Zombier! Pensionister! Fordrukne norske malere! Talende katte og hunde! Det er tid til at kåre det 21. århundredes (hidtil) bedste tegneserier.
En fjerdedel af det 21. århundrede er gået, og det er tid til at gøre status: hvad er århundredets 25 bedste tegneserier?
Vi kommer her med Nummer 9’s bud, og starter med nummer 11-25 på listen over de bedste internationale tegneserier på dansk i perioden 2000-2025. Snart følger top 10.
Men inden vi går videre til de mange gode tegneserier, lige et par ord om de regler, vi har sat for os selv: Først og fremmest består listen kun af tegneserier udgivet på dansk. Det begrænser i sagens natur udvalget gevaldigt, men gør det også en del mere overskueligt, og sikrer, at vi har læst det meste. Det har ikke været et kriterie, at serierne skulle være udkommet på deres originalsprog i det 21. århundrede, men vi har undgået egentlige arkivudgivelser og genudgivelser.
Desuden: Kun én tegneserie per kunstner, så vi har skulle prioritere hårdt om Charles Burns skulle på listen med Sort hul eller hans Last Look-trilogi . Til gengæld har vi (for det meste) peget på hele serier og ikke enkeltalbum. Og ikke noget dansk, for vi har lavet en separat liste den de 25 bedste danske tegneserier i det 21. århundrede. Den kommer i næste uge!
Det er i sagens natur en subjektiv liste, sammensat og skrevet af Nummer 9’s redaktionsmedlemmer Erik Barkman, Morten Tjalve og Kristian Bang Larsen med input fra Charlotte Fabricius, og den afspejler vores smag og vurderinger. Så byd endelig ind i kommentarfeltet med egne bud på udeladelser og fejlplaceringer.
Vi tæller ned fra nummer 25…
25. Willow Wilson og Adrian Alphona: MS. Marvel
(Fahrenheit, 2021)
Med Ms. Marvel, alias den muslimske Jersey-teenagepige Kamala Khan, fik superheltegenren indsprøjtet en tiltrængt dosis ungdommelige energi og en hel masse hjerte. G. Willow Wilson skriver solidarisk og kvikt ungdommeligt om det svære liv som nørdet teenagesuperhelt, der skal passe koranskolen og gymnasiet og har strenge sengetider. Og den oprindelige tegner Adrian Alphona bidrager med rodet charme og masser af humor i stregen. Ms. Marvel var lige den superhelt, vi manglede.
Læs vores anmeldelse af den oprindelige amerikanske udgave ,og hør Supersnaks Ms. Marvel-episode, guest starring superhelteforsker Charlotte Johanne Fabricius.
24. Wilfrid Lupano og Paul Cauuet: Gamle gubber
(Zoom, 2017-)
Egentlig er Gamle gubber lidt af en anakronisme fra den klassiske franske skole. Da den ligner noget, der kunne være udgivet for 40 eller 50 år siden, er det egentlig meget passende, at hovedpersonerne er tre pensionister, der skal finde sig til rette i den tredje alder. Der er dog masser af liv i de gamle gubber som både hovedpersoner og serie, der fletter aktuelle emner som klima, miljø og grådige virksomheder ind i en elegant samfundssatirisk ramme, hvor aktivisme ikke kender nogen alder. Gamle gubber er et velkomment ekko fra den fransk-belgiske guldalder.
Læs anmeldelsen af bind 1 og bind 4
23. Kengo Hanazawa: I Am A Hero
(Fahrenheit, 2024-)
I Am A Hero er en langsomt fortalt zombie-pageturner, der disker gavmildt op med både hårrejsende bodyhorror, syleskarp satire og syret slapstick. Kengo Hanazawa ånder nyt liv i den selvdøde genre ved at gøre verdens største kujon til hovedperson i apokalypsen. Måske er frygtsom forsigtighed faktisk en styrke under en zombieepidemi? Helten Hidesho, en introvert samlebånds-mangategner, er i hvert fald underholdende at følge. Hanazawas tegningerne er imponerende hyperrealistiske, men samtidig grumt opfindsomme, og går man først i gang med I Am A Hero, bliver man let til en lænestolszombie.
Læs anmeldelsen af de første to bind.
