Den mesterlige tegneserieskaber, Jim Woodring, lader for en gangs skyld sin hovedperson Frank lære en reel livslektie i en formidabel ny pantomime-tegneserie.
Som David Lynch-fan gennem mere end 20 år lader jeg mig ikke slå ud af drømmelogik, billedsymbolik og den herlige frustration, man føler, når forklaringen på det, man oplever, lige akkurat er uden for rækkevidde. Jim Woodrings værker er som regel skyldige i alt det ovenstående, og således også hans seneste graphic novel, “Mellem Dyrene”. Woodrings vanlige hovedperson, Frank, får her sin debut i et større værk, og det har en del konsekvenser for det sære, antropomorfiske dyr af ukendt art (generic anthropomorph kalder Woodring ham), der som altid er tegnet i bedragerisk funny animal-stil.
Den gode Frank har været vant til, at alle hans eventyr i det sære land kaldet The Unifactor var fuldstændigt uden konsekvenser. Alt blev nulstillet ved begyndelsen af den næste historie, og Frank forbliver således i en evig tilstand af uvidenhed. Han udvikler sig ikke, hvilket bl.a. betyder, at forholdet til Franks nemesis/prygleabe, den groteske Manhog, aldrig bliver til hverken fugl eller fisk. Ligeledes lærer den i allerhøjeste grad uperfekte Frank aldrig af sine fejl – såsom gang på gang at stole på den djævlelignende figur Whim, der så ofte er årsagen til Franks lidelse.
Efter en yderst uheldig kroket-ulykke mister Frank sit hus og sættes i gæld. Modsat de mange eventyr, han har haft i Woodrings korte historier fra 1990’erne og de tidlige 00’ere, slutter historien ikke her. Nødvendigheden tvinger ham til at få sig et job på en sær fabrik, der er som taget ud af David Lynchs kultfilm, “Eraserhead”, og efter en vanvittig flugt forlader Frank for første gang the Unifactor, og dermed den stilstand og konsekvensløshed, han har kendt til i sin hjemverden.
Hvad der dernæst sker skal ikke afsløres, men siges skal det, at der potentielt er tale om en slutning, der kan have varige konsekvenser for serien om væsenerne i the Unifactor i mange år frem. Hvis altså ikke Woodring nulstiller handlingen igen og lader Frank glemme alt det, han går så grueligt meget igennem for at lære i “Mellem Dyrene”.
Historierne om Frank foregår helt dernede i sindet, hvor man som civiliseret menneske har svært ved at holde sammen på sit eget jeg. Hvor fornuften og det dyriske kæmper en evig kamp. Frank er antropomorfisk, men da han aldrig taler eller bliver klogere, er det svært at vide, hvor menneskelig eller dyrisk, han i virkeligheden er. På væggen i fabrikken hænger en rorschach-test. Senere i historien forvandles Frank selv til noget, der minder om en sådan, og måske er det Woodring, der spørger os: Hvad ser du, når du kigger på Frank?
Som sådan er Frank et spejl, og denne gang må han (og læseren) lære en lektie, som vi alle har lært på et tidspunkt (for mig personligt var det ganske få dage efter, studenterhuen var blevet sat på mit intetanende hoved): Virkeligheden gør pisseondt, men vejen igennem livet går fremad, selvom den sommetider ser ud til at sno sig.
Frank har haft sit første eventyr uden for the Unifactor, men hvorvidt dette eventyr har varige konsekvenser, finder vi ikke ud af, før Woodring udgiver næste bind. Og det sker forhåbentlig snart!
Så tak tegneserieguderne for, at de har givet os en unik stemme som Jim Woodring. Selvom – eller måske netop fordi – denne stemme formidler sine historier igennem billeder alene, sætter den sig fast i læserens bevidsthed som en velgørende parasit.
Karakter: 5 ud af 5
Værkets titel: Mellem Dyrene
Forlag: Aben Maler
Forfatter/tegner: Jim Woodring
Form: Indbundet, 104 sider i Sort-hvid
Pris: 160 kr.
Udgivelsesår: 2011
ISBN: 978-87-92246-38-7
Udgivelsesland: Danmark
Læs Nummer9s ‘Mellem dyrene’-interview med Jim Woodring her.
Del på
