Luz mellem to negle

Tag med på en tragikomisk rejse fra mørket på bunden af det dybeste hul op mod lyset, når Luz forsøger at se de muslimske terrorister i øjnene, der dræbte hans venner og kollegaer på Charlie Hebdo.

Renald ”Luz” Luzier overlevede terrorangrebet på den franske satiriske ugeavis Charlie Hebdo i 2015, fordi han lå og hyggede sig med sin kone i sengen på sin fødselsdag i stedet for at møde til tiden. Imens angreb to islamistiske terrorister redaktionslokalerne, hvor de dræbte tretten og sårede elleve af hans kolleger og venner. Luz var blandt de første, der mødte op på gerningsstedet, og nåede at se de to gerningsmænd flygte. Derfra begyndte en lang sej kamp for at sætte pen til papir igen og tegne andet end små angstfyldte mænd med store øjne.

Resultatet hedder Katarsis og er deprimerende morsom og livsbekræftende satire fra bunden af Luz’ sjæl. Det er et væld af følelser, der flyder ud fra siderne og rammer lige i mellemgulvet på læseren. Man kommer i en række korte episoder med hele vejen fra dobbeltsengen, over det blodige angreb frem til han begynder at kravle op fra bunden af det hul, det hele efterlod ham i.

Gennemgående er hans splittede følelser. Primært mellem at være glad for at leve, og have dårlig samvittighed over have svigtet sine kolleger. Så hjælper det jo ikke at det næppe havde ændret tingenes gang, om han var mødt ind til tiden.

Men nu får Luz endelig (op)rejsning igen – på alle måder – og er knivskarp i sin både selvudleverende og morsomme selvudrensning. Det på trods af at død og blod flyder som en rød tråd gennem hele tegneserien. Bogen er et møde mellem Luz og tegningen – som han var ved at miste, men som stille og roligt vender tilbage til ham.

Katarsis er et sammensurium af følelser kanaliseret ned som tegninger på papir. Luz bruger sig selv som figur, der reflekterer over det skete. Så nu kan han på afstand afbilde terroristerne som balletdansere eller forestille sig at møde dem som små drenge. Eller han kan lufte sin enorme, indebrændte vrede, når han på en pressekonference stopper mikrofonen op i røven, da han bliver bedt om en udtalelse.

Luz skyder med skarpt fra sin pen, når konspirationsteoretikere og fanatiske muslimer får tørt på. Det er svært at pege på et højdepunkt i Katarsis, den er bare tankevækkende og så tragikomisk som det på nogen måde kan blive. Hele tiden stiller han sig selv i forreste række, når både kunstneriske og fysiske potensproblemer skal løses. Han får fornemt formidlet, hvordan det er at leve i evig frygt, og at politibeskyttelse i længden er en tvivlsom fornøjelse. Det er ægte rørende at se sekvensen, hvor han som barn ser hunde i himlens skyer, men som voksen i stedet ser terrorister i skyerne – og alle andre steder.

At følge Luz på vej op ad det psykologiske hul er en rutsjebanetur af følelser, ligesom hans rejse. For hver eneste gang solen begynder at titte frem, trænger mørket sig på i baggrunden igen.

Dertil får man tegninger i klassisk satirestil fra hans pen, der med sin enkle, løse og lidt skitseagtige streg gang på gang suger læserens opmærksomhed til sig. Han bruger ingen rammer, men har billederne stående frit på siderne i en række sekvenser på typisk to til tre sider, med enkelte længere imellem. Dertil er det ærefrygtindgydende og helt i Charlie Hebdos ånd, at Luz bruger satiren til at klatre op mod lyset igen. Luz sparker i mange retninger, primært opad mod magthaverne, nyhedsliderlige medier eller fanatiske islamister, men også mod konspirationsteoretikere og ikke mindst mod sin egen bagdel. Desto mere han får sparket og udstillet sig selv, desto længere op mod lyset virker han heldigvis også til at komme. Selv om det absolut også er trøsteløst undervejs.

Katarsis er tragisk sjov og befriende ærlig og Fahrenheit skal have stor tak for igen at sørge for udgivelser af fransk satire. I 1980’erne var album af Georges Wolinski, der ikke overlevede terrorangrebet, en fast gæst på det danske tegneseriemarked. Gid det samme må gøre sig gældende for Luz i 2020’erne.