I'm Every Woman
Liv Strömquists “I’m Every Woman” løb ikke af med en Pingpris for Bedste Udenlandske Tegneserie på Dansk i år, men den er stadig både sjov, skarp og relevant!
I Danmark opfatter 5% sig “i høj grad” som feminister, vidste I det? I Sverige er tallet 18% – se: ”Ligestilling og Feminisme i Danmark og Sverige”, Danmarks Radio, Epinion, 2015. Jeg lægger ud med noget, der kan kildehenvises, fordi vi skal til at snakke om Liv Strömquists I’m Every Woman, der har masser af historier og næsten ligeså mange kilder at bakke dem op med. Dele af dem, i hvert fald. Det kommer vi til!
I’m Every Woman er fra 2018, så den er i skrivende stund stadig frisk. Det er en samling af fortællinger, anekdoter, sketches og andre småhistorier fra Strömquists hånd, og fælles for dem alle er kvinder. Især kvinder, der blev komplet overskygget og på anden vis underkuet af historisk magtfulde mænd, men Strömquist kommer også omkring andre emner, såsom hvor lidt det giver mening at bruge dyrenes “naturlige” adfærd som vores forbillede for gode og “naturlige” parforhold (men kun dem, hvor dyrene bliver sammen for evigt, forstås), eller hvordan børn dybest set er højreorienterede konservatister, eller hvad der blev af oldtidens gudindetempler (spoilers: kristendommen).
Fakta og holdninger
Jeg har påtaget mig en lettere sarkastisk tone her og det er ikke helt tilfældigt. Tonen i de fleste af segmenterne i I’m Every Woman er nemlig præcis sådan: distancerede og småsarkastiske, med en vis autoritet. Sarkasme kan være irriterende og det kan være forfriskende, og jeg synes Strömquist trods alt hælder mod det sidste. Hun har ikke altid ufejlbarligt ret i alt, hvad hun siger (er vi sikre på, at Yoko Ono opfandt installationskunsten?), men hun siger det med vægt bag … og snartefter vender man siden, og dér har Strömquist skildret sig selv råbende ad fjernsynet med en flaske vin i næven. Humoren kan altså også vendes mod hende selv; hun ikke en ufejlbarlig autoritet på alt og ingen er tilsyneladende helt troværdige. Eller hvad?
Stromquist gør to ting for at drive læselysten i bogens segmenter: Baserer dem på fakta eller baserer dem på en stærk holdning (hendes egen). Sommetider begge dele og begge dele fungerer. I’m Every Woman er ikke en lærebog og var, antager jeg, aldrig ment som én, så hvis man nyder fakta med kommentarspor, kan man slubre I’m Every Woman i sig uden problemer.
Strömquist har selv udtalt, at hendes brug af kildehenvisninger og fodnoter blev grundlagt på universitetet, hvor hun fik forklaret, at “hvis du tror du selv har fundet på noget, har du ikke læst nok” (Nummer9.dk). I’m Every Woman indeholder en mængde historier om historiske kvinder (og deres historiske ‘boyfriends’ – herligt brug af det engelske ord her, i øvrigt, det gør hele første segment “Historiens Mest Irriterende Boyfriends” ekstra ‘cheeky’) og de har allesammen relevante kilder tilknyttet. Der er altid en vis løgn i tegneserier (og alle andre fortællende medier i øvrigt), uanset hvor tæt man ellers kommer på den skinbarlige sandhed, men det cementerer en historie, at man selv kan eftertjekke, hvis man orker.
Grimt med vilje
Billedsiden er, for mit vedkommende, desværre ikke meget at skrive hjem om. Strömquist har en hurtig, ekspressiv stil, en slags “grimt med vilje”, undergrundsagtig streg, som ikke prøver at maskere noget. Den passer glimrende til bogens satiriske, sarkastiske tone (det ville nok i hvert fald have været svært at prøve at lave en meget seriøs og informativ bog med samme streg) og den gør, hvad den skal for at få sine pointer igennem, men jeg synes nu heller ikke der ville være noget i vejen med at få det visuelle løftet en smule. Den slags er naturligvis en smagssag.
Strömquist har dog godt styr på tegneseriens fortællende elementer: komposition, rytme, osv. Det er svært at fare vild, trods den vilde streg, men mængden af tekst i visse (de fleste) segmenter, kan være svære at sluge. Især “Fyre Som Siger ‘Luder’” er svær at komme igennem, fordi den bliver så teksttung. Det er trist, for rent informationsmæssigt er den faktisk min yndlings. Der er tydeligt, at Strömquist er meget begavet, belæst og kan lære fra sig, og jeg ville elske at se mere som “Fyre Som Siger Luder” fra hende – omend, måske, med lidt mere plads til teksten.
Intermezzo: jeg bliver nødt til at slå et slag for oversættelses- og lettering-arbejdet af Kamilla Löfström. Den danske tekst er fuldstændig eminent og passer perfekt til billedsiden. Det er en fornøjelse at læse.
Jeg holder især af, når Strömquist finder en ny, sjov vinkel på noget, der ligger hende på hjerte (“Børn er Højreorienterede Konservatister” er for eksempel rigtig sjov) eller graver lidt dybere i noget, der virkelig ligger hende personligt på sinde. Sidstnævnte: hvordan flere kvinder i magtpositioner ikke er svaret på ligestilling, fordi kvinder ikke nødvendigvis er gode mennesker. Her dykker hun faktisk lidt ned i nogle underliggende problemstillinger bag ligestilling for ligestillingens skyld og får fat i bl.a. miljøpolitik og menneskerettigheder. Og får i øvrigt lavet sjov med sig selv samtidig, for det er nemt at sidde derhjemme med sine holdninger, mens det meste af verden fortsætter med at være forfærdelig udenfor ens dør.
Forklejnede kvinder
Inden for de seneste år har vi set en bølge af positive feministiske fortællinger om historiens sejeste kvinder (f.eks. den også Ping-nominerede Skamløs af Pénélope Bagieu eller Rejected Princesses af Jason Porath), så det er interessant, at Strömquist i segmentet “Historiens Værste Boyfriends” vælger at fokusere på kvinder, der i den grad blev røvrendt af deres partnere. Kvinder, der blev holdt fanget, bestjålet, glemt, og det der var værre. Hun kommer ind på lignende temaer igen i fortællingerne om Britney Spears og Priscilla Presley.
Og vi ved det jo godt, i virkeligheden: mænd, ofte mænd i magtpositioner, har gennem historien offergjort kvinder i deres nærhed. Vi har hørt det før. Strömquist kommer ind på mange ting, vi har hørt før. Det er ikke er positivt budskab, men det er heller ikke en løgn. At Strömquist tackler en ufed – eller endda direkte tragisk – sandhed med humor, er, i min optik, en ganske stor bedrift.
I’m Every Woman har en vigtig plads i verden, om den så er super nytænkende eller ej. Vi har brug for feministisk litteratur i alle dens facetter, både tragisk og slorslået, kønt og grimt og alt derimellem. I’m Every Woman kommer omkring vigtige pointer og den er ofte både rigtig sjov og rigtig skarp.
Del på
