Forlaget Aben Maler har netop præsenteret endnu en verdenspremiere på en tegneserie af uforlignelige Jim Woodring: ”Mellem dyrene”. Nummer 9 tog en snak med Woodring og forlægger Steffen Rayburn-Maarup om udgivelsen.
“Congress of the Animals”, som amerikanske Woodrings nyeste epos hedder på originalsproget, er endnu en ordløs fabel om Frank, Manhog og de andre sære eksistenser i paralleluniverset “The Unifactor”. Fortællingen følger Frank og hans strabadser på en lang rejse, som endda fører ham uden for The Unifactor, hvor han møder en feminin udgave af sig selv – Fran – som han tager med hjem.
Selvlysende sten i ørkenen
Jim Woodring, ”Mellem dyrene” er din anden graphic novel i The Unifactor, og din første med Frank i hovedrollen. Planlægger du at lave flere Frank-bøger? Og hvordan vil kronologien i så fald være, skal Frank og Fran have børn sammen?
– Lige nu arbejder jeg på den næste bog i serien, og jeg er i det utaknemmelige stadie, hvor jeg overvejer en række forskellige historier, som jeg alle synes er gode og tiltrækkende, uden at være i stand til at vælge én. En mulighed involverer ganske rigtigt Frank og Frans huslige situation, den historie pålægger den mest ekstreme forandring for Frank og hans verden, ændrer den faktisk uigenkaldeligt. Jeg er ikke sikker på, at jeg er klar til det. Andre spæde plotideer antager, at ”Mellem dyrene” aldrig fandt sted, og fortsætter med at udforske verdenen, som den så ud før. En tredje historiemulighed indfører en stor forandring på en anden måde. Jeg håber, jeg vil leve længe nok til at lave dem alle.
Jeg er meget interesseret i at høre, hvordan du skaber dine tegneserier. Planlægger og kortlægger du hele historien inden du starter og tegner du den derefter? Eller finder du ud af hvilken vej du skal gå, når du begynder at tegne?
– Jeg udarbejder historien i alle detaljer inden jeg tegner den. Jeg bruger meget tid på at få alle detaljerne ned i ord og beskrive handlingen. Derefter tegner jeg det groft op for at få tempoet, panelkompositionerne, sideskift osv. på plads. Når jeg er klar til at tegne, er det hele meget omhyggeligt planlagt. ”Alkymisterne” og ”Mellem Dyrene” var begge udarbejdet længe, før jeg begyndte at tegne dem. Det at starte den proces igen nu er ret skræmmende. Det føles altid, som om jeg går ombord på et dampskib uden billet, bagage eller penge, når jeg starter på en ny bog.
Hvordan skaber du de karakterer, der bebor The Unifactor? F.eks. de ansigtsløse mænd i ”Mellem Dyrene” eller væsenet, Frank kæmper mod med sværdet.
– De kommer forskellige steder fra. De ansigtsløse indvolds-tilbedende mænd i ”Mellem dyrene” kom direkte fra en række drømme, jeg havde, som kom af en mand, jeg havde set i det lokale supermarked. Hvis du har set billeder af soldater fra Første verdenskrig som havde fået deres ansigt sprængt af, men stadig levede, har du en lille idé om, hvordan denne her stakkels fyr så ud. Han var høj og skeletagtig tynd, med langt, bølgende hår og bar smukt broderet tøj. Jeg lavede en tegning af ham i min skitsebog, men jeg måtte putte en post-it over ansigtet, der var simpelthen for forstyrrende at kigge på. I mine drømme blev han en menneskerace, der levede iblandt os og som dukkede op ved sociale begivenheder. De talte som hvaler. Hvad scenen med dem i ”Mellem dyrene” betyder, tør jeg slet ikke sætte ord på.
–
Væsenerne i ”Mellem dyrene”, som bliver delt af sværdet – Diskriminationens Sværd – er min idé om drager. De ændrer konstant deres fysiske form, men ser altid mere eller mindre ens ud. De kommer fra en for mig særdeles passende reference i I Ching (kinesisk spådomsbog, red.). Andre figurdesigns kommer fra andre kilder. The Unifactor er på den måde et slags gadekryds.
Jeg kan ikke lade være med at spørge: Hvordan skaber du dine historier? De giver for mig mening på et underbevidst niveau, og har en slags drømmeagtig logik. Hvordan forvandler du det ubevidste til bevidst materiale i et så langsomt medie som tegneserien?
– At samle ideer til de her historier er som at lede efter selvlysende sten i ørkenen. Når de lyser på den rigtige måde, ved jeg, jeg kan bruge dem. Når jeg har nok af dem, passer de naturligt sammen. Historien opstår nærmest altid før jeg ved, hvad den handler om. Med ”Alkymisterne” vidste jeg, hvad betydningen var, så snart jeg havde skrevet den. ”Mellem dyrene” er en personlig historie, den mest personlige Frank-historie jeg har fortalt, og det er svært for mig at læse den nu, hvor den er trykt, fordi jeg bliver ved med at få øje på nye, smertefulde betydninger og associationer. Andre har fortalt mig, at det er den mest forstyrrende, men tilfredsstillende Frank-historie.
I ”Mellem dyrene” arbejder Frank i en fabrik for at betale af på sit nye hus. Det er et beskidt og nedgørende arbejde. Er dette din holdning til fabriksarbejde? Jeg ved, at du har arbejdet som skraldemand.
