Der er masser af danske tegnere på vores liste over de mest læste artikler på Nummer 9 i 2018, men én fylder mere end de andre. Her er vores top 10 over de artikler I helst læste i året der går på hæld. For spændingen skyld præsenteret bagfra:
10. Stjernetegnere laver nye Valhalla-album
På 10. pladsen gemmer der sig vores lille aprilsnar, hvor vi prøvede at bilde jer ind, at fire kendte danske tegneserienavne skulle tegne nye Valhalla-album. John Kenn Mortensen var nervøs for at tegne jætter i steder for monstre og Maren Uthaug sendte Sif til Udgårdsloke med en revolver. Om I lod jer snyde, eller bare synes den var sjov, vides ikke, men I læste i hvert fald med.
9. På tegnebordet: Morten Voigt
Endnu en dansk tegner på 9.pladsen, og det er i det hele taget dem der dominerer jeres topliste. Avistegneren Morten Voigt tegneseriedebuterede i år med ”Pyt”, skrevet i samarbejde med Nummer 9’s egen Kim ”Helt” Schou. Men inden da fik vi lov til at kigge ham over skulderen og se på skitser og proces.
8. Vindere af Pingprisen 2018
Den skarpe, hurtige nyhedsdækning er ikke Nummer 9’s force, men lige denne nyhed var vi hurtig ude med, og selvfølgelig er det spændende hvem der har vinder landets vægtigsete tegneseriepris. Nyheden om Pingprisens vindere blev den 8. mest læste artikel på Nummer 9 i 2018.
7. Banker dit hjerte for manga?
Her i efteråret prøvede vi at tiltrække nye mangaskribenter på Nummer 9. Vores lille ”jobopslag” blev delt bredt og vidt, og gav en masse henvendelser og en lille håndfuld nye, dygtige skribenter.
Desværre, og nu er vel et lige så godt tidspunkt som noget til at fortælle det på, døde vores nye mangablog ”Magalaksen” endnu inden den var kommet rigtig i gang, da søskendeparret bag, Klara og Ida Lilja Jensen, stoppede af personlige årsager.
Det er vi rigtig triste over, også fordi ”Mangalaksen” var virkelig god. Første indlæg, ”Fem serier, der ændrede manga for altid” ligger da også lige uden for vores top 10. Vi håber Klara og Ida vender tilbage en dag.
6. De 10 graphic novels, der gjorde mig hooked
Hvor skal man starte, når man vil i gang med at læse graphic novels? Det spørgsmål går mange nye tegneserielæsere åbenbart rundt med, og heldigvis havde Malene Minyoung Lee Landt 10 gode, personlige bud.
5. På tegnebordet: Peter Madsen
Ingen nulevende dansk tegneserieskaber er vel mere elsket end Valhalla-tegneren Peter Madsen, og hvem vil ikke gerne kigge med, når han viser skitser og fortæller om arbejdsprocessen til sin første tegneserie i mange år. Morten Tjalves lange ”På Tegnebordet”-interview med Peter Madsen er den 5. mest læste artikel på Nummer 9 i år.
4. 10 ting du ikke vidste om Tintin og Danmark
Danskerne elsker Tintin, men han er selvfølgelig også næsten dansker. Vidste du for eksempel, at den 15-årige Hellerupdreng Palle Huld inspirerede Hergé til Tintin? Det og meget andet du ikke vidste om Tintin og Danmark kunne du læse om i artiklen der bebor 4. pladsen på vores top 10-liste.
3. Leder: Festivalfolk, forén jer!
Et godt debatindlæg og en medfølgende ophedet diskussion i kommentarfelterne er altid godt for læsertallene. Vores leder om de mange, men sårbare, danske tegneseriefestivaller var den tredje mest læste artikel på Nummer 9 i år.
2. Mindetegninger: Cav Bøgelund
Året startede skidt, da tegneren og animationinstruktøren Cav Bøgelund i januar kom af dage, alt for ung. Cav var en afholdt figur i det danske tegneseriemiljø, og en lang række danske tegnere valgte at mindes ham med en tegning. Vores mindegalleri for Cav Bøgelund er året næstmest læste artikel i 2018.
1. Cav Bøgelund 1978-2018
Jeg spurgte redaktionsmedlem og tegner Thomas Thorhauge, der var Cav Bøgelunds ven og kollega, om det var en god ide at lave artiklen du her læser, når nu Cavs død tager topplaceringerne. For der er noget der kortslutter inde i mit hoved, når man blander top 10-lister med nekrologer.
Men Thomas var ikke i tvivl: ”I sådan en situation skal du tænke på, hvad Cav ville have syntes. Og Cav ville have sagt: ”kør den!””
Så altså: årets med afstand mest læste artikel her på Nummer 9 er samme Thorhauges velskrevne, ærlige og smukke nekrolog over Cav Bøgelund. Æret være hans minde.