I anledning af den nys overståede strejke hos L’Association bringer vi her en artikel, der præsenterer det franske forlag, plukket fra STRIP!-arkivet. Bemærk, at eftersom artiklen er fra 2003, er visse detaljer ikke længere up to date. For eksempel er det kun J.C. Menu og Matt Konture af forlagets oprindelige stiftere, som stadig er tilbage. Dog gælder det stadig, at L’Association ikke har nogen hjemmeside!
af Poul Petersen
Det serieskaberejede franske forlag L’Association er med 20-25 årlige udgivelser i relativt små oplag et meget lille forlag efter fransk målestok. Ikke desto mindre har L’Association påvirket såvel det offentlige billede af tegneseriemediet som branchens markedsføring af tegneserieudgivelser i Frankrig.
Da serieskaberne David B., Killoffer, Mattt Konture, Jean-Christophe Menu, Stanislas og Lewis Trondheim grundlagde forlaget L’Association i 1990, så den franske tegneserieverden ganske anderledes ud, end den gør i dag. I skrivende stund er det fransksprogede tegneseriemarked verdens mest sprudlende efter syv års konstant og voldsom økonomisk og oplagsmæssig fremgang og med en hidtil uset kunstnerisk variation i udbuddet af serier, takket være dels flere års fransk nytænkning, dels et rekordhøjt antal oversættelser af udenlandske serier i alle afskygninger.
I 1990 kradsede sen-80ernes økonomiske nedtur for tegneserien stadig, og der var langt mellem de kunstnerisk nytænkende serier. De fleste forlag holdt sig til velkendte genrer og serier, og mange nye serier var blege kopier af gamle succeser. Det var derfor et erklæret mål ved L’Associations grundlæggelse at lave tegneserier på en måde, der var “anti-tegneserie”.
Flueben
Den første spire til L’Association var Jean-Christophe Menus tegneseriefanzine Le Lynx, der så dagens lys i 1982, mens Menu gik i gymnasiet. To år senere begyndte Mattt Konture og Stanislas at bidrage til Le Lynx med serier, og trekløveret besluttede sig for at lave et mere formelt samarbejde om serieudgivelser, hvilket blev til det pompøst navngivne forlag L’Association pour l’Apologie du 9e Art Libre (“sammenslutningen til forsvar for den frie niende kunstart”), for nemheds skyld kaldt L’AANAL. Dette miniforlags udgivelser var især små hæfter i A6-format med fællestitlen Patte de Mouche (“flueben”).
I 1986 nedlagde Menu, Konture og Stanislas Le Lynx, og de henvendte sig til det parisiske forlag Futuropolis for at få udgivet album. Futuropolis var 80ernes feinschmecker-serie-forlag med en blanding af nye, mere eller mindre eksperimenterende franske serier og genudgivelser af franske og amerikanske serieklassikere på programmet. Futuropolis tog pænt imod trekløveret, og i 1987 udgav forlaget album af Menu og Stanislas, og året efter af Konture.
Sammen med Mokeït, der også havde fået udgivet et album på Futuropolis, begyndte Menu, Konture og Stanislas at planlægge et “rigtigt” serieblad for Futuropolis. Det tog to år og en masse benarbejde at få stablet Labo på benene. Det første nummer udkom i januar 1990, og foruden de fire initiativ-tagere var der også serier af bl.a. David B., Killoffer og Lewis Trondheim. Labo blev lanceret med en udstilling på Papir-museet i Angoulême i forbindelse med den årlige tegneseriefestival i byen, og bladet blev godt modtaget. Men samtidig løb Futuropolis ind i økonomiske problemer, og det blev ved det ene nummer af Labo. I marts besluttede Menu, Konture, Stanislas og Mokeït sig derfor for at lave et nyt forlag, der skulle være løsere struktureret end det gamle L’AANAL.
