Gamle Gubber 4: Mageren
Gamle Gubber er en old school fransk tegneserie, men den er stadig værd at læse.
I januar måned besøgte jeg Europas største tegneseriefestival i Angouleme, og det var en enestående oplevelse. Hele den gamle middelalderby var pyntet op med tegneserier; der var malet tegneseriefigurer på mure og facader; der var lagt tegneserier frem i alle vinduer, og i gaden var der opsat højtalere, der sendte radio fra festivalen hele dagen. Især glædede jeg mig til at stifte bekendtskab med det franske mainstream-tegneseriemarked anno 2019, der viste sig frem i et enormt telt på et af byens torve. Og sikke et udbud af tegneserier. Det var uforståeligt stort. Tænk, at der kan udkomme så mange tegneserier i et land.
Men efterhånden som jeg gik gennem standene, slog det mig, at mange af tegneserierne ligesom var set før. Det var som om, at en stor del af markedet pegede mere bagud end fremad. Der var de realistiske tegneserier, de historiske, SF, western osv, men ofte, når jeg kiggede i dem, synes jeg hurtigt, jeg kunne sætte en etiket på, “det er lidt Moebuis/Mezieres/Loisel med mere-agtigt, bare ikke lige så fedt”. Det var det samme med børnemarkedet, det var domineret af album, der skulle ligne eller direkte fortsatte serier fra 50-70’erne. Der var et forbløffende stort marked for gamle serier, der samles i nye samlebind. Nyt synes at være en trend af biografiske tegneserier. Heldigvis fandt jeg også rigtig lækre ting, der peger i spændende fornyende og eksperimenterende retninger. Jeg faldt igen i svime over Christiophe Blain (kommer hans Blueberry ikke snart?), vidunderlige Cyril Pedrosa og dynamiske Benjamin Flao.
Den franske tegneserie Gamle Gubber var også dernede. Serien er nået til fjerde bind, Mageren, der udspiller sig i det naturskønne Sydfrankrig. En stor medicinalfabrik vil udvide med et ambitiøst byggeri, men en sjælden og fredet græshoppe dukker op og truer med at forpurre deres planer. En større krig bryder ud mellem dem og økologer og aktionsgrupper. Midt i dette plot står Antoine og Sophie med sin lille datter, og senere slutter Antoines gamle venner fra de tidligere album, Emile og Pierre sig til løjerne.
Serien er skabt af de to franskmænd Wilfrid Lupano og Paul Cauuet, og det er solidt håndværk. Skulle man som jeg have en tese om, at nationer tegner, som de spiller fodbold, bliver man her bekræftet. Cauuet er en fremragende tegner. Teknisk overdådig, stor variation i vinkler og udtryk. Intet virker for svært for ham at tegne. Og små eksperimenter med fortælleteknikken har de to også overskud til, som fx et sted, hvor vi præsenteres for den samme side to gange, bare med vidt forskellig tekst, fordi den første version er Sophies drøm, da hun ser en entomolog, som bare er så lækker. Der er fuld fart på historien i Mageren, mange scener, stort persongalleri, mange sceneskift, måske for mange efter min smag. Det er ligesom, det aldrig bliver rigtig flydende.
I Frankrig er serien så stor en succes, at der i 2018 blev lavet en film (med skuespillere), som en million har set. Filmens trailer ser ud til at være meget tro mod serien, hvilket jeg synes er forfriskende efter den hovedrystende mislykkede Valérian- og ditto Tintin-film, der jo blot var en Indiana Jones-film med en belgisk tegneseriefigur som hovedkarakter.
Om serien bliver lige så populær i Danmark, må tiden vise. Jeg synes ikke Mageren er den bedste i serien, men stadig god underholdning på højt niveau. Serien om de Gamle Gubber hører ikke til de nyskabende, men den lægger sig fint i kølvandet på traditionelle, franske veltilrettelagte og flotte tegneserier.
