Den er der ikke
Svenske Liv Strömquist har specialiseret sig i satiriske tegneserier om kønnenes kamp i det 21. århundrede. I Den er der ikke skal Leonardo DiCaprio være katalysator for dissekeringen af parforholdet på godt og ondt. Resultatet er ofte tankevækkende, glimtvis underholdende, men tegnemæssigt sløjt.
Hvorfor er Leonardo DiCaprio ikke blevet gift efter at have datet 117 bikinimodeller? Kan det virkelig passe, at ”den bare ikke er der”? Eller skyldes det nogle grundlæggende strukturer i den måde mænd og kvinder omgås på? Det stiller Strömquist skarpt på i Den er der ikke. Første halvdel af tegneserien gennemgår fem teorier, der skal forklare, hvorfor vi mennesker ikke længere forelsker os på samme måde som tidligere.
Lynhurtigt skruer Strömquist ned for ugeblads-DiCaprio-blikfanget og op for det akademiske sprog i afsnit som ”Den ”andens” forsvinden”, ”Det rationelle valgs opsving” og ”Affortryllelsen af verden”. De hyppige fodnoter til forskere, filosoffer mm. er et tilbagevendende træk hos Strömquist, der helst ikke vil tages med bukserne nede i akademisk forstand. Så alt hviler tilsyneladende på solid faglig grund, når Sokrates, Kierkegaard, Eva Illouz m.fl. hives op af posen, for at give et bud på, hvorfor DiCaprio (= vi mennesker generelt) opfører os, som vi gør, når vi skal indgå i kærlighedsrelationer til det modsatte køn.
Det er helt overordnet set interessant læsning, der ikke er så tungt formidlet, som det måske kan lyde. Der trækkes helt naturligt tråde tilbage til særligt forrige århundrede, men også længere. Nogle emner er indlysende, som fx at kvinder er kommet ind på områder, der førhen var domineret af mænd – basalt set alt hvad der foregår udenfor hjemmets fire vægge. Andre kræver at man finder læsebrillen frem og fokuserer, når teksttunge passager ridser en teori op. Typisk fletter hun dog en anekdote eller længere passage om kendte personligheders kærlighedsliv ind over, så det glider lettere ned.
Ud over at mime en akademisk stil i sin tegneserie, så er Strömquist også selv til stede som en tydelig afsender med en holdning til tingene. Dog vil hun gerne give indtrykket af at være mindre sikker end hun reelt er. Løbende tager hun forbehold og skriver ting som ”Måske!! Undskyld for at denne tegneserie generaliserer groft og ikke tager hensyn til milliarder af individuelle forskelle”. For når alt kommer til alt, så har hun jo sat sig temmelig godt ind i stoffet og formidler via de mange inddragne personer sin tolkning på tingene.
”At være forelsket er jo lidt som en roterende kødrulle på en snasket shawarmabar”
Anden halvdel af tegneserien er lidt mindre skematisk bygget op, men baserer sig på to længere afsnit om at finde ”et andet du på et minut” og ”gensidighed”. Det er her man kan finde et citat om kærligheden, man næppe har set før: ”At være forelsket er jo (…) lidt som en roterende kødrulle på en snasket shawarmabar, I STAND TIL INGENTING, bortset fra at BRÆNDE, hjælpeløst”.
For Strömquist er sådan set humorist, selv om hun undertiden skjuler det lidt for godt. Noget af det fungerer og andet falder lidt tungt til jorden. I en i forvejen teksttung tegneserie, der har hele (dobbelt)sider, udelukkende med tekst, er der ikke grund til at have unødvendigt meget tekst med, skulle man mene. Desværre er Strömquist af en anden mening. Så når der i en forklarende tekstboks lige har stået: ”man forbliver sig selv og kun søger bekræftelse af sig selv i den anden” – så siger filosoffen Byung-Chul Han nedenunder: ”man forbliver sig selv og søger kun bekræftelse af sig selv i den anden”. Det virkemiddel kan måske godt bruges en enkelt gang, men det gentages alt for ofte i Den er der ikke.
En anden svaghed er de mange talende hoveder. Der kan snildt være en side delt ind i seks felter, hvor det samme talende hoved, med minimale variationer, går igen i dem alle. Dét bliver også trættende i længden. Andre anmeldere har også før påpeget, at Strömquists styrke ikke ligger hendes evner som tegner. Det tilslutter jeg mig gerne. Uanset hvor groft det end lyder, så vil jeg kalde hende en glad amatør som tegner. Personerne (der stort set er det eneste, hun tegner) er ridset groft op, som en slags karikaturer. Men DiCaprio ligner ikke DiCaprio. Derudover klipper hun jævnligt malerier, fotografier eller tegneserierfigurer ind på siderne, for at variere udtrykket og give eksempler, som det fremgår nedenfor.
Helt karakteristisk er der et billede af Strömquist selv på forsiden, det appellerer ganske givet mere end hvis hun havde tegnet den i stedet. Det samme sås også på hendes tidligere udgivelser I’m every woman og Kundskabens frugt. Og det ridser måske meget godt Den er der ikke op. Det er Strömquist, der er attraktionen. Attraktionen i den forstand at hendes debatterende, analyserende tanker om kærlighedslivet her i 2020 er værd at se nærmere på. Hendes visuelle formidling af den er det desværre knap så interessant at se nærmere på.
