Peter Dyring-Olsen på scenen under årets Pingfest i Lille Vega. (Foto: JonBjarni.com)
Første, historiske hold på den nye tegneserieuddannelse på The Animation Workshop starter om mindre end to måneder. Manden, der mere end nogen anden kommer til at påvirke forløbet på snart sagt alle niveauer hedder Peter Dyring-Olsen. Men hvem er han? Og hvilke tanker gør han sig om sin rolle? Og hvilke ansøgere har han lukket ind gennem det eftertragtede nåleøje? Nummer9 har spurgt manden selv.
Peter Dyring-Olsen, hvordan endte det med at blive dig, der blev leder af tegneserieuddannelsen?
– Så langt tilbage jeg kan huske, har været tegneserielæser. Jeg har meget stærke minder om at læse Anders And, Tintin og den slags, allerede fra en tidlig alder. F aktisk husker jeg endnu bedre at tegne i mine Tintin-albums, som jeg arvede fra mine ældre brødre, da de begyndte at synes at knallert og piger var federe end en ung reporter i korte bukser . Det førte helt naturligt til, at jeg selv tegnede og fortalte – på meget primitivt niveau, forstås, men dog seriøst nok til at vi skal helt op i starten af mine 20’ere, før jeg fattede at mine evner eller evne til at sætte mig ned og “do the work” bare ikke rakte langt nok. Min store forelskelse fra jeg var ca. 10 år var superhelteserier. Det var mens Interpresse udgav fire hæfter om måneden, som jeg købte og læste og genlæste. John Byrne var min store helt, men jeg opdagede også Kirby, som jeg til at begynde med – ligesom alle andre, lader det til – hverken forstod eller brød mig om . Jeg læste selvsagt også en masse europæisk og var en fast gæst på Hovedbiblioteket i Randers…
… Kan vi måske komme tilbage til spørgsmålet?
– Haha, undskyld, det var en lille omvej, men det hænger sammen: senere begyndte jeg at studere – engelsk og kunsthistorie – og jeg tænkte ikke, at jeg nogensinde skulle beskæftige mig professionelt med det. Tilfældet ville dog, at mit første rigtige job blev inden for en tilstødende branche. Jeg blev børnebogsredaktør på Egmont, hvor jeg lavede superkommercielle licensprodukter – primært billedbøger baseret på Disney-karakterer. Her arbejdede jeg i seks år meget tæt med tegnere og forfattere og fik for alvor fingrene i redaktørsiden af bordet og erfaring med at arbejde med storytelling etc. Senere fulgte andre og mindre, skal vi sige tegneserierelevante jobs, men pludselig skete der jo det, at jeg sad i Viborg og arbejdede på The Animation Workshop ..
Men på det tidspunkt var der vel ingen planer om tegneserier?
– Mjoeh, men fra første dag forsøgte jeg at skrue op for TAW’s tegneseriebevidsthed. Det skabte jo en vis genklang hos ledelsen, der dyrker Tezuka lige så heftigt, som den dyrker Brad Bird og Mary Blair . Ppå dette tidspunkt var TAW faktisk i gang med at udvikle uddannelsen, og derfor kom jeg hurtigt til at involvere mig i det arbejde. Jeg blev derfor projektleder på udviklingen og godkendelsen af tegneserieuddannelsen, der på dette tidspunkt også blev døbt professionsbachelor i Grafisk Fortælling , og derfra og så til at være leder af uddannelsen var der ikke langt. Så helt kort – jeg har været heldig med at kunne forene mit arbejde og mine mere eller mindre nørdede og firefarvede interesser igennem det meste af min såkaldte karriere.
Hvad gemmer der sig bag titlen som leder af uddannelsen?
– Min rolle er temmelig blandet. På den ene side er der hele planlægningsarbejdet, der mixer helt praktisk arbejde med at købe stole og computere og indrette lokaler og booke de rette undervisere og så mere filosofisk eller pædagogisk arbejde med at skabe grundlaget for uddannelsens forløb. Så jeg hopper fra at kigge på budgetter og forholde mig til priser på rumopdelere til at snakke mentalitet og mindset. For tiden har den store arbejdsopgave været at bedømme ansøgere, interviewe dem og udvælge de første 20. Og det er en blanding, der vil fortsætte. Jeg regner med, at jeg med tiden får en mere udadvendt rolle også, men derudover er det klart min ambition at blive ved med at have føling med stort set samtlige niveauer. Når uddannelsen går i gang får jeg også en stor opgave med at holde øje med de studerendes trivsel.
Peter Dyring beser udvalget på Teddy Kristiansens og Mårdøn Smets stand under årets Copenhagen Comics. (Foto: Peter Kielland-Brandt)
Hvilke ambitioner har du personligt med uddannelsen?
