Amerikanske Jaime Hernandez er aktuel på dansk med ”Speedy Ortiz dør”. Nummer 9 har fået independent-ikonet til at se tilbage på sit 80’er-arbejde.
Jaime Hernandez har i over 30 år fortalt historier om punktøserne og on/off-kæresterne Maggie og Hopey samt et spraglet persongalleri af punkere og latinoer med udgangspunkt i den fiktive Los Angeles-forstad Hoppers. Personerne har udviklet sig og er ældet med tiden, men de er altid blevet afbilledet i Hernandez’ elegante og rene sort-hvide streg.
I dag udkommer ”Speedy Ortiz dør”, 288 siders klassiske Jaime Hernandez-historier fra 80’erne. Her vinker han farvel til de tidlige historiers sci-fi inspiration, og vælger en mere realistisk tilgang med fokus på nuancerede karakterer og stærke miljøbeskrivelser.
Først, tillykke med endelig at blive udgivet på dansk igen. Hvordan har du været involveret i udgivelsen af “Speedy Ortiz dør”?
– Jeg var kun involveret i begyndelsen, da Fantagraphics (Hernandez’ amerikanske forlag, red.) og jeg besluttede hvilket materiale, der skulle med i samlingen. Og så godkendte jeg omslaget.
Samlingen markerer den periode, hvor du forlader dit tidlige sci fi-univers, med dets raketter, dinosaurer og eksotiske lande, og fokuserer på at fortælle historier i et mere realistisk miljø. Hvordan var den overgang? På mig virker det som om de tidlige historier i ”Speedy Ortiz dør” (cirka op til titelhistorien) er mindre fokuserede end de efterfølgende.
– Det er sandt, det var først med historien ”Ray D. vender tilbage,” at jeg begyndte at fokusere mere på personernes liv og på at fortælle længere, sammenhængende historier. Jeg fortryder ikke de historier, jeg lavede inden, men jeg er enig i, at der endnu ikke var en samlet retning. De her tegneserier har været en læringsproces fra begyndelsen. Karaktererne og jeg er vokset op sammen.
I samlingen introducerer du også karakteren Ray Dominguez. Han har udviklet sig til at være seriens tredje hovedperson, ved siden af det oprindelige par, pigerne Maggie og Hopey. Hvorfor havde du brug for Ray?
– Jeg skabte Ray, fordi jeg havde behov for en slags mandlig version af Maggie. Maggie bærer mange af mine personlige tanker, men der er en grænse for, hvor langt jeg kan følge hende. Maggie kan ikke gå ind I drengenes omklædningsrum, men det kan Ray.
I de her fortællinger begynder flashbacks og historier fra personernes fortid at blive et tilbagevendende tema i serien. Det virker, som om du til stadighed genfortæller, reviderer og udvider tidligere hændelser og lader dem belyse dine personers aktuelle liv. Hvorfor denne dialog mellem fortid og nutid?
– Jeg er ikke helt sikker, men måske er det fordi mine egne erindringer altid har eksisteret side om side med mit nuværende liv, og jeg fandt tidligt ud af, at fortiden og nutiden er et stærkt værktøj, når man skal skabe en afrundet og nuanceret karakter.
– Dine historier er ofte korte og episodiske. I ”Speedy Ortiz dør” er kun titelhistorien over 20 sider lang. Men når man læser historierne i forlængelse af hinanden, skaber de alligevel en samlet fortælling. Hvorfor foretrækker du at fortælle dine historier i den her fragmenterede form?
– Grundlæggende er de alle sammen en del af en stor historie, eller af et samlet livsforløb. Et der slutter, når jeg ikke kan eller vil lave de her tegneserier længere.
Dine historier er åbenlyst funderet i en kultur uden for USAs mainstream – latino, punk eller homo-kultur. Har det været en bevidst ”programerklæring” fra din side af, eller reflekterer det bare, at du fortæller historier fra miljøer, som du kender eller er en del af?
– Lidt af begge dele. Da vi begyndte på historierne, kendte mainstream-USA ikke til de her ting, eller også var de ringe eller ukorrekt portrætteret. De fleste af de kulturer, jeg beskriver, er nogen, jeg selv har oplevet, og de andre var ikke så svære at gennemskue, hvis jeg gik fordomsfrit til dem. Jeg så det som en udfordring for mig selv at portrættere miljøerne så nøjagtigt, som det var muligt for mig at gøre, og jeg havde tillid til, at mine læsere ville være fordomsfrie nok til at håndtere det.
Nu har du fortalt historier om de samme personer I mere end 30 år, og dine oprindelige latino-punkere er blevet til midaldrende kvinder. Hvad har udfordringen været ved at fortælle historier om karakterer, der ældes med den samme hastighed som rigtige mennesker?
– En af de største udfordringer har været at holde trit med den virkelige tid. Mine historier kommer langsommere ud end realtid, så engang imellem er jeg nødt til at springe et par år over i mine personers liv.
Læs også Nummer 9s forsmag på “Speedy Ortiz dør”.