22. Luz: Katarsis
(Fahrenheit, 2021)
Den 7. januar 2017 blev redaktionen på det satiriske franske magasin Charlie Hebdo angrebet af islamiske terrorister, der dræbte eller sårede størstedelen af magasinets prominente bidragydere. Men Luz (Rénald Luzier) var forsinket den morgen – han skulle lige knalde med konen – og han slap uskadt fra attentatet. Bortset fra, at det gjorde han selvfølgelig ikke: Luz er en samling selvbiografiske striber om tiden, der fulgte, hvor tegneren prøver at finde en mening med tilværelsen igen, mens han driver magasinet videre i sine forgængeres skygge. Han bokser med sorg, survivor’s guilt og en dyb tvivl på sit eget livsprojekt – men Luz’ metier som satiretegner fornægter sig ikke, og stribernes nøgne ærlighed filtreres gennem et galgenhumoristisk blik, der kun får desperationen og afmagten til at stå så meget desto klarere.
Læs anmeldelsen.
21 Alison Bechdel: Bedemandens datter
(Carlsen, 2007)
Bedemandens datter er et dobbeltportræt. Den skildrer Bechdels bedemandsfar, der levede som skabsbøsse med hendes mor og døde tidligt. Og så skildrer den tegneren selv, som hun blev formet af og definerede sig i modsætning til faren. Som sin far måtte Bechdel sande, at hendes seksualitet ikke flugtede med normerne, især ikke i den lille flække, hvor hun voksede op; modsat ham sprang hun ud og levede som homoseksuel. Bedemandens datter er nærmest demonstrativt litterær, fuld af lærde referencer og fremmedord. Men den er også nuanceret, eftertænksom og i sidste ende drevet af et brændende ønske om at forstå den tilknappede far, der prægede Bechdel så dybt.
Hør Radio Rackhams afsnit om Alison Bechdel og læs anmeldelsen af Are You My Mother, opfølgeren til Bedemandens datter.
20. Jim Woodring: Alkymisterne og Mellem dyrene
(Aben Maler, 2009 og 2011)
Der findes ikke andre tegneserieskabere som Jim Woodring, der med Frank-figuren skabte sit helt eget univers, The Unifactor. På overfladen ligner dyrene og deres verden måske nuttet tidlig Walt Disney, men under overfladen stikker det helt og aldeles af og er noget af det mest psykedelisk surrealistiske, der nogensinde er kommet ned på papir. Vi kan godt prøve at beskrive handlingen i de ordløse tegneserier, men helt ærligt – den skal opleves. Hvis man vil leve sig helt ind Woodrings verden, er der endda udkommet en 3D-tegneserie på engelsk komplet med 3D brillernes karakteristiske rød-grønne brilleglas.
Læs anmeldelsen af Mellem dyrene og hør Radio Rackhams podcast om Frank-figuren. Læs også Christian Jess Marks interview med Woodring og forlægger Steffen Rayburn-Maarup.
19 David B.: Det store onde
(Carlsen, 2006)
Franske David Beauchards selvbiografiske gennembrudsværk handler om tegnerens opvækst med en epileptisk storebror og to forældre, der var nærmest besatte af at finde kuren til sønnens forkrøblende lidelse. Det store onde er ingen pageturner som fortælling, men den udmærker sig ved at komplekst og dybt personligt billedunivers, hvor David B overlejrer livets grå virkelighed med mytologiske figurer og drømmesyner i vildt opfindsomme sidelayouts. Det er en tegneserie, man lige så meget ser på som læser, og et hovedværk i slut-90ernes “nye bølge” af franske tegneserier.
Det store onde er før Nummer 9’s tid, men du kan læse anmeldelsen af hans Incidents in the Night.
18. Martin Kellerman: Rocky
(Politisk Revy, 2006-2014)
Martin Kellermanns selvbiografiske Rocky er stadigvæk sjov læsning for alle andre end de venner og bekendte, han sugede næring til sin daglige stribe ud af. Følg med en doven hund på jagt efter en perfekt kæreste og en mening med livet, der aldrig dukker op. Den holdt fanen højt på et tidspunkt, hvor avisstriben var tæt på at ligge i koma. I en dansk kontekst skal også lyde et shout-out til oversætter Nicolaj Scherfig, der smukt placerede Rocky på Vesterbro og lod hans vrede komme til udtryk i en dansk kontekst.
Læs anmeldelserne af Rocky 6 og Rocky og Edith.
17. Joann Sfar: Rabbinerens kat
(Egmont, 2006 / Fahrenheit, 2023)
Algeriet, 1920’erne. Den trivelige rabbiners kat sluger familiens papegøje og får med ét talens gave – et mirakel, der kun giver ballade; for katten begynder nu at stille spørgsmålstegn ved alt, ikke mindst jødedommen. Joann Sfars langlivede serie udforsker med underfundig humor og letbenet livsvisdom tegnerens jødiske kultur, som den kom til udtryk dengang jøder og muslimer stadig kunne leve skulder ved skulder i Nordafrika. Hans streg er livlig og krusedullet, som hvis Matisse tegnede serier, og farverne er varme og udtryksfulde. Start med bind 1 og tag serien derfra; den bliver ikke bedre, men heller aldrig dårlig.
