Maren Uthaug, John Kenn Mortensen, WulffMorgenthaler og Mårdøn Smet skal tegne nye Valhalla-album.
Fire af Danmarks mest kendte tegneserienavne skal lave ekstraordinære Valhalla-albums, hvor de prøver kræfter med Peter Madsens klassiske serie om de nordiske guder.
Forlaget Cobolt hat længe haft succes med deres serier af ekstraordinære eventyr, hvor nye tegnere giver deres personlige bud på kendte serier som Splint & Co, Lucky Luke og Linda & Valentin.
Og nu står den populære danske serie Valhalla så for tur. Forlaget lancerer til efteråret serien “Valhalla – de ekstraordinære eventyr”, hvor de kendte danske tegnere Maren Uthaug, John Kenn Mortensen, WulffMorgenthaler og Mårdøn Smet giver deres bud på et Valhalla-album.
#MeToo Valhalla
De to første album, Maren Uthaugs “Sifs rejse til Udgårdsloke” og John Kenn Mortensens “Jætter” er sat til at udkomme til efteråret.
For John Kenn Mortensen har det krævet mod at sige ja til at prøve kræfter med en så ikonisk serie som Valhalla.
– Nu har jeg jo tegnet monstre i mange, mange år, og det bliver en kæmpe udfordring, nu at skulle til at tegne noget helt andet, siger John Kenn Mortensen, hvis album “Jætter” bliver en række enkeltstående tegninger af jætter og menneskebørn.
– Det er angstprovokerende. Jeg har aldrig tegnet jætter før, siger John Kenn Mortensen.
I Maren Uthaugs “Sifs rejse til Udgårdsloke” tager Thors hustru Sif på en voldsom druktur blandt jættefolk. På Udgårdlokes gård udsætter jætterne hende for en række listige prøvelser.
– Det bliver et stærkt feministisk værk i forlængelse af hele #MeToo-bevægelsen. Blandt andet skal Sif kæmpe mod verdens største pik, det enorme verdensomsluttende fallossymbol Midgårdsormen. Heldigvis har hun taget en revolver med, fortæller Maren Uthaug, der lover at albummet bliver tegnet i hendes genkendelige og elskede pindmands-streg.
– Pindekvindestreg, retter Politiken-tegneren.
Sparsomme oplysninger
WulffMorgenthaler og Mårdøn Smets album er først sat til at udkomme i foråret 2019, og fra begge lejre er oplysningerne om projekterne sparsomme.
– Jeg har ingen anelse om hvad det kommer til at handle om. Det er mange år siden at Michael (Wulff, red.) og jeg sidst har skrevet eller tegnet vores tegneserier, men jeg regner med at de underbetalte talenter vi har sat på opgaven laver noget fedt, fortæller Anders Morgenthaler.
Hårdt presset af Nummer 9 fortæller Mårdøn Smet, at hans Valhalla-abum bliver en moralsk fabel med udgangspunkt i en af Odins rejser til Midgård.
– Titlen bliver “Den enøjede konge sprøjter på det hele”, afslører Mumi-tegneren.