdagsfortællinger og naturfascination. Det er en glimrende lille bog om det store i det små.
