Anmeldelse
Chris Miskiewicz og Palle Schmidt bearbejder fornemt traumet fra 9/11 i andet bind af ramasjangserien om Thomas Alsop, 3000 sjæle, hvor hovedpersonen beskyldes for at slå plat på netop attentatet mod World Trade Center.
Mediedarligen og showmanden Thomas Alsop, der gør sig som bohemeagtig paranormal detektiv i sit eget tv-show, aner en trussel i det tilstundende 10-års jubilæum for 9/11. 2996 sjæle skal ifølge Alsop befries inden årsdagen, ellers vil deres sjæle for evigt være bundet til ground zero. Det hele skal naturligvis sendes live, det er jo Amerika. Dermed stikker Alsop en rødglødende jernstang ned i et stadig åbent sår. Såvel medier som befolkningen vender sig pludselig imod Alsop, der i deres øjne vil slå plat på andres ulykke. Er det et mediestunt? Eller er det chancen for at få frelst og udfriet de dødes sjæle? Det bliver omdrejningspunktet for 3000 sjæle.
Palle Schmidts atmosfærefyldte farvelægning illuderer en flot og fortættet storbystemning, der passer som hånd i handske med Chris Miskiewicz’ moderne graphic noir. Miskiewicz bruger fx løbende en friskfyragtigt registrerende jeg-fortæller, der observerer og kommenterer handlingen. En oversættelse som ’Onkel penishoved’ skurrer lidt i mine ører, men omvendt lader Miskiewicz Alsop tale direkte ud af posen.
3000 sjæle er fortsættelsen – og afslutningen – på Manhattans beskytter og kan dårligt læses alene. Undervejs trækkes Alsops familiehistorie tilbage til 1600-tallet ind, ligesom magtfulde familiers spil om kontrollen over øen inddrages. Alsop arbejder nemlig på ryggen af sine forfædre og arven som Manhattans beskytter. Men det er naturligvis ikke så let at beskytte nogen, der egentlig helst er fri for det. Så kan den skødesløst selvsikre Alsop overhovedet få lov at komme i nærheden af ground zero på trods af alles indædte modstand, og kan han i givet fald få udfriet de dødes sjæle? Det bliver omdrejningspunktet i 3000 sjæle, der dog også tager en uventet drejning. Slutningen skal naturligvis ikke røbes her, men kernen er ubetinget de følelser, 9/11 stadig vækker i folk, og de forandringer, den førte med sig.
Det er meget apropos sjælene i tegneserien ret befriende med en forfatter og tegner, der ikke er bange for at tage fat i og kommentere deres samtid, ud over at ville underholde. Det første lykkes til fulde, mens det sidste delvist gør. Ikke alle sidehistorier flettes lige tydeligt og elegant sammen. Omvendt fletter 3000 sjæle sig ind i en moderne amerikansk tradition for at bearbejde 9/11 kunstnerisk, i lighed med Art Spiegelmans In the Shadow of No Towers eller Jonathan Safran Foers Ekstremt højt og utrolig tæt på. Og dén del af projektet lykkes fornemt.
