… det handler om menneskene, fortæller zombietegneren Charlie Adlard, en af de prominente gæster på årets Copenhagen Comics.
Den sympatiske englænder har efterhånden illustreret over 100 af Robert Kirkmans manuskripter på zombiesoap-fænomenet The Walking Dead, der har opnået enorme salgstal og skabt en hel lille apokalypse-industri, inklusive computerspil, plasticfigurer og en hit-tv-serie. På dansk er der indtil videre udkommet fire bind af serien på forlaget Fahrenheit.
På bagkant af en horror-paneldebat ved tegneseriefestivalen fik Nummer 9 et interview med den ukronede konge af udøde-illustrationer. Og han fortalte blandt andet om gyserbåsen, zombie-MacGuffin‘en og hvorfor han hader The Walking Dead-logoet.
Du har fortalt, at du holder meget af tegnere som Mike Mignola and Bernie Wrightson, der har en kontrastrig sort-hvid stil lig din. Men samtidig synes jeg, at du har en mere realistisk tilgang end dem i dit arbejde og især i din figurtegning. Dine karakterer ligner almindelige mennesker. Er det noget, du bevidst tilstræber – og hvorfor?
– Jeg tror meget på ideen om, at du skal kende reglerne for at bryde dem. Jeg tror ikke, at jeg kender alle reglerne, så mit arbejde har det med at læne sig mod det realistiske. Jeg ville elske at tegne mere tegneserieagtigt eller abstrakt, men lige nu føler jeg ikke, at jeg kender mediet nok til at gøre det. Så det ironiske er, at selv om jeg respekterer mange kunstnere der tegner mere … lad os kalde det abstrakt, og selv om jeg ville elske selv at tegne sådan, så bliver mit arbejde mere og mere realistisk.
– Og så er én mine andre store inspirationskilder klassiske amerikanske illustrationer – cirka fra slutningen af 50’erne til starten af 70’erne. Folk som Bernie Fuchs, Robert McGinnis og Bob Peak, der blandt andet har lavet klassiske filmplakater. For mig har de en perfekt kombination af at kunne tegne fuldstændig realistisk, og samtidig have en utrolig forståelse for design. Så med dem får du det bedste af to verdener.
Dén kombination synes jeg godt man kan se i dine ting.
– Jeg er meget bevidst om design. Det er måske ikke så tydeligt i netop The Walking Dead, hvor jeg desværre er oppe imod ting som logoet (griner). Jeg har ingen indflydelse på logoet og hvor det er placeret, men hvis jeg måtte ændre én ting ved The Walking Dead – og der er ikke mange ting, jeg vil ændre – så ville det være logoet. Det er et frygteligt design, der udtrykker det totalt modsatte af, hvad serien handler om.
Det er meget tegneserieagtigt.
– … og det ligner noget der er lavet på en halv time, fra koncept til endeligt design.
– Men inden for de rammer, jeg har, forsøger jeg at lave noget, der er så interessant som muligt med tegningerne og panelerne. Ikke nødvendigvis med sidelayoutet, for det er nødt til at være relativt enkelt, alene fordi vi arbejder med stramme deadlines. Når det er sagt, så holder jeg meget af det enkle, rektangulære sidelayout. Jeg er ingen stor tilhænger af paneler i underlige former eller tossede superhelte-splash-sider.
De første numre af The Walking Dead blev tegnet af Tony Moore, men nu har du været tegneren på over 100 numre, og i dag er det din streg, der definerer serien. Hvad synes du, at din stil giver til historierne?
– Tony (Moore) og Robert (Kirkman) er barndomsvenner, så jeg tror det var oplagt for Robert, at de skulle lave serien sammen, da de startede. Men Robert har fortalt mig, at min stil egner sig bedre end Tonys til den type af historier, han vil fortælle.
På hvilken måde?
– Jeg tegner mere realistisk, jeg bruger mere sort. Du bliver let sat i bås, når du bruger en masse sort. Alle jeg kan komme på, der gør det, tegner enten gysere eller krimier. Der er ikke mange, der tegner lyse & luftige superhelte, som bruger en masse sort. Og jeg er blevet lukket inde i gyser-båsen. Men jeg bruger de sorte flader som et designværktøj. Det har ikke noget at gøre med, at jeg elsker horror eller at jeg vil gøre udtrykket dystert.
– Men ja, Tony og jeg er hinandens stilistiske modsætninger. Tony tegner mere tegneserieagtigt og er meget mere åben og afhængig af gråtoner. Jeg er sort og hvid. Det var et modigt træk af Robert at ændre serien så radikalt på så tidligt et stadie. Men i tilbageblik var det vel bedre at lave ændringerne tidligt, end at gøre efter 50 numre, når læserne virkelig er inde i serien, og der er et større publikum at overbevise. Da jeg kom til, var der nok ikke mere end 8-10.000 dedikerede læsere.
Jeg oplever, at din stil i The Walking Dead er med til at skabe en oplevelse af, at de her karakterer er virkelige mennesker, for de ser ikke særlig tegneserieagtige ud. Man har fornemmelsen af, at du har været nede i storcenteret og lave skitser.
– Det er jeg glad for at høre. Det er også intentionen. Sjovt nok tegner jeg ikke efter levende model, mest fordi jeg ikke har tid. Det meste af min dag går med at arbejde. De eneste gange, jeg tegner noget, der ikke er ud af min fantasi, er når jeg laver noget som det her:
– Jeg fandt forlægget ved en simpel Google-billedsøgning efter forstadsgader i Washington DC. Jeg lagde fotografiet ind i Photoshop, konverterede det til blue-line, gav det mere kontrast, printede det ud og tushede det. Så det gør jeg en gang imellem for at øge realismen, så vi husker, at vi er et sted, der virkelig findes. Ikke for at det skal kunne genkendes, men fordi det ikke bliver præcist nok, hvis du bare tegner fra hukommelsen.
