Farverne på omslagene er larmende krasse, som om de gør sig alverdens umage med at råbe publikum på de allerbageste rækker op. De pink pigeværelsefarver og det Miyazaki-grønne græs skærer i øjnene, og da det er serien ‘Lou’, et af de seneste års helt store hits på det franske marked vi taler om, kan man med nogen bekymring spørge sig selv, om det endnu en gang er en kynisk kalkuleret version af “det, de unge vil ha'”. Langtfra, og lykkeligvis for det.
‘Lou’ tegner et helt igennem kærligt og loyalt portræt af en pige lige inden puberteten. Det er sjovt, det er afvæbnende og det er sødt uden at være vammelt.
Serier om den uskyldige spiren inden teenageårene er måske ikke så talrige som ungdomslitteraturens ditto, men den er forsøgt med held før. For eksempel gav Måns Gahrton og Johan Ungeres serie om ‘Eva og Adam’, med sin meget indlevede og præcise beskrivelse af verden inden sex, en rimelig realistisk version af den evige historie. Der er ‘Lou’ meget mere digt og mindre virkelighed, men på den bedst tænkelige måde.
Lou er en pige på tolv med ben i næsen, som bor alene i en storby med sin verdensfjerne evigt computerspillende single mor. Verden omkring dem er befolket af bedste veninder, kæledyr, romantisk tiltrækkende naboer og opslidende familiemedlemmer.
Alle bevæger de sig med årets gang gennem historien i et slentrende tempo, og det er små begivenheder der sker undervejs. Lou går i skole, mor skriver på sin roman. De holder jul, de holder fødselsdag og de holder sommerferie, men det er ikke så kedeligt som det lyder. Der er overraskelser undervejs.
Personer og konflikter er skarpt skårne uden smålig skelen til realisme, men uden helt at havne i familie med journalisten som aldrig skrev en linje og piccoloen som aldrig bar en kuffert. Skønt Lous verden eksisterer i en romantisk tid inden voksenlivet for alvor får fat, er sporene fra det levede livs kaos mange, og tingene bliver heller ikke pakket så meget ind at det går hen og bliver tamt.
Brudte ægteskaber, bedstemødre fra helvede og overnattende kærester har alle deres plads i historien, mens skolen, som jo ellers er den akse alting drejer omkring i de år, er en fjern scene for begivenheder uden den store konsekvens. Handlingen den foregår hjemme. Hjemme i gaden, hjemme i opgangen, hjemme i stuen. Hjemme blandt personerne der befolker det sirligt konstruerede skuespil som Lous verden er. Og det virkelighedstro er ikke savnet, når fiktionen klinger så rent som her.
Fra starten af første album melder seriens formel sig. De enkelte sider er afsluttede forløb med punchline og det hele, men udgør på den lange bane en sammenhængende historie så det hele ikke bare fortaber sig i vitser. Det er i sig selv ikke noget voldsomt ophidsende set up, men det bliver heller ikke holdt så slavisk i hævd at det gør noget.
Juleafsnittet, hvor Lou fortæller sin bedste veninde Mina om sin far, som hun aldrig har kendt, folder sig ud over flere sider, og ofte bliver punchline udeladt til fordel for tavse billeder som vækker eftertanke og giver serien sin helt egen søde poesi.
Tiden i Lous univers bevæger sig som i den virkelige verden ubønhørligt fremad. Hun starter ud i bind et som en pige på tolv, og sidst i bind to er hun blevet tretten. Det burde måske give sig selv, men når vi snakker mainstream serier, som har det med at fortsætte i det uendelige, er det altså forfriskende når der finder forandringer sted, som ikke er forsvundet som dug for solen i starten af næste episode, men som bliver ved med at være i spil. Moren får sig mod alle odds en kæreste, og Lous evigt kværulerende mormor udviser de første tegn på at tø op overfor sine nærmeste. Men ikke nok med det. Lou når i løbet af sommerferien at finde sig splittet mellem sin barndoms store kærlighed den umodne Tobias og så Paul, mere ung og mindre barn, som er en spændende og ganske uventet forårsbebuder for en verden der er lige om lidt.
Det er ganske enkelt spændende at følge med i figurernes liv, og al snak om målgrupper og pis-mig-i-øjet er i den sammenhæng inderligt ligegyldig. At den skærende æstetik udi det visuelle kan bringe mindelser om at bide i sølvpapir vil jeg vælge at henlægge under præferencer, og dem gør man klogt i at gøre sig fri af her. Lou har ikke opfundet præteen tegneserien som genre, men mester den til fuldkommenhed og opsluger læseren helt i den tid det tager. Det gøres ikke meget bedre.
Karakter: 5/5
Titel: Lou1 – Dagbogsdage og Lou 2 – Sommerferie i Møgstrup
Forfatter/tegner: Julien Neel
Forlag: Carlsen
Oversætter: Lisa K. Villeneuve
Udstyr: Farver hardcover
Sidetal: 56 sider
Pris: 129,95 kr.
Udgivelsesår: 2012
ISBN: Lou1 – 9788711409886 Lou 2 – 9788711409879
