De 5 og spionerne
Blytons uopslidelige detektivserie genudsendes i ny forklædning, men dramaet og mystikken udebliver i en kluntet historie og blodfattig streg.
Sig navnene Julian, Dick, Anne, Georg og Timm og mange voksne vil omgående tænke tilbage på lange og lyse sommerferier i børneværelset opslugt af Enid Blytons bøger om de eventyrlystne teenagere, som i fællesskab finder hemmelige gange under gamle slotte, løser farlige mysterier om skjulte skatte og pågriber skumle smuglere.
Blyton selv skrev det første bind i 1948 og ved sin død i 1968 rundede serien 21 udgivelser. Herefter blev historien overtaget af franske Claude Voilier og senere Bruno Vincent, der med titler som Go Gluten Free og On A Strategy Away Day gav serien en satirisk og samfundskritisk vitaminindsprøjtning. Sideløbende med disse udgivelser er det blevet til flere mere eller mindre vellykkede nyoversættelser af de originale udgaver, og deres oplevelser er også rullet hen over lærredet i utallige filmatiseringer, senest Nicolas Winding Refns BBC-serie The Famous Five fra 2023. Blytons univers med de populære snushaner sælger stadig millioner af bøger på verdensplan, og nu er det Carlsen tur til at ruske i pengetræet, hvor det foreløbigt er blevet til oversættelser af tre graphic novels som første gang blev udgivet på fransk i 2018.
I De 5 og Spionerne møder vi de tre søskende Julian, Dick og Anne på vej til Kirrin-øren, hvor de sammen med kusinen Georg skal tilbringe juleferien hos deres onkel og tante i Kirrinhuset. I toget på vej til slottet får de følgeskab af to mystiske mænd, som drengepigen Georg straks fatter mistanke til, og da det viser sig, at de to mænd også skal indlogeres i Kirrinhuset, har vi konturerne af en rigtig detektivhistorie. Hvem er de mystiske mænd? Hvad skal de på Kirrinøen? Spændingen stiger, da vigtige papirer forsvinder fra onkel Quentins kontor om natten, og en hemmelig gang ved en tilfældighed dukker op bag nogle træpaneler, som viser sig at føre til underjordiske rum med store hvælvinger. Alt er som det skal være, når de fire detektiver og hunden Timm får færten af noget lusket. Og så alligevel ikke helt.
Selvom Blytons originale bøger ved genlæsning i 2026 sprogligt virker bedagede og stive rent sprogligt, byggede de på helt elementært spændende historier, der skabte billeder i hovedet på læserne, og som gjorde, at man måtte læse dem færdigt. Sådan forholder det sig desværre ikke med De 5 og Spionerne, som er kluntet i fortællerytmen og virker forvirrende og sært uforløst i sin afslutning, hvor brikkerne ellers gerne skulle falde på plads. Den opmærksomme læser bliver slet ikke belønnet og bliver efterladt på Kirrin-øen uden en forklaring på de mystiske mænds rolle i historien. I flere passager bliver der brugt unødigt mange ruder på at fortælle simple handlinger, f.eks. tager det hunden Timm hele to sider at snuble og opsnuse døren til den hemmelige gang.
Bejás tegninger virker unødigt forstørrede og fremstår i passager sært anæmiske med mangel på detaljer, og uden et forkendskab til Blytons univers, et det svært at fatte interessen for hovedpersonerne, som fremstår endimensionelle uden de særlige kendetegn, som vi kender fra Blytons bøger, hvor alle børn kunne finde en af de fem og identificere sig med. Typografien i taleboblerne er behandlet med noget, der minder om ligegyldighed, så de flere steder er svære at læse, hvilket forstærker indtrykket af en hurtig og overfladisk produktion.
Det nærmer sig i øvrigt det gådefulde, hvorfor serien lanceres som en grafisk roman, som oftest kendetegnes af en mere følsom og litterær stemning. Er dette ikke blot en konventionel tegneserie i pocketformat?
Vil man læse en bedre tegneserieudgave af De 5, skal man gå på jagt i antikvariaterne efter Rosensweig/Dufossés fremragende Modesty Blaise-inspirerede fortolkninger fra 80’erne, hvor der er helt anderledes fart over feltet, og som passede langt bedre til målgruppen.
Retfærdigvis skal det på den anden side nævnes, at de 8-årige og opefter, som denne serie er tiltænkt, nok skal fatte interesse for vores fem helte i et letlæseligt format, men de samme læsere har stadig en moderne og spændende tegnet udgave af Blytons klassiker til gode.