I maj 1990 blev L’Association (“sammenslutningen”) stiftet af Menu, Konture, Stanislas, David B., Killoffer, Trondheim og Mokeït – der dog trak sig ud igen kort efter. Det tilbageværende sekskløver udgjorde den redaktionskomité, der siden har bestyret alle kunstneriske aspekter af L’Association (både forlaget og redaktionskomiteen omtales gerne som “hydraen” i forlagets nyhedsbrev). Den første udgivelse kom i november samme år med antologien “Logique de guerre comix”.
Lewis Trondheim: Lapinot et les carottes de Patagonie
Menu, Konture, Stanislas, David B., Killoffer og Trondheim besluttede derpå, at L’Associations udgivelser fremover skulle samles i såkaldte collections. Det at samle forskellige genre-beslægtede titler i en collection – et fænomen som danske forlag ofte har kaldt et bibliotek – er en gammel idé hos bogforlag, og i Frankrig og Belgien også hos serieforlag. Det handler om markedsføring: Kan man lide en bog i f.eks. en krimi-collection, går man nok ikke galt i byen med en anden bog fra samme collection. Det nye ved L’Associations collections var, at de blev defineret af format i stedet for genre.
Og/eller
L’Associations første collection hedder Éperluette (som er navnet på det typografiske tegn for “og”: &). Den er i “klassisk” album-format 22 x 29 cm med variabelt sidetal – indtil videre mellem 32 og 304 sider. Éperluette løb af stablen i januar 1991 med to album: det metafysisk-filosofiske “Moins d’un quart de seconde pour vivre” af Trondheim og Menu, og det humoristiske “Les héros ne meurent jamais” af Philippe Dupuy og Charles Berberian, kendt for serien Monsieur Jean.
Næste collection så dagens lys i januar 1992 og hedder Ciboulette (som er navnet på et nu udgået typografisk tegn for “eller”). Formatet er 16,5 x 24,5 cm og signalerer derfor umiddelbart “bog” snarere end “tegneseriealbum” – hvilket var helt tilsigtet. Tegneserier i bogformat, snarere end hæfte- eller albumformat, var naturligvis ikke noget nyt, men det var første gang, et forlag havde opbygget en collection på den måde. Ideen er siden blevet efterlignet af flere andre franske forlag. Ligesom Éperluette-albummene er Ciboulette-bøgerne med variabelt sidetal – indtil videre mellem 48 og 512 sider. Første Ciboulette blev David B.s “Le cheval blême” med tegneserieudgaver af ophavsmandens mareridt.
I juni 1992 blev den tredje collection, Patte de Mouche, søsat. Den lånte såvel navn som format fra sin forløber hos L’AANAL: 10,5 x 15 cm, og altid på 24 sider. Første Patte de Mouche var Trondheims finurlige og meget morsomme krimi-pastiche “Imbroglio”, der er blevet en salgssucces i indtil videre fem oplag. Det lille, billige, “uforpligtende” format har vist sig at være velegnet især til humoristiske eller eksperimenterende (eller begge dele på én gang) serier, og der er nu udkommet over 50 Patte de Mouche-hæfter.
Fælles for L’Associations collections er et grafisk enkelt omslagsdesign med brug af højst to trykfarver, og et indhold, der altid er i sort/hvid.
Marjane Satrapi: Persepolis
Kanin og toiletbørste
1992 var også året hvor L’Association søsatte sit serieblad Lapin (“kanin”), der med bidrag fra serieskabere fra den halve klode skulle blive et af den “alternative” tegneseries vigtigste udstillingsvinduer (I januar 1996 fejrede man i øvrigt Lapin nr. 10 ved at lade David B. skrive manuskripterne til samtlige serier i bladet, der i den anledning alle handlede om kaniner).
