2017 har været et vildt år for danske tegneseriefestivaler.
Der blev lagt hårdt ud i starten af året, med den spritnye ugelange Svendborg Graphic festival, de interimistiske Nørrebronx Tegneseriedage, og det store moderskib med de mange internationale gæster, Copenhagen Comics.
Senere fulgte to Aarhusianske endagsmesser, Art-Bubble i april og Aarhus Billedblót i starten af september. Og senere på efteråret kunne vi få en overdosis Manga på Viborg Animations Festival, kravle undergrund til Zine Fest i Ungdomshuset i København eller tage til årets anden Art-Bubble-festival, denne gang i Rundetårn, hvor signeringskøerne var lange til prominente internationale gæster som Mike Mignola og Don Rosa.
Det lyder jo fremragende: et stort udvalg af tegneseriearrangementer der både dækker bredde og niche, rækker ud til andre miljøer, og som desuden er spredt ud over både Jylland, Sjælland og Fyn.
Det er det også, og der grund til at kippe med hatten og give de mange frivillige ildsjæle der lægger hjerte og tid i overflod i de mange arrangementer et stort anerkendende klap på skulderen.
Set oppe fra min tegnede helikopter, så synes selv de store messer at have problemer med organisering og professionalisme.
Men der er også malurt i bægeret. Set oppe fra min tegnede helikopter, så synes selv de store messer at have problemer med organisering og professionalisme.
Copenhagen Comics er en virkelig ambitiøs og flot festival, der synes at have fundet et en god fast lokation i Øksnehallen. Men man er i evigt tvivl om det lykkedes arrangørerne at stable en festival på benene hvert andet år, som ambitionen er, og den sent udmeldte flytning af 2017-festivalen fra juni til februar (ugen efter Nørrebronx tegneseriedage), vandt ingen point for stil. Senest er festivalleder Steffen Rayburn-Maarup flyttet udenlands, og set udefra efterlader det festivalen i et ledelsesmæssigt tomrum.
Art-bubble bulder derudaf, og har i år haft stærke internationale gæster til arrangementerne i både Aarhus og København. Men de danske gæster ligner hinanden år efter år, og festivalen har kontinuerligt problemer med at kommunikere professionelt. Jeg har eksempelvis ikke set en pressemeddelelse fra hverken offentliggørelsen af hovednavnene i Rundetårn eller uddelingen af Hanne Hansen-prisen. For en festival der afholdes på prominente adresser i landets to største byer og tilmed præsenterer populære navne, er presseomtalen undervældende. Samtidig kan det undre, at man lægger den Københavnske udgave af festivalen klods op af landets største forlagsmesse, Bogforum.
Det betød at et af landets største tegneserieforlag, Cobolt, valgte Bella Center frem for Rundetårn, og tog Linda & Valentin-tegneren Mézières med, mens en anden stor spiller, forlaget Zoom, har prioriteret kun at deltage på en årlig dansk tegneseriemesse – og i 2017 valgte Art-Bubble i Aarhus. Forlagene er vigtige medspillere for de fleste festivaler, og er blandt andet med til at hente de internationale navne til, men selv de store danske tegneserieforlag er små operationer med ganske få ansatte, og også de må prioritere resurserne.
Apropos Bogforum, så satsede man i 2016 stort med et flot tegneserieområde kaldet Bogforum Comics, men ambitionsniveauet var åbenbart så stort, at man året efter løb tør for kræfter. I hvert fald var der i 2017 ingen tegneseriemesse inde i bogmessen.
Et problem synes at være, at festivalerne ikke taler sammen. Skyttegrave er der masser af i det danske tegneseriemiljø, og langt hen af vejen har konkurrencen og utilfredsheden med de andre været med til at skabe nye initiativer og drive udviklingen fremad. Men engang imellem kunne man undgå unødvendige problemer ved rent faktisk at mødes, se hinanden i øjnene og lave et minimum af koordination.
(…) engang imellem kunne man undgå unødvendige problemer ved rent faktisk at mødes, se hinanden i øjnene og lave et minimum af koordination.
Et andet, at arrangementerne altovervejende er båret af et fåtal af frivillige ildsjæle, der knokler bagdelen ud af bukserne uden at få noget for det. Det skaber skrøbelige organisationer i evig fare for at bryde sammen, når centrale personer knækker under arbejdspresset og hopper fra skude.
Så her er en opfordring til særligt de store spillere: I burde begynde at arbejde meget tættere sammen. Både for ikke at træde hinanden over tæerne, men også for at lære af hinanden og samarbejde om f.eks. at skabe et stærkere økonomisk fundament.
Jeg tror, at I vil stå stærkere samlet. Tænk hvis I i fællesskab og på sigt kunne etablere et lønnet sekretariat der kunne varetage de kedelige kerneopgaver som arbejdet med at stampe penge op, samarbejde med kommuner og have kontakt til forlag og gæstende tegnere.
Det ville for alvor kunne løfte og professionalisere den frodige danske skov af tegneseriefestivaler.
– Kristian Bang Larsen, chefredaktør for Nummer 9