Poochytown
Jim Woodrings Frank er tilbage i endnu en ordløs, drømmeagtig og fantasmagorisk fortælling, der på en og samme gang er lige til at gå til og helt umulig at afkode. ”Poochytown” er mere af det samme, men det er præcis, som det skal være.
Jim Woodring har udtalt, at han længes efter at afslutte serien om det sære væsen Frank. Det er simpelthen blevet for svært at tegne alle de bølgede linjer, der binder de fleste af tegningerne sammen i de sære, ordløse fortællinger om det meget menneskelige dyr af ubestemmelig art. Om ”Poochytown” er denne slutning er uvist, men i hvert fald skriver han først i bogen, at den fortsætter og afslutter de to forrige værker, ”Congress of the Animals” (på dansk: Mellem Dyrene) og ”Fran” (der aldrig kom på dansk, da ingen af jer åbenbart købte ”Mellem Dyrene”).
Før i tiden var der aldrig sammenhænge mellem de hverken korte eller lange historier om Frank og den surrealistiske, men sært genkendelige verden, der kaldes The Unifactor. Der findes historier, hvor Frank dør til sidst, men han vendte altid tilbage i næste nummer. I ”Congress of the Animals” skete der for første gang noget, der skulle vise at være en så permanent forandring, at den holdt ved til bindet efter. Frank mødte sin kvindelige modpart, blev tvunget til at opføre sig lidt voksent og startede et nyt liv. Det gik naturligvis straks i ged i næste bind, der i sidste ramme på cyklisk vis bindes sammen med starten på ”Congress of the Animals”. Dette har Woodring da også taget konsekvensen af, da dette åbenbart tredje bind starter helt identisk med ”Congress of the Animals”. Den samme scene udspiller sig, men med andre konsekvenser.
Måske sidder du derude og spørger: Hvem er Frank, og hvad er en Unifactor? Svaret er som følger: Frank er et antropomorfisk dyr af ubestemmelig art skabt af tegneserieskaberen Jim Woodring engang i 90erne. Han bebor et nærmest flydende og udefinerbart univers, som man alligevel har på fornemmelsen følger en række naturlove, som man som læser aldrig bliver indviet i. Dette univers hedder The Unifactor og er sin egen lukkede enhed. Det vil sige, at det jo heller ikke er helt sandt. For sommetider åbnes der portaler til andre steder, og som læser er man aldrig helt klar over, om man stadigvæk er i The Unifactor eller et helt andet eller helt tredje sted. The Unifactor føles som en drøm. Og ligesom i en drøm, så er man helt og aldeles overbevist om, at det man oplever derinde er virkeligt, imens man oplever det. Det er nemlig ikke svært at læse Woodrings tegneserier. Hvis man er i stand til at give slip, så kan man flyde igennem dem, forfærdes, grine, græde og føle alt, hvad der foregår. I hvert fald, hvis man lige lader den rationelle tanke blive liggende uden for døren.
Serien om Frank er altså på mange måder helt ligetil. Den kan læses uden de store forudsætninger. Figurerne ligner den type figurer, man altid har kunne finde i tegneserier og tegnefilm af den klassiske skuffe. Selv de vildeste ting foregår i en eller anden form for sekvens og inden for en slags handling, som man kan læse uden at skulle bruge hovedet alt for meget. Men på den anden side, så er den fuldstændigt uigennemtrængelig. Woodring bruger ikke ord – selv ikke når en hel side bruges på at to personer tydeligvis taler sammen – og man er overladt til billedernes nåde. Billeder, hvor alt er flydende, i konstant opløsning og hvor sammenhænge kun kan føles og ikke nødvendigvis forstås. Selv kroppen er ikke en absolut størrelse, og ofte opløses figurer i sære former for senere at vende tilbage til udgangspunktet.
Jeg er overbevist om, at Woodring ved, hvad alt repræsenterer. I samlingen ”The Book of Frank” er der en række kort, der ridser op, hvad de enkelte personer, væsener og skabninger hedder og repræsenterer. Disse forklaringer hjælper ikke just på forståelsen, men de antyder, at Woodring tænker på sit univers som et sted fyldt med en logik, som han bare vælger at holde for sig selv. Så er læseren overladt til sin egen forståelse og sin egen oplevelse. Præcis som det skal være.
