Godtfolk
Folk og fæ portrætteres muntert og mesterligt i Peter Madsens skitsebog.
Findes der noget bedre end at sidde på en travl fortovscafé en sommerdag og betragte sine medmennesker i gadebilledet eller gæsterne ved nabobordene? Det gør der med sikkerhed, men det er altid et betagende syn at iagttage de forbipasserende mænd, kvinder og børn med deres forskellige kendetegn. Nogle er høje, andre er små, og hver især har de deres forskellige karakteristika, der gør os unikke og smukke på hver vores måde.
Peter Madsen har gennem sit lange tegnerliv gjort det til en vane at tage pen og skitseblok med på sine rejser i både ind- og udland, og med stor omhu har han dateret tegningerne, så vi nu kan nyde hele 652 skitser af medpassagerer i toget, badende på stranden, sjove optrin med skæve eksistenser på barer og restauranter og mange, mange andre eksistenser, som har fanget hans opmærksomhed og er blevet foreviget i skitsebøgerne. Bogen er ikke underlagt nogen kronologi, men de første tegninger er dateret helt tilbage til 1975, og som forlaget skriver i forordet: Hvem ved, måske er du også med?
Vi møder huleboeren fra Playa de Chinguarime i Sydspanien, der til forveksling ligner genfærdet, der skyder med guldkugler i Charlier og Girauds Blueberry, svenskernes ukronede konge af hysteri-metal Yngwie Malmsteen lirer skalaer af på spillestedet Train i Aarhus, og skumle mexicanske skovarbejdere i Oregon kommer lidt for tæt på under en biltur til Los Angeles. Der er lyd i form af talebobler, andre taler deres eget sprog alene gennem Madsens udtryksfulde streg. Nogle af tegningerne er udført med croquisens hastighed, mens andre er tæt på at ligne færdiggjorte tegninger, f.eks. den ældre sovende herre på toget til Caen i Frankrig, hvor vi næsten kan høre mandens svage åndedræt. Her demonstrerer Madsen en tegnekunst, der for andre må være en våd drøm. Smukt. Lavmælt. Det er næsten som at være der selv.
Skitserne, som er i sort blyant og pen, er flere steder ledsaget af anekdoter der belyser baggrunden for tegningen. Dem kunne der sagtens være flere af, for det er sjovt at læse beretningerne om oplevelserne med tegnerkollegerne. Som når Ingo Milton søger flugt fra byens larm i Montmartre med ørerne stoppet til med vat og ender med at finde fred i en telefonboks – blot for at blive påkørt af en bakkende bil. Eller når jurister og revisorer bliver fremstillet som savlende orker under lange og udmattende møder under arbejdet med Valhalla-filmen. Humoren er et gennemgående træk, der med sikkerhed vil få læserne til at trække på smilebåndet, akkurat som vi kender fra Valhalla og Quark-serien.
Hver især er personerne portrætteret med deres specielle kendetegn. Her er kolossalt overvægtige kvinder på stranden i alt for små liggestole, skaldede afklædte mænd med frithængende klokkeværk, familier med unger på slæb i åbent skænderi. Alle er de karikeret med kærlighed for vores særheder, aldrig ondskabsfuldt, for som Madsen selv noterer om sine betragtninger af livet ved stranden: Her er vi nøgne og udsatte, som moder natur har skabt os. Ingen af os er en undtagelse.
Med Godtfolk sætter Peter Madsen en tyk, sort streg under sin fænomenale tegneteknik og skarpe iagttagelsesevne, og bogen bekræfter tesen om, at tegnekunst i høj grad også handler om at se. Bruge øjnene. Se sig omkring og iagttage det, som de fleste er mest optaget af: andre mennesker.