– Målet er at facilitere de her unge menneskers professionelle og kunstneriske udvikling. TAW arbejder med en klar filosofi om, at vi primært hjælper de studerende til at lære. Det er altså knapt så meget et spørgsmål om, at vi ser dem som blanke lærreder, vi kan tegne og male på , men mere som at vi hjælper dem til selv at fylde på lærredet, så at sige. Vi render jo rundt og kalder det for tegneserieuddannelsen og det er jo ikke helt forkert og så alligevel. Tegneserier er klart uddannelsens hjerte, men der er en vis ræson i at navnet er Grafisk Fortælling. Uddannelsens mål er at hjælpe dem med at blive velafrundede visuelle historiefortællere, der bruger sekventiel historiefortælling og udvikling af grafiske universer til at fortælle deres og andres historier i alle mulige sammenhænge. Og her har vi en vis bredde i, hvordan vi tænker uddannelsen, for det er tanken at de studerende både kan forfølge en kommerciel og en kunstnerisk sti – hvis nu jeg kan tillade mig at dele det så hårdt op. Og mange vil sikkert gå ad begge stier.
Og hvordan er uddannelsen indrettet i forhold til de mål?
– Rent strukturelt arbejder vi med, at de to første af uddannelsens fire år handler om at hjælpe dem væk fra deres comfort zone, så de for alvor kan lære en masse forskelligt. Her tænker jeg både stilarter, temaer, teknikker etc. Der vil med andre ord i starten være en masse benspænd og kreative begrænsninger, der vil lede dem væk fra det, de naturligt arbejder med, fordi det nemlig er dér i det ukendte, deres største udviklingspotentiale ligger. Når de så efter de første to år får lidt friere tøjler er det forventningen, at de kan vende tilbage til deres personlige udtryk med fornyet viden og med flere historier i ærmet. Eller helt forlade det udtryk. Endelig er jeg også meget bevidst om, at vi har med en organisk uddannelse at gøre, hvor vi løbende afprøver undervisningsformer for at finde den rette måde. Jeg er jo i den heldige situation, at jeg kan læne mig op ad de eksisterende animationsuddannelser og se, hvad de har gjort rigtigt. Og noget af successen dér handler ganske enkelt om, at uddannelsen indretter sig efter de studerende mere end omvendt, sådan groft sagt. Derfor udvikles uddannelsen løbende – både efter branchen og de studerende, der går her. Og dermed er uddannelsen lige så meget en dannelsesrejse for skolen som for de studerende,hvis jeg må være lidt hippieagtigt blød for en stund.
Der var hele 80 ansøgere til de kun 20 pladser. Hvilke indtryk fik du af ansøgerne og deres materiale?
– Overordnet set er og var mit indtryk meget positivt. Det samlede niveau både af talent og tændthed er meget højt. Jeg havde nok forventet et meget spredt felt med enkelte meget stærke kandidater. Virkeligheden var, at det var svært at vælge, og vi virkelig måtte kigge grundigt og kritisk for at finde de 20. Det er jo et luksusproblem, for det betyder dels at interessen blandt en relevant og dygtig målgruppe er stor, dels at vi får en meget stærk første årgang. Ansøgerfeltet spredte sig derudover en del rent stilistisk, ligesom tegnehåndværket var på forskellige niveauer. Det helt spændende var jo, om der var fortællere derude – folk, der vil fortælle sekventielt. Og der må jeg jo sige, at svaret blev et ret tydeligt ja. Som mennesker er det også en spændende flok – langt størstedelen af ansøgerne vil virkelig gerne noget med deres talent.
Har du en fornemmelse af aspiranternes alder og baggrund og sådan nogle ting?
– Vi havde nok forventet en vis overvægt af drenge, al den stund, at tegneserier stadig kan have en em af drengeværelse over sig, retfærdigt eller ej. Men 46 af de 80 var piger. Så den trend vi har set inden for de sidste par år med stærke kvindelige fortællere, både når det gælder manga, webcomics, graphic novels og meget andet, er altså helt klart slået igennem også her. De fleste er mellem 18 og 22 og står over for deres første videregående uddannelse. Nogle få var noget ældre. Flere har arbejdet med tegneserier på forskellige niveauer – de fleste til skuffen eller familien, men nogle også til et bredere publikum.
Er uddannelsen internationale sigte slået igennem, havde i ansøgere udefra?
– Vi havde ansøgere fra Iran, USA, Frankrig, Sverige, Færøerne og selvfølgelig en del fra Danmark. Når man tænker på, hvor ufattelig lidt vi har markedsført uddannelsen i udlandet – og at der jo altså ER andre serieskoler derude – så er jeg meget glad for den brede, internationale søgning.
Nu mangler vi kun det vigtigste spørgsmål: hvad er din yndlingstegneserie-top-3?
– Hæ! Den slags skifter jo, og derudover er det ofte nogle af de klassikere, som alle kan være enige om – og det er jo lidt kedeligt. Jeg vil derfor hellere lave en top 3 over fede serier, jeg har læst inden for de sidste par år, nedefra og op finder vi så Jack Kirbys ‘Kamandi’ som nummer tre: selvom det er bestillingsarbejde og begynder med et blatant rip-off af ‘Planet of the Apes’ er det virkelig en charmerende serie smækfyldt med gale påfund og en ustoppelig energi. På andenpladsen ‘Nausicaa’ af Miyazaki: animéen er fed, men mangaen er kompleks, enormt velfortalt og bare stor og imponerende. Og endelig nummer 1: Asterios Polyp. Jeg havde egentlig på forhånd besluttet mig for ikke at kunne lide den , fordi den virkede arty farty, men det er ganske enkelt et af de bedste eksempler på at historie og medie smelter sammen i en for mig enormt vedkommende midtlivskrisefortælling. Mesterværk!
