Gamle Gubber 1: Vi, som er tilbage
Tre herrer i pensionsalderen lyder ikke som opskriften på en succes, men det har Wilfred Lupano og Paul Cauuet lykkeligvis ikke ladet sig begrænse af i Gamle gubber 1: Vi som er tilbage.
I 90’erne fik Jack Lemmon og Walter Matthau deres sidste stjernestund på film som Gnavne gamle mænd, og senere tog Ekstra Bladet titlen til sig og lod en flok ældre herrer revse danskerne på skift. Lidt det samme toneleje er dækkende for Gamle Gubber, når den ene hovedperson fx karakteriserer den andens tøj som ”En nossefarvet jakketing og bukser, der går dig til knæene”. Der bliver talt lige ud af posen, som om hver dag er den sidste dag for de gamle, hvilket den jo strengt taget også kan være.
Livets tildragelser sender de tre pensionister Antoine, Pierre og Emile ud på et eventyr i skillelinjen mellem nutid og fortid – ungdom og alderdom. Antoines kone Lucette er død og de tre mødes til begravelsen, hvor også barnebarnet Sofie dukker op. Hun vil gerne videreføre afdøde Lucettes dukketeater med det spøjse navn Ulv i trusser. Havde det i øvrigt ikke lydt mere mundret, hvis originalens ’Loup en slup’ var blevet til Ulv i underbukser’? Det viser sig dog, at Lucette har haft en ”ulv” i trusserne, så Antoine pludselig får travlt med at gøre nye gamle regnskaber op. Sorg, smerte og minder flettes elegant ind, men humoren har hele tiden overtaget, så det på intet tidspunkt bliver sørgmodigt.
Tekstforfatter Wilfred Lupano har ellers gang i de helt tunge emner med alderdom, døden og senere Alzheimers, men får det til at lette som en luftig souffle. Der bruges ganske naturligt noget plads på at introducere og karakterisere de forskellige personer i dette første bind. Det kan også indvendes, om ikke personerne undervejs nærmer sig typer, men de nuanceres trods alt gennem albummet, så der samtidig er lagt spor ud til senere handlinger. Høje og tynde Pierre er tilsyneladende anarkistisk aktivist, hvilket det må være oplagt at gribe fat i senere. Ligeledes har lille og tykke Emile en særdeles kulørt fortid. Antoine fylder mest i dette første bind, og hans fortid som fabriksarbejder og flittig foregangsmand for kortere arbejdstid og rettigheder til arbejderne foldes mest ud i denne omgang. Det hele orkestreres lydefrit af Paul Cauuet, der i en typisk moderne fransk-belgisk stil, overvejende realistisk men let karikeret i primært ansigternes udformning og mimik, leverer billedsiden.
Undervejs får de vrisne ældre vrisne herrer heldigvis svar på tiltale fra den yngre generation. Lucettes død er katalysatoren for albummet og typisk for dens pointe om, at gamle mennesker selv har været unge engang med levet liv bag sig. Det videreføres af barnebarnet Sofie, der ikke er bleg for at sætte bedsteforældrenes generation på plads. På bagsiden er gengivet en scene, hvor hun eksploderer og karakteriserer dem med ordene: ”På bare firs år har I udryddet størstedelen af alle levende væsener på jorden, I har opbrugt alle naturlige resurser, I har ædt alle fiskene! (…) Historisk set … ER I DEN MEST RÅDNE GENERATION I MENNESKEHEDENS HISTORIE!” Så selv om de ældre herrer spiller hovedrollen, så er generationskløften også et tema undervejs.
Gamle gubber er ironisk nok et friskt pust på tegneseriescenen med et persongalleri og nogle temaer, der i al for høj grad er fraværende i stort set alle andre udgivelser. Godt spottet af Forlaget Zoom, der dermed også får lidt ungt blod ind i deres katalog, hvor de fransksprogede udgivelser ellers er domineret af (gen)udgivelser af ældre klassikkere.
