David B. er blandt de mest begavede nulevende franske tegneserieskabere og en af hovedkræfterne bag L’Association. Det er derfor uundgåeligt, at enhver af hans bøger vil skabe en vis opmærksomhed, selv når der er tale om en oversættelse af en over ti år gammel serie som med herværende Incidents in the Night.
Denne nyeste bog på engelsk er da også allerede blevet rost til skyerne blandt anmeldere i både Europa og USA, men i modsætning til mange andre tilfælde af massehysteri i tegneseriecirkler er sådan furore særdeles velfortjent i tilfældet David B. Hvor andre af hans nyere udgivelser har været lettere skuffende, er Incidents nemlig den mest interessante og energiske bog fra den franske maestro siden l’Ascension du Haut Mal, der oprindeligt blev udgivet sideløbende med denne.
Den engelske udgivelse er bedrevet af Minneapolis-baserede Uncivilized Books. Dette lille forlag drives af den amerikanske tegner Tom Kaczynskis og er blandt andet den nye udgiver bag Zak Sallys Sammy the Mouse. Bogen i sig selv er et smukt objekt, de omtrent 90 sider trykt i sort og hvid og med et kort appendiks og et noget overflødigt efterord af oversætter Brian Evenson inkluderet.
Inspireret af lige dele Jorge Luis Borges, Théophile Gautier og fin-de-siècle knaldromaner kaster David B. sig med Incidents ud i en improvisatorisk undersøgelse af mytologi og besættelse. Historien kredser om samleren David B., der strejfer om i Paris’ antikvariater på jagt efter en journal, han har set i en drøm. Journalen, den titulære Les incidents de la nuit, viser sig at være et uhyre sjældent samlerobjekt – en publikation fra 1820erne, udgivet af okkultisten og bonapartisten Émile Travers, der byder på både konspirationsteorier, mysticisme og nyheder fra verdens fjerneste afkroge. Den fiktive David B.’s jagt på disse kostbare hæfter giver ikke så få associationer til den bibliofile samlermani, der er at finde blandt så mange tegneserielæsere, og der er et tykt lag af metatekstuel humor i både streg og historie. Dette er dog ikke blot en komedie, og efterhånden som den dybere mening med Les incidents og dens mystiske udgivers skumle planer bliver afdækket, kastes vores hovedperson ud i et mørkt univers befolket af både mytologiske og litterære afguder, morderiske slyngler og neurotiske boghandlere.
Der er mange kringelkroge og omveje i den relativt korte bog, og det hele bærer præg af en legende improvisation, meget lig den der findes i de føljetonromaner, som historien kredser om. Der er dog mere tale om en selvbevidst postmoderne udforskning af gotiske og romantiske stiltræk og koncepter end om egentlig pastiche, og på den vis har Incidents in the Night måske mest til fælles med David B.’s nyere værk The Armed Garden and Other Stories, som byder på en lignende behandling af europæiske og mellemøstlige myter.
David B.’s streg er skarp og smuk som altid og han formår i den grad at skabe en stemning. Grænsen mellem drøm og virkelighed er udvisket fra start af og byens landskab ændres og tilpasser sig i takt med hovedpersonens tiltagende besættelse. De parisiske boghandlere kommer til live i disse sider, og når læseren inviteres indenfor i Lhôhms er det som at træde ind i en mørkere og mere hemmelighedsfuld udgave af Shakespeare & Company. Den sprælske historie giver desuden David B. mulighed for at lægge pen til både babylonske skabelsesberetninger, scener fra Napoleons krigene og en sekvens der mest af alt minder om fransk film noir.
Den sidste side i bogen lover en fortsættelse af historien i et kommende bind to, men dette virker mere til at være et nik i retning af føljetongenren som form end et egentligt løfte, særligt taget i betragtning at franske læsere nu har ventet i 12 på en mulig fortsættelse. Selv som et løsrevet kapitel i en ikkeeksisterende serie er Incidents in the Night stadig et fantastisk værk og et must for enhver, der måtte nære en forkærlighed for David B.’s særegne stil eller for gode tegneserier i det hele taget. Her er samspil mellem form og indhold på højt plan og det er svært ikke at blive revet med af de tempofyldte og blæksorte feberdrømme.
Karakter: 5 ud af 5
Titel: Incidents in the Night, Volume 1
Forfatter og tegner: David B.
Oversættere: Brian og Sarah Evenson
Forlag: Uncivilized Books
Form: Hardcover i sort/hvid
Sidetal: 100 sider
ISBN: 978-0-9846814-4-0
Udgivelsesland og år: USA 2013 [Frankrig 1999-2002]