Vi mindes den store japanske forfatter Kazuo Koike, der for nylig gik bort, med en (gen)læsning af hovedværket Lone Wolf & Cub.
En af den japanske tegneseries store forfattere, Kazuo Koike, døde i forrige uge. Han blev født i 1936 og satte sit største fingeraftryk på tegneserien som en af de mest indflydelsesrige og produktive forfattere under halvfjerdsernes voksentegneserieboom, men hans karriere strakte sig over næsten fem årtier og han arbejdede ofte hinsides tegneserien på film- og animationsprojekter og som sangskriver.
Kun en brøkdel af, hvad han har skrevet er blevet oversat, men han har ikke desto mindre haft betydelig indflydelse og nydt stor popularitet i Vesten. På disse breddegrader er han bedst kendt for Lady Snowblood (1972-73), som han skabte sammen med Kazuo Kamimura, og Crying Freeman (1986-88), lavet i samarbejde med Ryōichi Ikegami, men og først og klarest står de serier han skabte sammen med Gōseki Kojima (1928-2000) i løbet af firserne – først og fremmest Kozure Okami, eller Lone Wolf and Cub / Ensom ulv og hvalp (1970-76). Vi henviser til Joe McCullochs nekrolog på The Comics Journal for en mere dybegående behandling af karrieren og genoptrykker her, for at markere Koikes bortgang, en anmeldelse af hovedværket fra 2003.
142 meditationer over døden
Døden kommer mellem to rammer, som en tyv i natten. Et snit og det er slut. Livet handler om at erkende dette, så man kan møde den uden tøven og uden anger. I Japansk tænkning er dette forhold helt centralt og anderledes nært forbundet med moral end i den vestlige kultur. Ære er altafgørende og negerer døden, ikke omvendt.
I Lone Wolf & Cub udforskes dette i 142 lineært forbundne, men tematisk sidestillede afsnit. Bushidō – krigerens vej – er seriens grundspor: Mød døden, vær ét med den i øjeblikket som du er ét med livet, synes budskabet at være. Men intet er så enkelt.
Serien så oprindeligt dagens lys i 1970 i ugemagasinet Manga Action, hvor den blev serialiseret kapitel for kapitel, mens den sideløbende blev opsamlet i hvad der endte med at være 28 bind – et samlet værk på mere end 8.000 sider. På 7 år, og med hvad der skulle blive over 8 millioner solgte eksemplarer, var serien med til at ændre den japanske tegneserieindustri og sende den i mere voksen og alsidig retning.
Dark Horse Comics udgav i 2000-2002 serien i sin helhed på engelsk i en serie bøger, der ligger tæt på den originale i format og som, i modsætning til First Comics’ kuldsejlede udgivelse af den i bladform i 80erne (som i øvrigt dannede forlægget for Interpresses ambitiøse udgivelse herhjemme tilbage i slut-80erne, som desværre stoppede efter 6 numre), præsenterer den i den rækkefølge, den blev udgivet i Japan. Dark Horse opsamlede i 2013-16 serien i 12 omnibus-bøger, der stadig kan anskaffes. Deres udgave er suppleret med et forbilledligt pædagogisk glossarium, der løbende informerer den vestlige læser om historiske fakta, såvel som meningen bag de mange begreber, der er så væsentlige for historien og gør det muligt at bibeholde dem på japansk i serien.
Lone Wolf & Cub foregår i Ietsuna-æraen (1651-1680), opkaldet efter Shōgun Tokugawa Ietsuna, den fjerde Shōgun af Tokugawaslægten, som regerede Japan indtil det feudale samfunds sammenbrud i 1868, afslutningen på den såkaldte Edo-periode og påbegyndelsen af Meiji-perioden – det moderne Japans begyndelse. Denne setting er, som vi skal se, essentiel for historiens centrale budskab.
Fortællingen centrerer sig om Shogunens Kōgi Kaishakunin – skarpretter – Ittō Ogami, der forrådes af Retsudo Yagyū, overhovedet af den magtfulde Yagyūklan, der gennem et netværk af shinobi – ninjaspioner – er den sande magt bag tronen i hovedstaden Edo, såvel som i det ganske land.
I sit magtbegær beordrer Retsudo Ittōs hele familie og husholdning henrettet på fabrikerede anklager, men enishi – skæbnen – vil at Ittō overlever og tilmed redder sin ufødte søn, Daigorō, ud af maven på sin nedslagtede hustru. Tvunget som han er til at flygte fra hus og hjem med sin spæde søn, vælger han den eneste vej bushidō lader ham. Denne er meifumadō – de seks stier og de fire liv – vejen gennem det buddhistiske helvede. Som rōnin – herreløs samurai – vandrer Ittō gennem landet og skubber Daigorō foran sig i en barnevogn. De spiser og sover for at overleve og Ittō ernærer sig som ørigets farligste lejemorder. Den sti de har valgt dikterer, at de ikke kan dø, endsige nyde livets goder, før deres klan har fået æresoprejsning.
Lone Wolf & Cub er således et langt stykke ad vejen en road-fortælling, der skildrer de tos oplevelser på vejen gennem det ganske land. Vi kommer rundt i rigets fjerneste regioner og oplever årstidernes skiften.
