En frivillig død
Da Steffen Kvernelands far begik selvmord spredte det følelsesmæssige ringe i familiens og Kvernelands vandoverflade, der stadig giver skvulp små 40 år efter. Nu dykker han ned i det mørke kapitel i familiens historie og fortæller med visuel overlegenhed om årsager og konsekvenser bag selvmordet.
Da Steffen Kverneland var fyldt 18 år, begik hans far selvmord. Nu sidder han som voksen mand i sin egen tegneserie og giver et kombineret portræt af faren, og af den betydning hans død fik for ham og stadig har. Kverneland indgår derfor helt naturligt som en del af værket og reflekterer løbende over processen med at skabe det. Som da han mod slutningen pludselig bemærker, at han selv kun er ét år yngre, end faren var, da han begik selvmord. Eller når hans hustru retter en fejl i hans hukommelse, så den erindring, han lige har gengivet, får en ny variant, uden at han dermed går tilbage og sletter den første.
Kronologisk er det fragmentarisk opbygget, men hele tiden med Kverneland selv i nutiden som bindeled mellem forskellige dyk tilbage i tiden. Målet er både at give et portræt af faren, en forklaring på hans selvmord, en beskrivelse af konsekvenserne for Kverneland helt op til nutiden og et forsøg på at fylde noget i det hul, det efterlod i hans liv. Der har rumsteret en myriade af ubesvarede spørgsmål i hans hoved de sidste knap 40 år, som En frivillig død, forsøger at give nogle af svarene på.
Portrættet af faren, Odd Kverneland, er kærligt og samtidig ærligt udleverende. Man får et billede af en sammensat person, der havde masser at byde på, men også forsøgte at skjule nogle mørke sider for familien. Det kan på sin vis ligne lidt af et fadermord, når Kverneland udstiller Odd som ”hyggeracist” og homofob. Samtidig er han fuld af beundring over faren og synes selv, han nogle gange blegner, når han sammenligner sig med ham. Undervejs trækkes der tråde helt tilbage til farfarens indsats under 2. verdenskrig, når Kverneland søger en forklaring på, hvorfor det gik, som det gjorde.
Kverneland er vild, og vildt varieret, i sit grafiske udtryk. Tusch, akvarel og fotografier blander sig på siderne, hvor farverne samtidig svinger fra sort-hvid over det dystre gråblå til fuld knald på paletten. Det er en visuel tour de force, der i sig selv er værd at læse En frivillig død for. Det er enormt levende visuelt og ret imponerende, at det alligevel fremstår sammenhængende. Har man stiftet bekendtskab med hans mesterlige Munch genkender man stilen, hvor hans personlighed sprøjter ud fra siderne og det hele leveres med højt humor midt i tristessen.
Det er på sin vis fristende at trække en parallel til ligeledes norske Karl Ove Knausgårds opgør med sin far i mammutværket Min kamp. Begge bruger farens død som afsæt for et portræt af deres forhold og konsekvenserne af det. Kverneland holder sig stramt til dette, hvor Knausgård uafbrudt flakker ud i lange refleksioner til højre og venstre. I sammenligning bliver En frivillig død en mere lukket fortælling, der ikke i lige så høj grad rækker ud mod læseren eller giver et samtidsbillede. Man får til gengæld et indblik i, hvor dybt tragedien rammer en familie i årevis, når et medlem af den vælger at tage sit eget liv.
Den unge Kverneland reagerede med både tårer og undertrykte følelser, men har nu sat sig til rette ved farens gamle arbejdsbord med sine tegneredskaber, for at få gjort op med gamle spøgelser og de store ubesvarede spørgsmål: hvorfor? Kunne det være endt anderledes? Var det en fej og egoistisk beslutning af faren – eller var det modigt?
Det er et dyk direkte ned i hovedstolen for Steffen Kverneland, der derfor helt uomgængeligt er en del af værket. Hvor det i Munch var en styrke, der gav ekstra dimensioner i forhold til hans kamp med stoffet, så sidder man som læser med en lidt mere distanceret følelse denne gang. Det er den personlige historie om et tragisk selvmord og tabet af en far. Om Kverneland ender med at nå frem til en vis forståelse og accept af farens beslutning, må man selv kaste sig ud i En frivillig død for at finde ud af.
Del på
