”Lost Highway” af Søren Glosimodt Mosdal
Tegneserien om countrylegenden Hank Williams sidste timer fortælles stilsikkert i grænselandet mellem opspind og virkelighed.
”Lost Highway” er for mange navnet på en film af David Lynch, men for country-kendere er der ingen tvivl om, at ”Lost Highway” er titlen på en sang af den legendariske hill-billy konge Hank Williams Sr. Sangen har sikkert inspireret filmen, for Hank Williams sange har det med at påvirke sine lyttere. Nu er ”Lost Highway” også titlen på en dansk tegneserie om den sidste dag i Hanks liv, der har en særlig status blandt hans fans verden over.
De nøgne fakta er, at Hank Williams var på vej i bil fra Tennesse til en koncert i Ohio nytårsmorgen 1953, da hans chauffør undervejs opdagede, at country-ikonet sad død på bagsædet, 29 år gammel.
Men Søren Mosdal ved, at myten er manden og leger med det tomrum, der altid har omgærdet Hanks sidste nat på jorden. Han fylder det op med levende træindianere, bassister med klovneansigter, druk, skilsmisser og piberygende maller, og han lader Hank skyde nytåret ind med sin revolver, mens snefoget hvirvler tættere og slører skellet mellem opspind og virkelighed.
Fortællingen bevæger sig i krydsfeltet mellem dokumentar, skrøner, sydstatsgotik og elementer fra de sangtekster, der gjorde Hank til en Pulitzer-prisvindende outlaw-country-stjerne, og pointen er netop, at al virkelighed har et element af fri fantasi i sig, og selv de mest vanvittige løgnehistorier gemmer på en sandhed.
Søren Mosdal har før udgivet i antologier, blandt andet i ”From Wonderland with Love”, og hans tegnestil virker fint til denne spekulative kombination af biografi og fantasifortælling. Hans streg er vredet ud af facon som virkeligheden, og især farverne er velvalgte: Den dødsmærkede Hanks grågrønne figur står i skarp kontrast til de kulørte begivenheder og hans lyslevende chauffør – alt sammen indkapslet i hvid, vrimlende sne og den mørke nat.
Der er ingen tvivl om, at ”Lost Highway” er en fin, lille fanboy-udgivelse – ment i den mest positive forstand. Hvis man vil vide, hvorfor fascinationen af en kunstner antager urealistiske proportioner grænsende til gudedyrkelse, så spørg de virkelige fans. Og Mosdal viser fingerspidsfornemmelse i en skildring af en mand, der kalder på næsegrus beundring, men som når alt kommer til alt døde af druk og piller, ensom på bagsædet af en bil, hverken særligt glamourøst eller mystisk.
Hvis du er Hank Williams fanatiker, vil du elske de mange obskure referencer til Williams særlige univers. Hvis du aldrig har hørt om manden, er der en god historie i vente. Når det kommer til stykket, er der jo ingen af os, der slipper herfra med livet i behold.
Rikke Platz Cortsen
Karakter: 4/5
Værkets Titel: Lost Highway
Forlag: Forlaget Fahrenheit
Forfatter/tegner: Søren Glosimodt Mosdal (efterskrift af Klaus Lynggaard)
Farve og form: Farve og hardcover
Sidetal: 68 sider
Pris: 129,50 kr. fra forlaget
ISBN: 978-87-90370-89-3
Udgivelsesår: 2010
Udgivelsesland: Danmark