Børnenes jord
Gipi´s grafiske roman Børnenes jord illustrerer på poetisk vis livet efter dommedag i følgeskab med historiens hovedpersoner. Det er en fantastisk illustreret rejse i betagende sort/hvide tegninger med en historie, der giver stof til eftertanke.
Der er meget dommedag i kulturen, hvad enten det er på vej til at gå galt eller post-apokalyptisk. Vi lever i usikre tider, så hvem ved, hvornår det hele går skråt op. Måske kan man ligefrem bruge de post-apokalyptiske fortællinger til at komme videre efter kaos og tragedie og lære fra de grumme tider.
Dét er omdrejningspunktet for den grafiske roman Børnenes jord, skrevet og tegnet af den italienske tegneserieskaber Gipi, hvis rigtige navn er Gian-Alfonso Pacinotti. Han startede karrieren som illustrator og reklametegner og begyndte i 1992 at skabe korte tegneserier, der blev udgivet i mange magasiner i hans hjemland. Han slog igennem hos det internationale publikum med værket Appunti per una storia di guerra og tog hovedprisen ved Europas største tegneseriefestival i den franske by Angoulême. Det værk er ikke til at finde på dansk.
Børnenes jord, som Gipi vandt kritikerprisen i selvsamme festival for, er til gengæld ude herhjemme nu. Vi følger de to brødre Lino og Santo, der begge er født efter en omfattende katastrofe, der udslettede det meste af civilisationen. Deres barndom er ikke ligefrem munter, da deres far er en hård gut, der opdrager dem strengt. Han oplærer dem i at finde mad, der ikke har været udsat for forurening, skaffe lig af vejen og forbyder dem at bruge ordet “elske”. De lærer heller ikke at læse og særligt ikke i farens notesbog, som han som besat bliver ved med at skrive ting i. Handlingen tager en mørkere drejning, da brødrene bliver alene efter farens død og er dermed alene i en verden, de ikke forstår, med mindre de kan finde svarene i den hemmelighedsfulde notesbog …
Man er virkelig med de to hovedpersoner hele vejen i deres forunderlige rejse gennem de plagende naturområder og oplever alt fra deres perspektiv. Der findes adskillige post-dommedags historier, men med sin intime og poetiske skildring af verden efter katastrofen er Børnenes jord i en liga for sig. Her er ingen Walking Dead-agtig action i forgrunden, men der er stadig god og intens spænding i Gipi’s karakterdrevne værk. For dramaet mellem Lino og Santo er drivkraften for historien. Deres indbydelses forhold er som dag og nat, uden tvivl formet af deres fars alternative opdragelse. Ofte er der stridigheder mellem brødrene, hvilket kun er godt drama, uden at det kører rundt i cirkler. Med til at give historien noget ekstra energi er det sælsomme persongalleri, som brødrene møder undervejs.
Børnenes jord har et minimalistisk plot, da det sort/hvide udtryk bærer det tunge læs for det narrative, men ikke på den dårlige måde. Gipis streg er lige så minimalistisk og har rå linjer med grove skraveringer som skygger, der dog aldrig føles skitseagtige. Han har dyrket det enkle udtryk gennem mange år, men her i Børnenes jord mærker man en erfaren kunstner, der tør visualisere sin fortælling på en løs facon. Det matcher godt til den råhed og desperation, som Gipi disker op med her.
Indenfor de senere år har Gipi prøvet kræfter med filmmediet med kortfilm og spillefilmen The Last Man on Earth, og Børnenes jord bærer virkelig præg af de erfaringer. For der er ofte ordløse sekvenser, der giver sig tid til at vise hovedpersonernes ansigter og de barske landskaber i enkelte paneler. Man kan ligefrem fornemme vindskift i græsset!
Slutningen får en til at ønske et nyt eventyr med Lino og Santo, men det må være op til Gipi at vurdere, om det bliver aktuelt i fremtiden. Han har andre tidligere værker som meget gerne må komme ud på dansk, for han er bestemt et talent med en bagkatalog der fortjener at blive udforsket. Foreløbigt er Børnenes jord ude i det danske tegneseriemarked og det er værd at råbe hurra for!