– Jeg havde den slags job, da jeg var i High School, men modsat Frank kunne jeg godt lide oplevelsen. Det var nye og interessante verdener for mig, og jeg har altid nydt at være i et værksted. Jeg kan godt lide lugten af gaffeltruck-udstødning, af gammelt olieret træ, af varmt metal, af smeltet nylon.
Hvilke projekter arbejder du på lige nu?
– Lige nu er jeg ved at skrive den næste historie om Frank, ved at lære mig selv at tegne med en kæmpe fyldepen, jeg har bygget, ved at bygge maskiner til hjemmebrug og ved at lære at spille guitar.
Til sidst: hvilke tegneserier interesserer dig mest lige nu, og er der nogle udgivelser, du ser frem til?
– Den tegneseriekunstner, som interesserer mig mest for tiden, er for længst død og meget obskur: Herbert Crowley, som tegnede en avisstribe i det tidlige 1900-tal kaldet The Wiggle-Much. Så vidt jeg ved, kan den kun ses på tryk i Dan Nadels bog ”Art out of Time”. Jeg besvimede næsten, da jeg så den første gang. Bogstavelig talt. Faktisk, og det her lyder skørt, men jeg siger det alligevel, tænker jeg seriøst på, om jeg ikke er en reinkarnation af ham. Jeg føler et svimlende slægtskab når jeg læser de gamle bizarre tegneserier.
– Hvad de levende angår, håber jeg Tim Hensley udgiver en ny bog i 2012. Hans ”Wally Gropius” var min yndlingsbog sidste år.
Ordløs fra ende til anden
Steffen Rayburn-Maarup, vil du kort fortælle om dit eget forhold til Woodring, hvordan du opdagede ham, og hvorfor han skal udgives i Danmark?
– Woodring har lavet tegneserier siden firserne. Det er mange år siden, jeg opdagede ham – tilfældigt på biblioteket, tror jeg – men jeg fandt ham fascinerende lige fra begyndelsen. Han fortæller historier som ingen anden. Fablerne om Frank, Manhog, Pushpaw & Pupshaw, Whim og hvad de alle sammen hedder, er på samme tid groteske, uhyggelige, uforståelige og smukke, fredfyldte og åbenlyst moralske. Der er noget tidløst over dem, måske også fordi de er ordløse, og læseren dermed selv bidrager med noget af meningen. Hans univers ligner på ingen måde vores, men jeg kender ingen, der som han fortæller historier om, hvordan mennesker opfører sig – eller burde opføre sig.
“Mellem dyrene” udkom i sidste uge i Danmark, men udgives først på Fantagraphics i USA til juni. Hvordan kom den aftale i stand, og har Woodring et specielt forhold til Danmark?
– Nej, det er ikke, fordi Woodring har et særligt Auster’sk forhold til Danmark. Fantagraphics henvendte sig, mens Woodring sad og tegnede på ”Alkymisterne” og spurgte, om jeg havde lyst til udgive – med et halvt års forspring. De ved godt, at deres egne tegneserier æder af salget af diverse europæiske udgaver, og derfor takker de europæiske forlag af og til nej til at udgive. Men det problem er ikke så stort, når de europæiske versioner kommer først. Derfor kunne Aben maler have verdenspremiere med både ”Alkymisterne” og ”Mellem dyrene”. Det tager jo ingen tid at tilrettelægge en tegneserie uden ord, fordi man slipper for oversættelse og tekstning, så der er ikke langt fra tanke til handling.
De danske udgaver af ”Alkymisterne” og ”Mellem dyrene” ser væsentligt anderledes ud end de amerikanske. De amerikanske har en anden forside, og en hel del tekst der fungerer som introduktion til Woodrings verden. Hvorfor valgte du ikke at medtage det i de danske udgivelser?
– Jeg syntes ikke, at Fantagraphics’ forside til ”Alkymisterne” er specielt interessant, og deres første udkast, som jeg i sin tid modtog, var decideret hæsligt. Så jeg lavede et andet design, som jeg så fulgte til ”Mellem dyrene”. Faktisk har jeg lige opdaget, at den har en ret stor lighed med L’Associations franske udgave.
– Introduktionstekst
en hørte jeg intet om, før både min og Fantagraphics’ version af ”Alkymisterne” var udkommet, men det er egentlig ikke noget, jeg savner. Jeg kan godt lide, at denne 100 sider lange ordløse historie vitterligt er ordløs hele vejen: Ingen introduktion og ikke engang en bagsidetekst. Selv stregkoden er aftagelig.
Har du nogle planer om at udgive noget af Woodrings gamle materiale?
– ”The Frank Book” er et mesterværk, som intet hjem bør være foruden. Men en otte år gammel opsamling af endnu ældre materiale vil være svær at gøre opmærksom på, og selv om jeg betragter Jim Woodring som en af de allerbedste og mest unikke amerikanske serieskabere, så rammer han altså ikke lige ned i en kommercielt farbar mainstream. Og halvdelen af det potentielle publikum ejer formentlig allerede bogen. Så det har ikke meget lyse udsigter.
Har du en yndlingsscene fra “Mellem dyrene”?
– Jeg synes, at dette billede fra Franks sørejse er intet mindre end fantastisk:
Del på