I 1993 besluttede sekskløveret, at L’Association, der hidtil havde været meget løst struktureret, skulle omdannes til et egentligt firma, for at man bedre kunne organisere det ret omfattende forlagsarbejde, som de efterhånden ganske mange udgivelser havde afstedkommet. Mødet, hvor beslutningen blev taget, var nærmest et billede på L’Associations løse struktur: Det blev holdt i Trondheims lejlighed i Paris af fem af de seks – Konture var fraværende. Inden mødet skulle begynde, havde de fem samt Trondheims kæreste spist en bedre middag, og Menu havde drukket sig så fuld, at David B., Killoffer og Trondheim smed ham fuldt påklædt under bruseren, hvilket fik Menu til at give dem tæsk med Trondheims toiletbørste, hvilket igen fik David B. til at forårsage et sammenstød mellem Menus hoved og Trondheims mikrobølgeovn. Derefter drak Menu en hel del stærk kaffe, og ændringerne af forlagets struktur blev besluttet i al fredsommelighed. Forløbet er malende skildret i Trondheims selvbiografiske “Approximativement” (Éditions Cornélius, 1995). Menus kommentar: “Jeg var ung.”
I 1994 fik L’Association således både kontorlokaler og sin første ansatte (af i dag syv) til at tage sig af det praktiske med regnskab, logistik osv.
Anti-tegneserie
En markant forskel på L’Association og de fleste “etablerede” tegneserieforlag – bortset fra kun-i-sort/hvid-princippet – er fraværet af “serier” i ordets egentlige forstand fra L’Associations katalog. Her er ingen fortløbende serier med faste helte, der igen og igen oplever eventyr i en bestemt genre. Igen, “anderledes” eller eksperimenterende serier er ikke L’Associations opfindelse, men det er karakteristisk at anderledesheden ikke som hos mange andre “alternative” forlag er en pointe i sig selv – de serier, der udkommer på L’Association er overvejende særdeles underholdende – hvilket bevidnes af en pænt høj frekvens af humoristiske udgivelser.
Også hvad angår markedsføring gør L’Association tingene på sin egen måde. På visse punkter er forlaget nærmest demonstrativt gammeldags: L’Association er vel noget nær det eneste forlag i den vestlige verden, der ikke har en hjemmeside. Til gengæld udkommer én gang årligt et tætpakket katalog med alle L’Associations udgivelser og indeks over samtlige serieskabere, der har fået udgivet ting på forlaget – det hele designet af J.-C. Menu i en bevidst arkaisk stil. Et andet usædvanligt træk er, at forlaget ikke udsender presseeksemplarer til anmeldelse og omtale, noget man skulle tro ville få pressen til at ignorere forlagets udgivelser, men det er pudsigt nok ikke tilfældet. Et mere internt, “umoderne” træk er, at ingen af L’Associations bøger produceres digitalt – alt laves på gammeldags manér med reprokamera.
Internationalt
Der blev hurtigt lagt mærke til L’Associations linje, og nye talenter med mod på at lave tegneserier på nye måder meldte sig under fanerne: François Ayroles, Anne Baraou, Christophe Blain, Guy Delisle, Jean-Pierre Duffour, Emmanuel Guibert, Joann Sfar og Vincent Vanoli er nogle af navnene. Men også etablerede serieskabere som Jacques Tardi, Edmond Baudoin, Jean-Claude Forest, Blutch og Gébé fattede interesse og fik serier udgivet på forlaget.
David B.: L’Ascension du haut-mal
L’Association gik også ombord i globaliseringen med udgivelser af udenlandske serieskabere – nogle var oversættelser af eksisterende værker, mens andre var tegnet direkte for L’Association. Amerikanerne Jim Woodring, Debbie Drechsler og Renée French, canadieren Julie Doucet, new zealænderen Dylan Horrocks, tyskerne Anke Feuchtenberger og Jochen Gerner, italieneren Massimo Mattioli, schweizeren Thomas Ott og spanieren Max er nogle af dem, der har været forbi sekskløverets redaktionsmøder. Også nordiske serieskabere er at finde hos L’Association: Svenskerne Max Andersson og Gunnar Lundkvist med henholdsvis “Pixy” og “Klas Katt” samt serier i Lapin, som også deres landsmænd Olle Berg, Joakim Pirinen og Lars Sjunesson har bidraget til. Finnerne er repræsenterede med Matti Hagelberg, Kati Kovács, Pentti Otsamo, Katja Tukainen og Riita Uusitalo (alle med serier i Lapin; Hagelberg også med albummet “Holmenkollen”), mens indtil videre ingen danskere eller nordmænd har fundet vej til L’Associations katalog.
