Efter femten års arbejde foreligger Anders Nilsens foreløbige hovedværk “Big Questions” i en stort anlagt bog-mursten, der vidner om tegnerens udvikling fra de første famlende striber med filosofisk-plaprende spurve til et omhyggeligt orkestreret plot, der handler om intet mindre end kosmos.
“Sure am getting sick of these seeds” – “I know what you mean.” Sådan indleder lærkerne i Big Questions, og sådan indledes samtidig Anders Nilsens kunstneriske karriere, kan man læse i tegnerens efterord. Det hele begyndte nemlig på en kunstskole, hvor Nilsen for sjov tegnede små nuttede fugle, der havde indviklede filosofiske samtaler sammenblandet med dagligdagsbagateller – i sig selv en fiks og sjov idé, der hen ad vejen udviklede sig til noget andet og større. “Big Questions” er på mange måder et famlende værk, der stiller store spørgsmål som: Hvad er verden og perception(er) heraf? Hvad er handling, plot, tempo? Og endelig Nilsens eget eksperiment: Hvad vil det sige at lave tegneserier?
Som med alle andre fænomener i “Big Questions” – for der ER vitterligt tale om ‘fænomener’ (mere om dette lige straks) – tolkes en nedfalden granat fra et bombefly på en eng beboet af lærker som et fænomen, der vedrører fuglenes verden. Så hvad andet kan det være end et æg fra en kæmpefugl, spørger lærkerne. Og kæmpeæg fra guddommeligt store fugle er selvfølgelig noget, man våger over, hvorfor granatens forsinkede eksplosion river en hel del fugle, et par andre dyr og nogle træer med sig i smadder. Og således hvirvles for alvor Nilsens historie i gang.
Selve den filosofiske spørgen blandt fuglene bliver en parodi på menneskets stillen spørgsmål ved alting. Som sådan forekommer det indimellem ganske finurligt, men i længden bliver spurvenes spørgsmål en anelse trættende, da de jo ikke rigtig kommer nogle vegne. Deres forsøg på at opstille et meningsfuldt kosmos kikser gang på gang, da deres udgangspunkt er indlysende forfejlet. Hver diskussion, der KUNNE gå hen og blive filosofisk prægnant, ender altid med en skæv, absurd afvæbning, en ‘comic relief’. Et enkelt kort forløb illustrerer denne pointe og fungerer næsten emblematisk for Nilsens metode, nemlig en transformation fra en kosmoslignende struktur til et par bukser (!)
Sideløbende med ironiseringen over de store spørgsmål, har Nilsen også nogle reelle filosofiske pointer, nemlig den perceptive fejlfortolkning af verden. Filosofihistoriens vel nok mest berømte billede på dette er Platons ‘Hulelignelse’ fra hovedværket Staten. Big Questions har en direkte reference til hulelignelsen (s. 344 ff.), der kort fortalt går ud på, at en flok fastbundne slaver (eller hos Nilsen: fugle) lever i en hule og kun opfatter skyggebilleder fra verden udenfor. Ideen er, at slavernes begrænsede kendskab til verden – de tror, skyggerne ER selve verden – fungerer som analogi til menneskets (hos Nilsen: fuglenes) situation: Vores fatteevne opleves som sandfærdig i vores omgang med verden, men er reelt begrænset.
Her er tale om et af verdens ældste filosofiske skismaer: striden mellem idealisme og realisme. Her hævder idealismen, at mennesket i sin perception af verden er udstyret med et præfabrikeret – et medfødt – idefilter, hvorigennem verden strømmer. Det samme gælder for Anders Nilsens lærker. Gennem deres fugle-ide-filter må et stort fly være en kæmpe fugl og en granat dens æg. Platons hulelignelse fortæller os, at verden KAN se anderledes ud fra andre væseners perspektiver, og at vi har meget svært ved at forstå og acceptere fremmede opfattelser af verden. Skulle nogen pludselig hævde at vide bedre, vil vedkommende blive mødt med stor skepsis.
Trods Big Questions’ absurdismer bevarer Nilsen et forsøg på en ‘autentisk’ rytme i skildringen af dyrelivet. Lærkerne, slangen, uglen, kragerne og de andre dyr får plads til at udfolde deres fysiske væren, dvs. langsomt, i ryk, pludselig opmærksomhed, langsomt igen. Der er noget genuint kedsommeligt i at følge med i dyrs udkig efter mad, og dog er det herigennem, læserens tro på Nilsens univers rodfæstes. Det er rigtige dyr – ikke cartoons – vi følger.
Derfor er det så meget desto mere forunderligt, når lærkerne gribes af religiøs ærefrygt og sætter deres lid til højere magter, hvad enten dette er kæmpefugle med store æg eller mennesker.
En retarderet dreng, der flakker hvileløst omkring, efter hans hus er smadret og mor død som følge af et flystyrt, forestilles som en beskytter, hvis hånd man kan gemme sig i. En underjordisk slange bliver – mod forventning – en syg fugls beskytter. Forestillingen om en kosmisk orden lever i bedste velgående blandt fuglene – også selvom den ofte kun drejer sig om, at nogen selvfølgelig lægger korn eller donut-krummer ud som foder.
Big Questions er et svært håndgribeligt omend dragende, stemningsfuldt og tankevækkende værk i rammer af endeløse ødelandskaber, tegnet med sirlige skraveringer og prikker og befolket af naturlige og overnaturlige dyr og fænomener.
Karakter: 4/5
Værkets Titel: Big Questions
Forlag: Drawn & Quarterly
Forfatter/tegner: Anders Nilsen
Farve og form: s/h, paperback
Sidetal: 592
Pris: 44,95 US $
ISBN: 978-1-77046-047-8
Udgivelsesår: 2011