Se alle de nominerede til Danmarks største tegneseriepris.
Hen over påsken har arrangørerne bag Pingprisen løbende afsløret de nominerede i de syv kategorier ved Danmarks største tegneseriepris på deres Facebookside.
Det er masser af gode sager, og vinderne bliver i år afsløret ved et stort awardshow på Hotel Cecil i København den 15. juni.
Her er så den samlede oversigt over feltet, med samt en kort kommentar om hver kategori ved juryformand Kristian Bang Larsen. Og de nominerede er:
BEDSTE DANSKE TEGNESERIE
Rune Ryberg: Death Save
Lars Horneman: I dag har jeg gode ben
Bjørn Rasmussen og Rikke Villadsen: 3 piger
Jakob Martin Strid: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor
Diverse: Fiesta magasinet
Juryformanden siger: En stor, fed grafisk funny animal-roman, en mediterende selvbiografisk novellesamling, tre uroligt ubehagelige pige-vignetter, et varmt elefant-eventyr for børn og et old school undergrundsblad så stoppet med sjofel spas at det sprøjter ud over siderne. De fem nominerede til BEDSTE DANSKE TEGNESERIE er ikke kun virkelig gode, de viser også bredden i alt det dansk tegneserie kan i disse år. Det bliver ikke let for juryen at finde en vinder en i år.
BEDSTE INTERNATIONALE TEGNESERIE PÅ DANSK
Nina Hemmingsson: Du vil ha’ mig
Charles Forsman: The End of the Fxxxing World
Tommi Musturi: Antologi over sindet
Liv Strömquist: I’m every woman
Pénélope Bagieu: Skamløs
Juryformanden siger: Tegneseriemediet er i de senere år blevet en legeplads for feministiske fortællere, og det afspejles i kategorien ”BEDSTE INTERNATIONALE TEGNESERIE PÅ DANSK”, hvor svenskerne Nina Hemmingsson og Liv Strömquist, samt franske Pénélope Bagieu kæmper mod patriarkatet med humor og talebobler.
De tre stærke kvinder får følgeskab af Tommi Musturis finske farvelade-flip Antologi over sindet, og Charles Forsmans The End of the Fxxxing World, der er blevet til en Netflix tv-serie.
Kigger man mere bredt på Pingfeltet i et kønsperspektiv, er det værd at bemærke at herrerne og damerne er ca. lige vel repræsenteret. Tag den, Oscar!
BEDSTE INTERNATIONALE TEGNESERIE
Tom King og Mitch Gerads: Mr. Miracle
Nick Drnaso: Sabrina
Posy Simmonds: Cassandra Darke
Steffen Kverneland: En frivillig død
Tillie Walden: On a Sunbeam
Juryformanden siger: Her er så de allerbedste tegneserier i hele verden – ifølge Ping! Og der er tunge og tidstypiske temaer på spil hos de nominerede til BEDSTE INTERNATIONALE TEGNESERIE: psykisk sygdom, det postfaktuelle, hypermedierede samfund, queerkærlighed og meget mere.
Men det mest interessante er måske hvordan de fem tegneserier på meget forskellig vis forløser temaerne gennem tegneseriens unikke formsprog. Nick Drnasos Bookerpris-nominerede Sabrina, en kølig fortælling om NU, fortalt i flade billeder, der kunne ligne noget fra en sikkerhedsmanual fra et fly; Tom King og Mitch Gerads undersøgelse af hverdagsparforhold og depression gennem den mest tegneserieagtige af alle tegneseriefigurer, superhelten; Steffen Kvernland der blander tegninger med autentiske fotografier og objekter i sin fortælling om sin fars selvmord; Posy Simmons moderne take på Dickens Et juleeventyr i Cassandra Darke, fortalt i et mix mellem billeder og prosa, så det ligner en klassisk engelsk børnebog; og sidst (men selvfølgelig ikke mindst), kun 22-årige Tillie Waldens On a Sunbeam, en rejse ind i sindet og ud i rummet, med en vild visualitet, der er SÅ meget tegneserie, med svævende gamle huse i verdensrummet og fisk som rumskibe.
Her er fem gode bud på, hvor tegneserier er en bare lidt mere interessant kunstform end f.eks. film og litteratur.