Fra 1992 til 1998 skete der ingen større ændringer i L’Associations redaktionelle linje; de tre collections fik stille og roligt flere titler på bagen, og udgivelserne fik en medieopmærksomhed, der ofte langt oversteg deres efter franske forhold beskedne oplag.
I januar 1999 udvidede L’Association sortimentet med en ny collection: Mimolette (et vrøvleord, der rimer på Éperluette og Ciboulette). Formatet er 16,5 x 24,5, og sidetallet mellem 32 og 44 sider. Mimolette har en stemning af “comics”, og det er især – men ikke udelukkende – humoristiske værker, der har fundet et hjem i det novelle-lignende format.
I november samme år udkom “Comix 2000”, et projekt, der længe havde spøgt ved L’Associations redaktionsmøder: Et monstrum af en bog med 2000 siders pantomimetegneserier i anledning af år 2000. Vanvidsprojektet vakte behørig opsigt, om end indholdet er af stærkt svingende kvalitet.
I 2001 udgav L’Association første bind af den fransk-iranske børnebogsillustrator Marjane Satrapis selvbiografiske firebindsværk Persepolis, der lynhurtigt skulle blive forlagets største salgssucces med i skrivende stund 120.000 solgte eksemplarer af de tre første bind, der også blev tildelt et utal af priser og hædersbevisninger. Fjerde og sidste bind er netop udkommet, og Persepolis er foreløbig også blevet udgivet på engelsk, italiensk, tysk, hollandsk og spansk.
Indenfor hos de store
L’Associations indflydelse på det øvrige seriemarked består ikke kun i, at andre forlag har ladet sig inspirere af dets markedsføring, men også i, at forlagets serieskabere har lavet serier “ude i byen”. Netop Lewis Trondheim og David B. er sammen med Joann Sfar og Christophe Blain, der begge er udgivet på L’Association, nogle af de vigtigste serieskabere i den revitalisering af den franske tegneserie, der har fundet sted siden midten af 90erne. De fire har stået bag en lang række album på store forlag som Dargaud, Dupuis og Delcourt. Det interessante er, at disse forlag selv henvendte sig til L’Association-folkene.
Killoffer: 676 apparitions de Killoffer
David B. fortæller: “De store forlag henvendte sig til os, og det er vigtigt. De spurgte om vi ville lave det samme for dem, som vi lavede for L’Association. Det vil sige, det samme med visse indrømmelser: Det skulle være album på 46 eller 54 sider i farver. Men bortset fra dette obligatoriske fysiske format, har vi haft fuldstændigt frie hænder hvad angår indholdet.”
Dargaud var først ude med sin collection Poisson Pilote, grundlagt i 1995, hvor Trondheim, David B., Sfar og Blain siden har været hovedbidragydere med en række serier, der både har fundet et stort publikum og vundet en lang række priser (især Blains Isaac le pirate har været en stor succes hos både købere og kritikere). David B. har ofte rost Dargaud for forlagets villighed til “at spille kortet “L’Association i farver”, om jeg så må sige.” Dargauds nu afdøde chefredaktør Guy Vidal, der var primus motor i skabelsen af Poisson Pilote, kaldte den spøgefuldt for “L’Association med penge”.
David B. forklarer fordelene ved at arbejde med flere “modeller” af serier: “Det er meget vigtigt at vi arbejder for andre forlag. Det relativiserer de serier vi laver for L’Association at komme ud og se noget andet, så vi ikke kører i cirkler i et bestemt kreativt miljø. Og samtidig gør det at vi arbejder for L’Association, at vi kan relativisere de serier vi laver for de store forlag; og vi kan sige til os selv, at vi er i stand til at lave ting, de store forlag ikke kan. Som f.eks “Comix 2000”. Ingen af de store forlag ville have kunnet udgive den, fordi den krævede for meget arbejde.”
