Til efterårets tegneserielæsning i flammernes skær foran pejsen har Nummer 9 fundet en omgang latino sæbeopera, en fransk feministisk børnebog og amerikanske indie-auteurs m/k af både ældre og nyere dato frem.
Kristian Bang Larsen læser Jaime Hernandez’ Is This How You See Me? (2020)
Jaime Hernandez har tegnet sin serie Locas i fyrre år, og de teenagepunks han levendegjorde dengang i 1980 har nu skilsmisser og voksne børn og hjerneskader med i bagagen. Tiden går i real time i Locas.
I Is this show you see me? tager hovedpersonerne Maggie og Hopey til punk-reunion i hjembyen Huerta, og således får både de aldrende punketter og læseren muligheden for at tjekke ind hos store dele af seriens rige persongalleri.
Kernen er som altid den evige ménage à trois mellem Maggie, Hopey og Ray, og Jaime Hernandez fortæller som altid dejlig episodisk og fuldstændig overlegent med rig brug af flashbacks til de vilde punkdage. Det er en serie, hvor fortid og nutid altid er i dialog i en evig undersøgelse af, hvordan vi blev dem vi er lige nu.
Maggie og Hopey er kvinder, punks, queers og latinoer i USA, og et tema i Is this how you see me? er alt det lort, man skal finde sig i, når man falder uden for normalen, men også de fællesskaber der skabes derude i frynserne af samfundet. Der åbner sig langsomt, men tydeligt en #metoo-dagsorden. Is this how you see me? handler også om den frygt for verbale og især fysiske overgreb, som kvinder lever med.
Reunion-albummet er måske lige indforstået nok til at være et trinbræt for nye læsere at stige på Locas-toget; dertil anbefaler jeg i stedet forgængeren, mesterværket The Love Bunglers. Men for en gammel fan som mig er det en stor stor fornøjelse at hænge ud med nogle af sine ældste og bedste venner igen.
Malene Hald læser Superfeministerne af Mirion Malle (2020)
Superfeministerne af den franske tegner Mirion Malle, er en tegnet fagbog for børn, der forklarer komplekse begreber som kønsidentitet, intersektionalisme og samtykke. Bogen er bygget op som en samtale mellem en gruppe børn og en voksen, der forklarer de forskellige begreber. Alt er visuelt fortalt i små striber og tegnede faktabokse.
Et tidstypisk træk er pile med metakommentarer eller en figur, der popper hovedet ind fra højre og kommenterer handlingen – ofte humoristisk. Et velvalgt fortællegreb til lige dette emne (fordi det letter stemningen og feminister sådan set også er sjove).
Malle tegner i en let afkodelig stil, der ligner den man finder i marginen på et kladdehæfte. Den tilgængelige streg gør bogen overkommelig og imødekommende. Malle tegner sine figurer, så deres kendetegn er hår og tøj fremfor krop eller andre kønnede kendetegn, og det underbygger selvfølgelig bogens pointe.
Bogen er henvendt til børn fra 12 år og op, men voksne kan også blive klogere.
Thomas Thorhauge læser The Loneliness of The Long-Distance Cartoonist af Adrian Tomine (2020)
Jeg har aldrig været superfan af Tomine, men har altid godt kunnet lide hans afdæmpethed som fortæller og tegner. Hans issue – som tegnes helt konkret og up front i The Loneliness of the Long-Distant Cartoonist – er hans Dan Clowes-epigoneri og måske også hans afdæmpethed, som nogle gange manifesterer sig som kedsommelighed, andre gange som unødig prætentiøst (og dermed stadig kedeligt).
Men hans seneste selvbiografiske er hans mest velgjorte og præcise, bedst fortalte, bedst tegnede og (melankolsk) sjoveste. Den består af en række nedslag i Tomines liv, helt tilbage fra tidlig barndom til nu; nedslag, der har med hans med tiden tiltagende smertelige selvforståelse som tegneseriemager at gøre, og bedst kan opsummeres med det kendte Jack Kirby-citat “comics will break your heart”. Kunne du lide Carlos Gimenez’ De professionelle, og er du ikke for fin til et par onde udleveringer af Frank Miller, er der ingen vej uden om The Loneliness of The Long-Distance Cartoonist.
Felix Kühn Ravn læser Don’t Go Without Me af Rosemary Valero-O’Connell (2019)
Med sit gennembrud som tegner til Mariko Tamakis bestseller Laura Dean keeps breaking up with me fra 2019 kan man ikke tale om Rosemary Valero-O’Connell som en ukendt indie-kunstner. Alligevel følte jeg mig aldeles med på noderne og fremsynet, da jeg backede samlingen af hendes korte historier på Kickstarter.
Og jeg blev ikke skuffet! Hvis man kan lide Tillie Walden (Spinning og den Ping-nominerede On a Sunbeam), så får man her endnu flere smukke tableauer, skæve takes på dybsindig sci-fi og romance, et lille drys horror og en ordentlig bunke manga-feeling. Folk som mig, der aldrig er kommet i gang med Shoujo-manga, kan med fordel starte her. Den prisvidende What is left er fabelagtig, men jeg er faktisk endnu mere vild med historien, der har givet samlingen sit navn.
Bogen er desuden flot pakket ind af forlaget Shortbox, som altid er garant for kælen for de fysiske detaljer. I dette tilfælde lokkede de os på Kickstarter med nogle ret lirede guld-detaljer på forsiden. Blæret.
Del på