– Men jeg vil ikke bruge forlæg til ansigter og kroppe. Det har noget at gøre med den begrænsede tid, jeg har til rådighed, men jeg vil også hellere skabe billederne i mit hoved, end at være afhængig af at kopiere nogle andre. Med mennesker og kroppe synes jeg også, at man kan se det, når nogen har brugt et forlæg. Det kræver en virkelig god tegner at maskere, at han har tegnet efter en model og sat figuren ind i panelet. Det kommer nemt til at se ud, som om karaktererne ikke relaterer til hinanden – og jeg vil have mine karakterer til at se på hinanden og relatere til hinanden.
Det må kræve en ret god fornemmelse af anatomi at tegne uden forlæg?
– Det skyldes bare 40+ år med at tegne. Du lærer det og det bliver naturligt. Jeg tegnede meget efter levende model, da jeg yngre, men jeg har ikke gjort det længe, selv om jeg altid anbefaler det til unge tegnere, der kommer og spørger om råd. Så føler jeg mig som lidt af en bedrager.
Du har tydeligvist et stramt program. Hvordan fungerer processen med at lave serien i samarbejde med Robert Kirkman?
– På den enklest mulige måde. Igen på grund af tidsfaktoren. Robert sender mig nogle sider, jeg får aldrig et fuldt manus, det er altid 6-7-8 sider, med 2-3 dages mellemrum. Han har ikke tid til at skrive et helt manus af gangen, for han laver så mange andre ting. Men jeg er ret heldig, for normalt kan jeg gøre et nummer færdig på tre uger. Så det er ikke sådan, at jeg sidder og river hår ud af hovedet i slutningen af hver måned, fordi jeg ikke kan nå deadline. Jeg får manuskriptet og så starter jeg i øverste venstre hjørne.
Hvor detaljerede er manuskripterne? Har du en vis frihed, eller er alt beskrevet i detaljer?
– Det er ret frit, og det er blevet mere frit med tiden. Robert kender mine taktslag, og jeg kender hans. Hvis du tager den side her:
– … så vil der bare stå: ”Aflangt panel. Gruppen ankommer til et udbrændt hus. Panel to: close up på Rick og Andrea. Panel tre: lille billede. close up på Rick. Panel fire: close up på Andrea, panel fem: close up på Rick. Panel seks: aflangt billede. Zoom ud. De forlader området”. Så enkelt er det.
– Og det kan jeg gøre, hvad jeg vil med. Jeg er sikker på at Robert ikke ville have valgt at vise Andrea med ryggen til, der kigger på træerne i fjerde billede. Men det er mit valg, hvordan jeg placerer figurerne og dén slags.
Er der tidspunkter, hvor I er uenige?
– Jeg synes, det mest skræmmende er det, der foregår uden for rammen, for så danner læseren selv sine billeder. Så da jeg fik manuskriptet, hvor Michonne torturerer Guvernøren, var jeg nødt til at ringe til Robert, så han kunne overbevise mig om, at jeg skulle lave det. Robert mente, at vi var nødt til at se de forfærdelige ting, hun gør ved Guvernøren, på grund af de ting, han tidligere havde gjort ved hende. Vi havde ikke vist, hvad han gjorde ved hende, så derfor følte vi at vi var nødt til at vise, hvad hun gjorde ved ham. Det er en slags gynger og karruseller.
– Så vi tager snakken om, hvorvidt den enkelte scene er nødt til at blive vist. Men eftersom The Walking Dead i sin natur er en meget blodig serie, har vi lavet mange, mange voldelige scener.
Her viser i ikke volden:
– Det er en af mine favoritscener, for her foregår volden udenfor billedet. Du skal selv forestille dig, hvilke frygtelige ting, Rick og co. har gjort ved jægerne. For sindet skaber langt værre billeder, end du kan afbillede.
Nu har du lavet over 100 numre af The Walking Dead. Begynder det ikke at kede dig?
– Så længe personerne interesserer mig, keder jeg mig aldrig. The Walking Dead er en karakterdrevet serie. Vi taler tit om grusomhederne, lemlæstelserne og apokalypsen, men hoveddrivkraften i The Walking Dead er personerne, og det er det, der gør serien interessant og populær. Det er derfor, tusinder af mennesker læser den hver måned og derfor, det er en succesrig tv-serie.
Faren er vel, at det er det samme, der sker for personerne igen og igen: ”Åh nej, nu blev min ven spist af en zombie”.
– Det er derfor vi bygger serien på idéen om, at mennesker er den primære kraft i det her univers. Når det kommer til stykket, er menneskerne værre fjender end zombierne nogensinde bliver. Og det tema kan du variere i det uendelige. Hvis det bare var en serie om uinteressante mennesker, der skulle overleve i zombieland, ville vi ikke have holdt 20 numre. Og jeg ville have kedet mig ihjel. Du har sikkert lagt mærke til, at der bliver færre og færre zombieangreb. Vi har lavet de fleste typer af angreb og det bliver sværere at finde nye interessante måder at skildre dem på.
– Det er det menneskelige aspekt, der er det interessante. Zombierne er en slags stor ”MacGuffin” – de er der mest for at få karaktererne fra A til B. Med mellemrum hiver vi dem frem af stalden og så giver vi dig måske et chok, og måske bider de en af personerne. De er der altid, og de er grunden til, at personerne er i den situation, de er, og det skal du altid huskes på. Men det er en serie om mennesker, og som Rick sagde i nummer 24: ”We are the walking dead”. Det opsummerer det egentlig meget godt.
