Efter at være blevet udskudt, udskudt og atter udskudt udkom Chris Wares Quimby the Mouse endelig i forsommeren 2003. Skønt der aldrig blev lagt skjul på at udgivelsen primært var en samlet genudgivelse af The Acme Novelty Library nummer 2 og 4, knytter der sig alligevel altid forventninger til en Chris Ware-udgivelse, for læseren er garanteret top-notch tilrettelægning, ny, nidkær farvelægning og helt sikkert en eller flere overraskelser godt gemt af vejen til det trænede øje.
Man kan med rette betragte Quimby the Mouse som den yngre Chris Wares tegneserielaboratorium – striberne blev oprindeligt tegnet til universitetsavisen The Daily Texan fra University of Texas, mens Ware studerede der. Men skønt Quimby-serien ved første øjekast ligner excessive og rent formalistiske stiløvelser, vil læsere bekendte med den senere Wares mere helstøbte, nuancerede og modne værker, bemærke at stort set alle centrale Ware-trademarks er til stede allerede her.
Musen Quimby er et genuint postmoderne sample af flere forskellige amerikanske tegneseriemuse-ikoner, først og fremmest Gerorge Herrimans Ignatz, kendt for ustandseligt at kyle mursten i nakken på den blide Krazy Kat; lejlighedsvis ændrer Ware dog sin tegnestil, således at Quimby snarere minder om en tragisk parafrase over Musen over alle mus, Walt Disneys Mickey Mouse.
Hovedparten af serierne er helsides forløb af små billeder, hvis tidsforløb er yderst begrænsede trods et stort antal rammer – med andre ord giver Wares Quimby-sider stærke associationer til filmstrimlen, nærmere bestemt tegnefilmstrimlen, som den tog sig ud dengang 20ernes og de tidlige 30eres cartoonfigurer som Felix the Cat prægede den.
Som nævnt står alle Wares berømte og berygtede yndlingstemaer krystalklart allerede her, funderet i den grundlæggende skizofrene – og dog forenlige – spænding mellem en dyb og naiv romantik og en kulsort, næsten ubærlig misantropi. Vi ser for eksempel den aldrende Quimby opsøge sit barndomshjem, som fremkalder en erindring om dengang han som barn, iført en kappe sprang ned fra en højtplaceret gren i havens store træ, hvorefter den aldrende Quimby krampagtigt prøver at kopiere eller genoplive sit minde. Han kravler atter op i træet, men indser at der er for langt ned til at springe, hvorefter grenen knækker, og han falder ned. Morale: Den, der fortaber sig i erindringsforskydende nostalgi bliver straffet.
Men som mange andre betydningsfulde kunstnere er Ware en modsætningernes mand. De konstante og eksplicitte angreb på den sølle og ynkelige beklagelse af tabet af Alt, Hvad Der Engang Var kontrasteres massivt af kaskader af æstetiske, såvel som narrative strategier, der netop tager udgangspunkt i kulturprodukter fra tiden før og under modernismens gennembrud. Denne modsætning er dybt central for forståelsen af Wares værk; det er den, der giver anledning til begejstring og irritation på en og samme tid.
Udover materialet fra Acme-hæfterne har Ware også inkluderet sine arkaiske Joe Shuster-parafraser fra art spiegelmans berømte RAW-antologi. Med titlen ‘I Guess’ iscenesætter Ware en historie, der visuelt er meget tæt på de helt tidlige Superman-fortællinger, men med i rammerne og taleboblerne erstattet af en lang, sammenhængende tekst om hans morfar. Derudover finder man nyfarvelagte udgaver af blandt andet Wares Richard McGuire-hyldest; en familiekrønike, hvor kun en bordlampes genvordigheder skildres. Denne effektive udnyttelse af ‘se-udsnit-forstå-helheden’-taktikken, er ofte kommet til sin ret i tegneseriemediet, hvilket både Frank King (som man også finder hyldester til i bogen) og benævnte McGuire om nogen har demonstreret effektivt.