BEDSTE BØRNE/UNGDOMSTEGNESERIE
Sarah Engell og Lilian Brøgger: Fuglemanden
Ida Rørholm Davidsen: Lonely Journey
Jakob Martin Strid: Da Mumbo Jumbo blev kæmpestor
Sabine Lemire og Rasmus Bregnhøi; Mira 2: #husbåd #far #kærlighed
Lars Kramhøft og Tom Kristensen: Portal
Juryformanden siger: BEDSTE BØRNE/UNGDOMSTEGNESERIE dækker både danske og oversatte tegneserier, men prøv at se: alle fem nominerede er danske. De understreger at den danske børnetegnserie er fuld af liv, og at det liv især opstår i krydsbefrugtningen mellem B&U-litteraturen og B&U-tegneserien. Tegnere og forfattere kravler så flittigt frem og tilbage over hegnet mellem bøger og tegneserier, at det knapt giver mening at skelne mere.
Bedst udtrykt ved Jakob Martin Strid, der startede som anarkistisk tegneserietegner, sidenhen blev folkekær børnebogsskaber og nu vender tilbage til tegneserien med en stor, tyk taleboble-fortælling i sin børnebogsserie om Mimbo Jimbo.
BEDSTE DANSKE NETTEGNESERIE
Tor Fruergaard og Sissel Dalsgaard Thomsen: Betsy and the mutant scouts
Nilas RD: Übermensch – the german superhero
Tor Brandt: tor.brandt
Gitte Skov: gitteskovart
Line Kjeldsen Jensen: linejensen_illu
Juryformanden siger: Nettet er blevet tegneseriens legeplads. Her finder man det nyskabende og det skæve, og alt det udgiverne (ofte fejlagtigt) tror ikke er rentabelt. Se nu de nominerede til BEDSTE DANSKE NETTEGNESERIE: Højenergiske Betsy and the mutant scouts skaber noget (i dansk kontekst) nyt ved at fusionere tegneserie med animation, som man kun kan det på nettet; Nilas RD og Tor Brandts leverer særegne, personlige visioner, der snarere vil kunne finde et publikum globalt end lokalt; Line Kjeldsen Jensens superpopulære dagbogstegninger gør det avisstriberne plejede at gøre: levere morsomme almenmenneskelige erfaringer til et stort publikum; og Gitte Skov har på Instragram fået afløb for noget der på en gang er så rablende og personligt, at der ikke er plads til det i Weekendavisen, hvor hun ellers tjener til dagen. Det er på nettet, det sker.
BEDSTE DANSKE DEBUT
Morten Voigt og Kim Schou: Pyt
Kevin Smith og Pernille Ørum: Hit-Girl i Hollywood – Del 1 (kun debut for Pernille Ørum)
Anne Mette Kærulf Lorentzen: Skamlebben
Line Høj Høstrup: Det rette element
Ida Rørholm Davidsen: Lonely Journey
Juryformanden siger: Jeg tror sgu’ aldrig før, at jeg har set så stærkt et felt til Pingprisen for BEDSTE DANSKE DEBUT. Fem værker af store talenter, der ikke kun peger mod en stor fremtid for danske tegneserier, men også sætter deres aftryk i nutiden. Fra Lonely Journeys fortælling om en psykisk sårbar pige, der søger tilflugt i et computerspil, til instagram-fænomenet Pernille Ørums #MeToo-vendetta Hit-Girl i Hollywood, forfattet af Hollywood-instruktøren Kevin Smith, er det serier der tager fat i tiden store temaer.
ÅRETS JOURNALISTISKE TEGNER
Bob Katzenelson
Philip Ytournel
Mia Mottelson
Stine Spedsbjerg
Gitte Skov
Juryformanden siger: Det er et rutineret felt, der i år er nomineret til ÅRETS JOURNALISTISKE TEGNER. Bob Katzenelson, Mia Mottelson og Gitte Skov har alle tidligere været nomineret til prisen, og Philip Ytournel fik pingvin-statuen med hjem, da den første gang blev uddelt i 2014. Stine Spedsbjerg er ny pige i klassen
Grænsen mellem bladtegning og tegneserie er for resten og blevet mere flydende med de nye generationer af tegnende satirikere. Ytournel og Spedsbjerg har tidligere været Ping-nomineret i andre kategorier, og Gitte Skov er i år også nomineret til nettegneserie-prisen.