Grundhandlingen – Ittōs konflikt med Retsudō – glemmes dog aldrig og tager stigende fart hen imod fortællingens afslutning. Sidstnævnte forsøger på alle tænkelige måder at skaffe Ittō af vejen. Men denne og hans søn synes imidlertid ustoppelige; en efter en sender Retsudō ikke blot sine og shogunens toptrænede mænd, men sine egne børn, i døden i duel mod den uovervindelige Ensomme Ulv. Med hver død bliver hans situation endnu mere uafvendelig, for for ham, der ligeledes er bushi – kriger – er der også i stigende grad tale om en æressag. Konflikten bliver så indædt, at ikke blot den mægtige Yagyūklan, men selve shogunatet til sidst skælver på kanten af afgrunden.
Det er i skildringen af Ittōs uafvendelige vej mod en hævn, der kun kan føre død og ødelæggelse med sig, en vej der vandres over ligene af Japans tapreste og nobleste krigere, at historiens hjerte findes. Man ved som læser, at lige meget hvem Ittō møder i duel, lige meget hvor stor en kriger det er, vil det være ham, der står tilbage efter de skæbnesvangre snit er blevet lagt. Enishi vil have at han og Retsudō mødes i duel, og at selveste tingenes orden afhænger af dette mødes udfald.
Det er derfor, at historien er henlagt til Tokugawaperioden – det traditionelle Edo-Japans storhedstid. Som det fremlægges her, er det selve den konfucianistiske og buddhistiske tænkning, der ligger til grund for bushidō, der bliver roden til det feudale Japans sammenbrud, om end dette historisk først kommer et par hundrede år senere.
Bushidōs æreskodeks bliver, når det praktiseres fuldt ud, i sidste ende en ødelæggende kraft, fordi verden ikke kan leve op til menneskelig moral. Ittō og Retsudō er bevidste om dette, men kan, fordi de lever deres liv i så nær en perfektion som det er muligt, intet gøre for at forhindre det. Det ulykkelige forhold i dette understreges af den smerte de døde volder dem begge og af de få svage øjeblikke, de momentant oplever – Retsudōs magtbegær som afføder hele konflikten er et, Ittōs punktvise uvilje mod at bringe uskyldiges liv i fare er et andet.
Kontrasten mellem menneskelig fejlbarlighed og moral understreges yderligere af den sent i serien introducerede Abe-no-Kaii, shogunens modbydelige mundskænk og giftmester, der svælger i kødets lyster og ikke står tilbage for nogen form for nederdrægtighed i opnåelsen af sine mål. Abe er nærmest karikeret beskrevet i al sin slibrige nederdrægtighed, men antager i stigende grad en menneskelighed, der er sværere at spore i de to krigere.
Disses uvilje mod at slå Abe ihjel, fordi han er dem uværdig, skaber alvorlige problemer for dem begge. Dette forhold er i øvrigt meget parallelt gentaget af Koikes og Kojimas discipel Frank Miller i tegneserie 300, der på fascistisk-episk vis skildrer slaget ved Thermopylae. Her leder det forhold, at de krigeriske spartanere sparker en misdannet kriger ud af deres kampenhed, til deres endeligt. Imidlertid afvikles konflikten mellem de tre mere nuanceret og tvetydigt her end det gøres hos Miller, og alle tres menneskelighed vinder igennem med forøget styrke på grund af den.
Lone Wolf & Cub lever mere end noget andet gennem Kojimas pensel. I åbenlys forlængelse af den ældgamle billedtradition, man ser udfoldet i pensel og blæk på flere århundreders pergamentruller og papirskærme, det såkaldte sumi-e – maleri med blæk og vand. Kojima formidler, ofte i stumme forløb over adskillige sider, sit hjemlands mennesker, byer, natur og årstider med et sjældent evokativt nærvær.
Kojimas signatur er imidlertid nok først og fremmest hans kampscener, hvis rå intensitet og svungne elegance er noget nær uden sidestykke indenfor mediet. Tro mod den japanske fortælletradition, der lader selve handlingen ske indenfor et splitsekund, koncentrer Kojima sig et langt stykke ad vejen om før og efter. Når en duel skal afvikles, bygges der normalt op over flere sider, hvorefter en eksplosion af svungen tusch snittet indover papiret skildrer selve øjeblikket – som i sig selv næsten altid ligger mellem billedrammerne – hvor døden indtræffer. Derefter får man som oftest et efterspil, hvor der tit er tid til en ordveksling mellem vinderen og den døde, inden den sprøjtende blodige konsekvens af det forgående snit indtræffer og sætter punktum.
Ind i mellem forfalder såvel Kojima som Koike til spekulation: Når Ittō installerer et proto-maskingevær i sin barnevogn, eller når seriens unge kvinder skildres i deres noget urealistisk struttende nøgenhed, bliver man opmærksom på seriens oprindelse i halvfjerdserne. Men langt det meste af tiden føles den udført med en genuin passion og med hvad der forekommer den uindviede som en særdeles grundigt researchet historisk korrekthed. Det er endvidere betagende at iagttage, hvor meget Kojima udvikler sig som historien skrider frem – de tidlige afsnit er mere skarpt trukne og tilbageholdte, mens såvel stregen som billederne i det hele taget i stigende grad bliver løsere og mere ekspressive som tiden går.
Som enhver fortælling af mytologisk snit er Lone Wolf & Cub larger-than-life – den er i sandhed en episk skildring af såvel en samfundsordens sammenbrud, som den passion og moral, der fører ethvert menneske gennem livet til dødens port.
Oprindeligt bragt på Rackham.dk i 2003.