Derudover indeholder bogen en lang og subtilt gribende prosatekst om Wares mormor, der overlegent demonstrerer, at Wares evner som skribent er på samme niveau som hans billedfortællerevner. Som et sandt ekstramaterialescoop er bogens bagside prydet af en formindsket udgave af Wares spektakulære San Francisco-gavlmaleri – en panoramisk skildring af livets opståen, kulminerende med mennesket og dets sølle stræben efter føde, formering og ly for vejr & vind – naturligvis udført med tungen i kinden på vanlig, veloplagt misantropisk maner (i bogen er gengivelsen overdådigt præget med bladguld). I det hele taget minder bogens udstyr og tilrettelægning læseren om, at Ware tæller blandt de vigtigste af de tegneseriekunstnere, der har demonstreret, at dekoration og design i høj grad kan bidrage til ikke blot at styrke, men endda at etablere et ‘indhold’ i en narrativ, tegnet sekvens; form er ikke blot form, og indhold er ikke blot indhold.
Skønt Quimby the Mouse afgjort er en udgivelse, der primært retter sig mod beundrere og fans, er der ingenlunde tale om en overflødig ekstramateriale-udgivelse. Quimby the Mouse er et generøst og overvældende tegneserieværk, skabt af en ung tegneseriekunstner med usædvanlige ambitioner, usædvanlige evner og et usædvanligt gemyt.
Apropos ‘usædvanligt gemyt’, fik Ware-interessede syn for sagen, da Drawn & Quarterly i samarbejde med hollandske Oog & Blik senere på året udgav den helt igennem ekstravagante Acme Novelty Datebook, med undertitlen: Facsimile sketches, notes, and cowardly personal attacks 1986-1995. Denne bog består i modsætning til Quimby the Mouse af lutter ‘nyt’ materiale, forstået på den måde, at det er første gang det offentliggøres. At materialet i det hele taget er blevet offentliggjort, er i sig selv ganske opsigtsvækkende, siden der er tale om end dog meget private optegnelser, som tilsyneladende ikke er tegnet med publicering for øje. Men den ‘generte’ og ‘sky’ Chris Ware er som tidligere nævnt, en modsætningernes mand – med sin udgivelse demonstrerer han (selvbevidst), at han også er udpræget narcissistisk anlagt. På omslaget polemiserer han kløgtigt-ironisk mod sin hypede, dog indimellem også anfægtede status som den nordamerikanske tegneseriescenes unchampioned no.1, således: “[by the author of] the mid-nineties vogue Acme Novelty Library, now generally critically disregarded”.
Designet, der indrammer udvalgte skitsebogssider fra ovennævnte periode, er én stor underholdende og overrumplende selviscenesat metapolemik. Forside og bagside prydes af cirkulære diagrammer, som skildrer vigtige begivenheder i kunstnerens liv, bl.a. anfører Ware, at han og Stan Lee har fødselsdag samme dag (28. december), at han som niårig for første (og sikkert ikke sidste!) gang inspicerede sit numsehul i soveværelsets spejl, at hans første kærlighed forlod ham som tyveårig, hans anden kærlighed som treogtyveårig, hans tredje kærlighed – nuværende hustru Marnie, som bogen er tilegnet – forlader ham som femogtrediveårig (hvilket lidt hovedregning får til at blive i 2002, skønt det tilsyneladende endnu ikke er sket). På forsiden fortsætter diagrammet lystigt ud i fremtiden: i 2028 sætter et “excessive alcohol abuse” ind, i 2046 rammes han af sit andet hjerteanfald og endelig afgår han ved døden i 2050, en dato som verificeres af et hurtigt kig på titelbladet i Quimby the Mouse.
Når læseren er færdig med kolofonen og den øvrige, omstændelige bogformalia, (som i Wares tilfælde altid er læseværdig og fuld af overraskende informationer), kommer man til hovedsagen: skitsebogssiderne.
Skitsebogssiderne vil først og fremmest overraske de læsere, som kun er bekendte med de af Wares tegneserier, der som Jimmy Corrigan, the Smartest Kid on Earth, er udført i den stil, jeg andetsteds har karakteriseret som en amerikansk variation af ligne claire. Bogen er spækket med eksperimenter med forskellige stilarter, og især fremstår Wares tegninger af mennesker i dagligdagen som befriende ikke-anale. Tegningernes egenskaber – eller intentioner – veksler overordnet mellem på den ene side at ‘illustrere ideer’ og på den anden at udforske ‘stregen i sig selv’. I førstnævnte kategori kan man indlysende placere Wares Storm P.-maskiner (som man kender dem fra Acme Novelty Library, her dog næsten udelukkende med masturbation-funktioner for øje), men også Wares forsøg på at parafrasere Robert Crumb, George Herriman, Joe Shuster, Frank King, Neal Adams (!), m. fl. – det er tydeligvis ideen om en ‘anden’ tegnestil, der fascinerer Ware. I Croquis-tegningerne og de mange frihåndstegninger af bygninger, er det derimod en mere grundlæggende afsøgning af tegningens væsen, der er på spil. Spørgsmål om streg, skravering, understregning af subtile detaljer, beskrivelse af anatomi, perspektiv osv., er elementer i denne nøgne, følsomme og frem for alt mere afslørende disciplin. Wares evner i denne henseende er imponerende – men i lyset af hans tydelige forbillede ud i tegningens ædle kunst, den allerede nævnte Robert Crumb, må man dog også konstatere, at han ikke helt er på det niveau – men then again: hvem er det, når det kommer til stykket?