Den lille forskel
Forskellen mellem L’Association og “de andre” eksisterer altså fortsat. Marjane Satrapi uddyber: “Ingen var sikker på, at Persepolis ville blive en succes. De parisiske forlag, jeg talte med, ville udgive første bind og vente og se om det solgte. Hvis det ikke var tilfældet, ville der ikke udkomme flere bind. L’Associations indstilling er en helt anden; selv om bind 1 af et værk kun sælger nogle hundrede eksemplarer, udkommer bind 2 alligevel. Fordi et værk bør eksistere, selv om det kun har et lille publikum.”
Blutch: Le petit Christian
De seneste år har L’Association – selvfølgelig – fået status som et “etableret” forlag, som nogle yngre serieskabere ynder at kritisere som en institution. Forlaget har dog sørget for at forny sig ved at bryde sine egne “regler”: Allerede i 1998 udkom forlagets første farveudgivelse, Lapin nr. 22, der i anledning af børnebogsmessen i Montreuil kun rummede serier for børn. Og i 2001, fra og med nr. 26, blev Lapin konsekvent i farver, med indtryk af et “klassisk” tegneserieblad – for så med nr. 33 i november 2002 endnu en gang at skifte formular, nu til en 196 sider tyk antologi med serier i både farver og sort/hvid.
Det er også blevet til en håndfuld udgivelser uden for collection, i diverse specielt store eller aparte formater (f.eks. Jean-Claude Forests “Hypocrite et le monstre du Loch-Ness” i stort, kvadratisk format) samt forlagets første farvealbum, Gébés “Une plume pour Clovis”.
I marts 2002 så en ny collection dagens lys: Côtelette (behøver vist ingen oversættelse). Det er den af collection’erne, der mest signalerer “bog”: formatet er 14 x 19 cm, og sidetallet er variabelt – indtil videre mellem 48 og 440 sider. Côtelette-bøgernes indhold kan være dagbøger (Trondheims “Carnet de bord”, Sfars “Ukulélé”), essays (Luz’ “Cambouis”) eller anekdoter (Satrapis “Broderies”) – selvfølgelig i tegneserieform, og alligevel helt i tråd med L’Associations oprindelige “anti-tegneserie”-udgangspunkt. Ikke mindst giver Côtelette et nyt bud på en kunstnerisk og kommerciel videreudvikling af tegneseriemediet.
Der ser således ud til, at L’Association fortsætter i fin stil længe endnu.
Den seks-hovedede hydra
David B. (David Beauchard, født 1959) gik på kunstakademiet inden han begyndte at levere serier til professionelle serieblade som À Suivre, Circus og Okapi. I 1992 udkom hans første album, “Le cheval blême”, på L’Association. Derefter påbegyndte David B. sit autobiografiske magnum opus L’Ascension du haut-mal (på dansk “Det store onde”, Forlaget Carlsen), som er blevet rost til skyerne af anmelderne – sjette og sidste bind er netop udkommet. Foruden en række enkeltstående serier er det også blevet til tre bind af Les incidents de la nuit bygget over David B.s drømme – som alle hans serier tegnet i en stærkt symbolladet stil med en markant brug af sort, der ofte dominerer tegningerne. Siden 2000 har David B. også fået udgivet mere “lettilgængelige” serier på forlagene Dargaud og Dupuis, bl.a. som manuskriptforfatter for Christophe Blain og Emmanuel Guibert.
Killoffer (Patrice Killoffer, født 1966) begyndte at tegne serier i 1981 efter at have gået på et tegneseriekursus i Paris. Han bidrog med korte serier til Lapin og har på L’Association udgivet albummene “Billet SVP”, “La Clef des Champs” samt det netop udkomne “676 apparitions de Killoffer” i kæmpeformat, alle tegnet i en stram og skarp stil. Killoffer er den mest pressesky af L’Association-grundlæggerne, og også den mindst produktive. Foruden de tre album på L’Association er det dog også blevet til “Wie man sich bettet” og “Der Schlüssel zur Freiheit” udgivet af det tyske forlag Reprodukt.
