Den malende serieskaber barsler med sin debut på Forlaget Fahrenheit, en kompleks graphic novel ved navn “Kensington”.
Trofaste Nummer 9-læsere vil måske genkende navnet Rasmus Svarre Hansen fra anmeldelser af Teddy Kristiansen-, Dave McKean- og Mattotti-tegneserier, men han har mange flere jern i ilden end det. Rasmus er cand. mag. i Visuel Kultur og Pædagogik, han maler figurative oliemalerier og så har han illustreret bøger af filosoffen Anders Fogh Jensen. Næste udspil bliver debuten som serieskaber, den malede graphic novel “Kensington”. Den vordende serieskaber forklarer:
– “Kensington” er en (primært) oliemalet grafisk roman på ca. 100 sider. Hovedsporet i bogen består af en fortælling om en rigmand i Berlusconi-klassen, der vil sikre sit eftermægle via en selvbiografi, som skal ghostwrites af en kvindelig forfatter. På realplanet hyrer han hende, og de indgår et professionelt samarbejde. På symbolplanet bliver hun kidnappet og tvunget til at skrive, og historien tager en ubehagelig David Lynch-agtig drejning. Overordnet er det en fortælling om skriftens magt, om ambitioner og eftermæle. Men det er også en kærlighedshistorie bestående af konge, dame og knægt.
Hvor kom idéen til bogen fra, egentlig?
– Altså, for at starte med begyndelsen, så har jeg haft ambitioner om at lave tegneserier siden gymnasiet. I begyndelsen var det som forfatter, men projekterne blev aldrig færdige. Til sidst nåede jeg frem til den konklusion, at jeg måtte stå for hele processen selv – altså både skrive og tegne. Det er ca. 10-12 år siden. Ideen til “Kensington” opstod i den periode, hvor jeg lærte mig selv at tegne og male. Jeg læste J. M. Barries “Peter Pan in Kensington Gardens” (en forløber for “Peter Pan”) og blev slået af, hvor traumatisk og sørgelig den var. Og jeg tænkte, at jeg ville lave en historie, der var tunet ind på den traumatiske side af britiske fairy tales. Kensington er i øvrigt ikke så meget en fysisk lokalitet i den her sammenhæng, snarere et mentalt rum, hvor realiteten og det symbolske støder voldsomt sammen.
Hvornår tog du fat på det konkrete arbejde med projektet – og hvor længe har du været i gang?
– I 2010 fik jeg et arbejdslegat fra Statens Kunstråd til “Kensington”, og jeg har nørklet med den lige siden. På et tidspunkt får jeg vist det til Forlaget Fahrenheit, der er interesserede i at følge det. Og for at gøre en lang historie kort, så er jeg nu rykket med Fahrenheit ned i deres nye lokaler på Nansensgade, hvor jeg sidder og færdiggør projektet til en efterårsudgivelse. Jeg er netop blevet færdig med tekst og billeder, så nu står den på et større redaktionsarbejde, som redaktøren Allan Buhl Madsen er inde over. I den proces er der selvfølgelig en masse, der skal tegnes/males og skrives om. Men Allan har været inde over projektet i lidt over et år nu, så vi har en god rutine. Herefter står det på et nyt projekt sammen forfatteren Oscar k – endnu en grafisk roman, men denne gang om den argentinske forfatter Borges.
Hvordan er det at lave tegneserier i en tegneseriebutik hhv. et forlagskontor? Fortæl lidt mere om setuppet …
– Vi er tre mennesker, der sidder i Fahrenheits relativt små lokaler på ca. 40 kvadratmeter, så vi sidder tæt. Det er Paw, der er forlægger og Allan, der er redaktør, og så besluttede de at leje en skrivebordsplads ud for at få økonomien til at hænge sammen. Heldigvis stod jeg øverst på listen, og jeg slog til med det samme. På det tidspunkt havde jeg en løs aftale om Kensington med Paw, og jeg kendte Allan fra et tegneseriefag på Litteraturvidenskab, hvor vi skrev en opgave om Sandman sammen. Før havde jeg indrettet en arbejdsstation i min lejlighed, men det er helt klart sjovere at sidde sammen med ligesindede. Det er ret fedt og inspirerende, at alt, hvad der foregår i lokalerne, har noget med tegneserier at gøre – uden at det på nogen måde føles nørdet eller for meget.
Okay. Tilbage til “Kensington”!
– Ja, bogen er et forsøg på at lave en fortælling, der kører i flere spor på samme tid, både på billedsiden og i teksten. Og hvor tekst og billeder befinder sig på to forskellige niveauer på siden, så billedsiden f.eks. har et ’symbolsk’ udtryk, der spilles op imod tekstens kradse hverdagssprog. Der er ikke lagt talebobler og tekstkasser på de eksempler, jeg har sendt dig, men de kommer. De to spor kunne også være kontrasterende billedudtryk, hvor den symbolske og oliemalede billedside suppleres med en s/h billedside tegnet i en løs streg med grafit og blæk – der fungerer som “realtekst”, altså som et visuelt kommentarspor – eller det er i hvert fald hensigten.
Vi har ikke så meget tradition for den slags “malede” tegneserier i Danmark. Hvem inspirerer dig?
– Jeg er rundet af tre amerikanske malere/illustratorer og deres elever – Barron Storey, Marshal Arisman og Rick Berry. Ingen af dem har kreeret væsentlige værker indenfor tegneseriemediet, men de har undervist og påvirket folk som Kent Williams, Bill Sienkiewicz, Dave McKean og George Pratt, der siden har trukket maleriet ind i tegneserien på en måde, jeg er ret vild med. Altså hele ideen med, at der ikke behøver at være en skarp opdeling mellem maleriet og tegneserien – det er selvfølgelig ikke noget nyt, der er bare ikke så mange, der praktiserer det.
Fortæl lidt om din arbejdsproces!
– Med tiden har jeg fundet frem til en metode, der er tilstrækkelig hurtig og driftssikker. Jeg laver en lille thumbnail-skitse med en 2b byant, dvs. jeg laver flere, men de viskes ud, indtil jeg har et visuelt design, jeg kan lide.
– Herefter finder jeg eller kreerer det reference-materiale, der skal til for at kunne løse opgaven. Så tegner jeg en enkel linedrawing, der kun lige akkurat indeholder nok information til, at jeg kan gå i gang med at male.
– Når den er tegnet op med noget sort og vandfast, går jeg i gang med oliemalingen, og det er her, magien opstår – for mig i hvert fald. Jeg forsøger at male siden færdig i to sittings, men må tit bruge en mere – det er så også max. ellers kommer det til at tage for lang tid at male en 100 siders historie. Når siden er tør, scanner jeg og justerer lidt på kontrasten i Photoshop og voila!
“Kensington” udkommer efter planen mod slutningen af 2012.