Hør Radio Rackhams podcast om Rabbinerens kat og læs anmeldelsen af de relativt nyudgivne samlebind.
16. Julien Neel: Lou!
(Carlsen, 2012-2014)
Der er egentlig ikke noget unikt i det. En tegneserie, hvis hovedperson bliver ældre fra album til album. En tegneserie med fokus på hverdagens trakasserier. En tegneserie med ensides gags, der samtidig i sammenhæng fortæller en fortløbende historie. Med Lou blandes ingredienserne bare på den helt rigtige charmerende måde, så man sluger fortællingen om pigen Lou, fra hun er tolv til atten år gammel. Ja, den periode hvor kærlighed, venner, skole, forældre og familie fylder det meste i prioriteret rækkefølge.
Læs vores anmeldelser af bind 1 og 2, samt af bind 6.
15. Craig Thompson: En dyne af sne
(Fahrenheit, 2008)
Craig Thompson slår næsten altid større brød op, end de fleste vil kunne forestille sig at bage. En dyne af sne er ingen undtagelse. Man kan naturligvis godt zoome ind og mene, at den bare handler om ung (uforløst) kærlighed. Dertil kommer dog, at Thompson undervejs lige skal omkring Platons hulelignelse, mobning, religiøs fanatisme og opdragelse, søskendes had/kærlighedsforhold, lignelser fra Bibelen og Prædikerens bog, identitetsdannelse fra barn til voksen med mere. Fik vi nævnt, at det hele virker selvbiografisk tæt på forfatterens eget liv? Og at den trods sit omfang er let læst, om end svært fordøjelig?
Læs Mortens Tjalves dybdegående interview med Craig Thompson.
14. Steffen Kverneland: Munch
(Fahrenheit, 2015)
Steffen Kverneland drikker nærmest om kap med Edvard Munch i sin monumentale tegneserie om Norges store maler. Biografien blander skabelsen af tegneserien med selve fortællingen om Skrigets skaber. Som et benspænd bruger Kverneland kun replikker og tekst, Munch, eller samtidig personer har brugt. Det kunne være blevet en træg stiløvelse med et utal af tegnestile og gentegninger af Munchs værker. I stedet er det et ustyrligt veloplagt bud på, hvordan Munch skabte sin kunst – og Kverneland sin biografi.
Læs anmeldelsen af Munch.
13 Gipi: Børnenes jord
(Fahrenheit og Forlæns, 2016)
Verden er gået under og i det oversvømmede ødeland, der står tilbage, hersker volden. To drenge og en mand bor på en husbåd, men snart er børnene alene. Børnenes jord er en grum og intens fortælling om medmenneskelighed og civilisation dér, hvor det ikke længere findes. Fortalt af italienske Gipi (Gianni Pacinotti) med få ord og præcise blæktegninger, der åbenbarer både det rå, det absurde og det smukke i den ødelagte verden.
Læs anmeldelsen af Børnenes jord.
12 Vehlmann & Kerascöet: Mørkets skønhed
(Forlæns, 2017)
Fluernes herre møder Lånerne i det franske ægtepar Kerascöets Mørkets skønhed. Vi følger en forsamling feagtige væsener, der pludselig slippes fri i en skovbund, da deres værtsorganisme – en ung pige – møder sit endeligt. De nuttede små skabninger er overladt til sig selv, og det går hurtigt helt galt, for de er nydelsessyge til det afstumpede og grusomme, som kun uskyldige væsener kan være det. Tegneserien er bygget op næsten som en stribesamling, med en grusom punchline sidst på hver side, og det er netop den forbilledligt kalibrerede balance mellem sort humor og civilisationskritik – tilsat en udsøgt indtagende billedside – som gør Mørkets skønhed til en uafrystelig nyklassiker.
Læs vores anmeldelse, og her anmeldelsen af den engelsksprogede udgave.
11. Jillian og Mariko Tamaki: Den her sommer
(Høst & Søn, 2016)
Den her sommer er en uendelig fint sanset fortælling om to piger, der tilbringer en sommerferie sammen. Døren til ungdomslivet står på klem, de voksnes hemmeligheder synes pludseligt gennemskuelige, og særligt for den ene af pigerne, Rose, er familiesituationen svær. Kusinerne Mariko og Jillian Tamaki skriver og tegner så lydhørt, klarsynet og elegant, at både det smukke og det svære fremkaldes helt tydeligt.