Dernæst er det slående hvor mange gange seksuelle fantasier og ikke mindst granskningen af masturbation manifesterer sig i bogen. Det er en konstatering, der overrasker i betragtning af det undseelige, og dog ikke-banale og afbalancerede omfang Ware, i sine ‘rigtige’ tegneserier, kredser om seksualitet.
Man irriteres og man tager sig til hovedet over Wares besættelser og krukkede selvhad, men tilgiver ham hurtigt – først og fremmest fordi hans skitsebogssider er oprigtigt vedkommende. Dernæst fordi Ware, når alt kommer til alt, ikke spiller fedtspil, men derimod med grænseoverskridende ærlighed på godt & ondt har blotlagt sine besættelser – this is who I am. Det koster, det er sikkert ikke sjovt, man kan ikke fortryde, når først bogen er ude. At udlevere sig selv til en ukendt øvrighed, har intet med kunstnerisk integritet eller værdi at gøre, men hos denne læser er mod noget, man altid får point for.
Det er svært at isolere indslagene i Datebook‘en, men som læser er den ikke blot relevant i forhold til det, trods alt ikke afsindigt berigende studie af Chris Wares liv & levned. Betragtet som et katalog af ideer synes bogen derimod endeløst generøs – her er skitser, der undersøger og udforsker fortælletekniske muligheder, der er interessante betragtninger om kunstens rolle (og tegneseriens rolle i kunsten), arbejdstegninger til de mindre kendte ‘opfindelser’, Ware indimellem også konstruerer (af hvilke visse blev udtaget til Whitney-biennalen 2001), der er små håndskrevne statements à la “Let the reader finish the story!”, “You have to be prepared to take a stupid idea to it’s fullest conclusion”, “stop feeling so God-damned sorry for yourself!”, “Pay closer attention to what your line is doing”, “You should stop trying to define yourself so self-consciously by doing things that aren’t comics and maybe start using those things that comics DO have instead.”, “Sound advice: Don’t get bitter. Even sounder advice: Don’t stagnate. And: Respect your obsessions. And: Value your worthlessness. And: Read a variety of things. And: Don’t just draw comics! – or the above will not be able to happen.” eller, som en passende overskrift til hele oeuvret: “If it doesn’t haunt you, it ain’t art!”.
Skønt Wares tegninger i flere tilfælde minder om det, man med et lidt vagt begreb ofte rubricerer som ‘stiløvelser’, besidder de til stadighed en eller anden særlig kvalitet – de appelerer til øjet, til granskning, til udforskning. Måske er det hans vitale legesyge, der simpelthen smitter af gennem siderne? Retfærdigvis må det også konstateres at ikke alle tegninger og sider er lige generøse, men de ophører dog aldrig med at være interessante.
Med fare for fluekneppernørderi, bør reproarbejdet ekstraordinært fremhæves; uanset om der er brugt sort tusch, plakatfarve, akvarel, (farve)blyant eller kridt, står billederne så flot og rent, som vor tids trykmaskiner overhovedet muliggør. Ware og blandt andre den hollandske post-ligne claire-veteran, Joost Swarte står selv for denne del af produktionen. The Acme Novelty Datebook er simpelthen blandt de allerflotteste tegneserierelaterede publikationer, denne læser har set; den er en teknisk bedrift.
Datebook‘en udgør en anderledes læseoplevelse. Den er ikke beregnet til at kigge igennem og læse fra ende til anden (men det er muligt), kronologi spiller ikke en vigtig rolle, man kan tage den frem og lægge den tilbage, man kan anskue dens nytteværdi på mange forskellige måder – uanset hvordan man tager den i brug, vedbliver den at være fascinerende og generøs, forstyrrende og udfordrende.
Oprindeligt offentliggjort i 2004 på Rackham.dk