Mattt Konture (Mathieu Konture, født 1965) debuterede i 1984 med serier til hele fem blade: Le Lynx, Vipère, Psikopat, Nerf og Sponge. I 1985 lavede han “Ruga zébo violent”, det første Patte de Mouche-hæfte udgivet af L’Associatons forløber L’AANAL. I tiden omkring grundlæggelsen af L’Association bidrog Konture med serier til antologierne Krokodile, Miettes de Poche og Galopu. Disse serier blev siden samlet i L’Association-albummet “Printemps, autommes” fra 1993. Siden har den produktive Konture lavet en lang række serier, alle på L’Association. Hans ofte selvbiografiske serier er grafisk inspireret af de amerikanske undergrundsserier fra slutningen af 60’erne og begyndelsen af 70’erne, mens de indholdsmæssigt gerne trækker på 80’erne og 90’ernes punk- og new wave-miljøer.
Jean-Christophe Menu (født 1964) er en af nøgle-figurerne i den franske “alternative” serieforlagsverden. Menu debuterede som serieskaber og forlægger på samme tid, da han i 1982 begyndte at udgive fanzinet Le Lynx. I 1984 dukkede hans serier op i bladet Psikopat, og inden længe i professionelle serieblade som Tintin og Spirou. Inden grundlæggelsen af L’Association, som han siden starten har været primus motor i, fik Menu udgivet et album på forlaget Futuropolis. På L’Association har Menu i sin karakteristiske “krøllede” tegnestil lavet en lang række serier i vidt varieret indhold spændende fra det vanvittigt-humoristiske over det filosofiske til det selvbiografiske. Menu har også fået udgivet serier på forlagene Cornélius og Autrement. I 2002 grundlagde han sit helt eget forlag, Jcmenu Éditeur, med tegneserierelaterede luksusbøger på programmet. Første udgivelse er “Carnet”, en samling af tegninger af Jacques Tardi.
Stanislas (Stanislas Barthélemy, født 1961) uddannede sig som indretningsarkitekt, inden han begyndte at lave tegneserier. Hans første serier blev trykt i bladet Recto-Verso, derefter tegnede han til J.-C. Menus blad Le Lynx. Stanislas fik udgivet to album på forlaget Futuropolis, og han arbejdede en overgang for det belgiske serieblad Tintin, som hans elegante opdatering af ligne claire-stilen passede perfekt til. Stanislas har indtil videre kun udgivet fire serier på L’Association, men har har lavet mange serier for andre forlag, bl.a. albumserien Victor Levallois i samarbejde med Laurent Rullier. For forlaget Reporter har Stanislas tegnet “Les aventures d’Hergé” (på dansk “Hergés oplevelser”, Forlaget Fahrenheit), en biografi i tegneserieform over Tintins skaber.
Lewis Trondheim (Laurent Chabosy, født 1964) er en af verdens mest produktive serieskabere. Efter nogle korte serier til diverse fanzines kom albumdebuten i 1992 med “Lapinot et les carottes de Patagonie”, en 500 sider lang improvisation, der introducerede Trondheims faste figur Lapinot. Trondheim har siden stået bag et utal af serier både for børn og voksne, såvel på L’Association som på andre forlag. Bl.a. er Lapinot (på engelsk McConey, Fantagraphics) siden 1995 udkommet som albumserie hos Dargaud. Trondheim laver flere serier på egen hånd i sin bedragerisk enkle tegnestil, og skriver manuskript til en lang række serier tegnet af andre, bl.a. Manu Larcenet, Thierry Robin og Fabrice Parme. Et af de mest bemærkelsesværdige projekter er det stort anlagte Donjon (på engelsk Dungeon, NBM) – en kærlig parodi på Dungeons & Dragons bestående af fem sideløbende albumserier, som Trondheim skriver sammen med Joann Sfar med et større antal tegnere tilknyttet.
Artiklen er skrevet af Poul Petersen og blev oprindelig bragt i STRIP! nr. 24 (2003).
Del på