Og nu kommer den del af anmeldelsen, jeg virkelig har frygtet. For I vil vel gerne vide, hvad ”Poochytown” handler om? Her er mit bedste bud: Historien starter som sagt på præcis samme måde, som ”Congress of the Animals”, men cirklen brydes meget hurtigt, og i stedet for at blive sendt på en rejse imod Fran (og ud af the Unifactor? Kan man være sikker?), så fører den indledende begivenhed i stedet til, at Franks to kæledyr forlader ham til fordel for et slags utopia i himlen. Dette utopia er blevet skabt af et sært musikinstrument, der er kommet ud af en kuffert, der er faldet af et luftskib. Man må gå ud fra, at det er dette himmelske utopia, der hedder Poochytown. Frank er nu ramt af intens ensomhed og ender med at slå pjalterne sammen med sin ærkefjende, The Manhog. Dette brutale, dyriske menneskesvin af et væsen har længe været en blanding mellem et mobbeoffer og en ondsindet fjende, men nu går de to ud i verden sammen. Deres partnerskab er som så meget andet i dette univers et direkte resultat af et overraskende tilfælde af grusom ultravold, men selv konsekvenserne af dette aftager. Meget hurtigt bliver deres rejse mere og mere psykedelisk, og flere steder bryder Woodring med seriens fornemmelse af, at man som læser flyder og nærmest bæres igennem en fortælling, der ellers på alle måder er uden for vores evner til at forstå ting og verden. Der sker nogle abrupte skift, og det er noget helt nyt.
Og måske er det slet ikke det, der sker. Det kommer an på de øjne, der læser tegneserien.
For mig (og det er vigtigt at understrege den subjektive tilgang til værket) har de tre seneste bind om Frank handlet om overgangen fra det uskyldige og barnlige liv til det voksne og mere ansvarlige. De har også handlet om, hvordan man konstant er i fare for at blive trukket baglæns i denne udvikling. Ting falder fra hinanden, og er det så i virkeligheden ikke meget nemmere bare at blive, hvor man er? Frank er blevet beskrevet som en uskyldig, men ikke ædel sjæl. Han er konstant i fare for at blive korrumperet. Ofte kan hans handlinger være grusomme og forfærdelige, men på samme måde som hos et barn eller et dyr. Uskyld og grusomhed er ikke modpoler. Er det ondskab, der driver et lille barn, der slår et andet barn, der har taget det spændende stykke legetøj? Eller er det ondskab, når ræven spiser hønen? Frank oplever sommetider ægte gru, men ofte er det også ham, der udsætter andre for den.
Jeg kunne gå mere ind i de enkelte begivenheder i ”Poochytown”, men hvad skulle I kunne bruge det til? Det er jo jeres oplevelse af bogen, det handler om. Aldrig andres.
På tegnesiden kan man måske godt fornemme, at Woodrings hænder er ved at være trætte. Han giver den stadigvæk gas på de vilde, flippede og psykedeliske opslag, og rejsen er så sær og fuld af drømmesyn som nogensinde hos Frank. Det er dog lidt som om, at Woodring er vendt tilbage til det lidt mindre stramme udtryk fra de første historier om Frank. Der er mange åbne streger, og især øjne tegnes ikke helt så præcist som i de to forrige bind, der stod så stramt, at det halve kunne have været nok. Andre steder er der brugt en lidt tyndere streg, end man er vant til, og jeg kan ikke lade være med at tænke, at der er blevet kopieret ned i sidelayoutets navn frem for at tegne om. Dette er dog en meget lille anke i et værk, der i vanlig stil er fyldt med visuelt overskud.
Frank og the Unifactor er på ingen måde et produkt af den tid, vi lever i. Den er ligeså tidløs og universel som en sten, du finder på stranden. Jeg kan sagtens forestille mig mennesker læse Woodring om 500 år og kun have de samme vanskeligheder ved at forstå den, som vi har i dag. Hverken Frank eller stenen ved stranden vil komme til at virke gammeldags, da de begge to minder os om noget urgammelt, noget hedensk og noget universelt, vi alligevel aldrig helt kommer til at kunne vikle hovedet rundt om. Men vi kan godt få noget ud af at opleve dem. Oplevelser, der på mange måder er ret uafhængige af, hvad skaberne af henholdsvis stenen og Frank så nogensinde har haft til hensigt, at vi skulle opleve.
Man KUNNE argumentere for, at vi efterhånden HAR set den her form for historie fra Woodring, men for fanden … han er jo den eneste, der laver lige præcis den type tegneserier. Skulle ”Poochytown” vise sig at være den sidste fortælling om Frank, så efterlades der et hul på tegneseriehimlen, der aldrig vil blive udfyldt igen. Ikke på samme måde.
Del på
