KNAS KNAS KNAS, siger det, når far bærer sin sovende datter op ad grusstien mod sommerhuset mellem træerne. ”Okay.” siger han. Og så er vi i gang.
Rose og Windy er sommerhusveninder og vant til at spendere somrene sammen, når deres familier tager dem med på ferie. De svømmer, læser, går ture, snakker og ser film – og den her sommer er ingen undtagelse.
Men så alligevel lidt.
Begge piger har nemlig efterhånden nået den alder, hvor livet ikke bare er is og tegnefilm. Der er nye, vigtigere ting at forholde sig til, såsom kærester, bryster, gysere og måske ham den lidt søde (eller i hvert fald spændende) ældre fyr bag disken i den lokale kiosk.
De fleste kan nok nikke genkendende til, at netop dén del af livet ikke er den nemmeste at navigere, og som bogen skrider frem, bliver det tydeligt, at det heller ikke bliver nemmere: kvarterets teenagere har gang i deres helt eget drama, som man kun kan fange brudstykker af, hvis man er det rigtige sted på det rigtige tidspunkt. Og der er noget i vejen mellem Roses forældre, som de ikke taler om, i hvert fald ikke når Rose kan høre det.
Den her sommer er tegnet af canadiske Jillian Tamaki (der også er kendt for bl.a. Supermutant Magic Academy) og skrevet af hendes kusine, Mariko Tamaki. Duoen står også bag den velmodtagne SKIM fra 2008. Det er et værk skruet sammen af mange forskellige tråde, der alle sammen er bundet til, hvad det vil sige at blive eller være voksen.
Den her sommer indeholder intet mindre end 319 siders stilsikre tegninger, med en let, organisk streg. Hele bogen er holdt udelukkende i nuancer af dæmpet blå. Alle karakterer er gennemdesignede, og der er ikke brugt løs hånd her – hvert panel holder sig til stilens opsatte rammer. Man er aldrig i tvivl om, hvem der er hvem, eller hvem der gør hvad.
Man kunne forledes til at tro, at Den her sommer ville føles kold og distanceret med blå som gennemgående farve, en totalt skridsikker stil og digitale streger. Det er ikke tilfældet. Tværtimod: Som læser bliver man budt velkommen af de velkomponerede paneler og smukke naturscener, og man bliver ført gennem værket med nænsom, men fast hånd. Jillian Tamaki forstår at styre fornemmelsen af tid (eller mangel på samme, som det så ofte er tilfældet på en sommerhusferie) og man forstår, hvordan Rose kan kede sig og Windy kan have en fest i ét og samme panel. Når sidste side er vendt, kan man kun undre sig over, hvor resten blev af.
Jeg har mange rosende ord til Den her sommer, men det står også meget hurtigt klart, at begge kvinder simpelthen kan deres kram: Jillian Tamaki er en mester i kropssprog, og hun formår at kommunikere alt det usagte i en familie, der nok har problemer, men ikke af den åbenlyse slags. Snarere den slags, man forsøger at lægge på hylden, når det nu er sommerferie. Og Mariko Tamaki forstår, at netop det usagte er en grundsten i en historie som denne, hvor relationer mellem mennesker er i fokus. Intet bliver overfortalt, intet bliver overtegnet, men det visuelle og tekstlige sprog finder sammen på lige netop dén frekvens, hvor de ægte følelser sidder.
Én af Den her sommers flotteste præstationer er, efter min mening, hvor nem den er at relatere til. Jeg kan naturligvis kun tale som ung kvinde, der tidligere var en ung pige, og som selv har oplevet både familiestridigheder og sommerhusture. Men selv med de forbehold, er det utroligt, hvor ofte de to Tamakier bare rammer plet. Man sidder og smiler godmodigt af pigernes noget usikre, men meget interesserede snakke om forhold og flirts og hvor store ens bryster mon ender med at være – og nikker ligeså genkendende til, at disse snakke finder sted sideløbende med is, svømmeture og farveblyanter, fuldkommen gnidningsløst. Der er noget ubesværet over interaktionen mellem de to hovedpersoner, til trods for (eller måske på grund af) at alle deres samtaler finder sted med hovedet i helt andre aktiviteter. Det er en meget genkendelig måde at være barn på; at lade livet gå sin gang og flyde med strømmen.
Men det er naturligvis denne ubesværethed, der er med til at gøre det ekstra effektivt, så snart noget holder op med at følge mønsteret. Det er her, Mariko Tamaki virkelig får lov til at stråle og vise os, at hun forstår at skrive en underspillet dialog så effektiv, at man næsten mærker en kuldegysning, når noget ikke er, som det skal være.
Ikke bare er de unge karakterer velskrevne, de voksne karakterer spiller også en stor rolle i historien og bliver bestemt ikke glemt. Et voksent menneskes problemer forstås helt anderledes set gennem et barns øjne, så det er interessant at læse værket nu og forstå en masse af de underliggende problematikker, men også vide med sikkerhed, at man havde holdt ubetinget med Rose, hvis man havde læst Den her sommer som 12-årig. Der bliver taget fat i nogle rigtig svære emner, men Mariko Tamaki overskriver det ikke og Jillian Tamaki holder os solidt plantet i virkeligheden.
Den her sommer er ikke nødvendigvis en fortælling, der vil falde i alles smag. Dens fokus er i høj grad piger og kvinder (selvom jeg ikke er et sekund i tvivl om, at den har noget at tilbyde alle aldre og køn). Den er nem at gå til, og selvom den som nævnt ofte er subtil i sin historiefortælling, sker det også, at de Vigtige Ting bliver serveret på en måde, der ikke er til at overse. Den slags øjeblikke kan føles en smule ”on the nose”, men skyldes givetvis bogens young adult-målgruppe. Og når det er sagt, prøver Den her sommer hverken at reparere, belære eller bevise. Den beskriver. Den er.
Alt dette kan man betragte som positive eller negative aspekter, men de er værd at tage i betragtning, uanset hvad.
Jeg ved i hvert fald, at Den her sommer er en meget velkommen tilføjelse til min reol, og jeg glæder mig til at gå på jagt efter flere værker i samme boldgade.
Karakter: 6/6
Værkets titel: Den her sommer
Forlag: Høst & Søn
Forfatter: Mariko Tamaki
Tegner: Jillian Tamaki
Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup
Farve og form: Hard cover
Sidetal: 319 sider
Vejledende pris: 199 kr.
ISBN: 978-87-638-4172-6
