Bare en ond drøm
Finske Ville og Aino Tietäväinen mikser effektivt tegneserien og børnebogens udtryk i Bare en ond drøm, der henvender sig til både børn og voksne.
”I drømme møder vi det dybere, sandere, mere evige menneske, der stadig bor i urnattens tusmørke, hvor han endnu var en helhed” – Jung.
Sjældent er en børnebog blevet indledt med et alvorstungt citat af psykoanalytikeren Carl Gustav Jung, men det er tilfældet i Ville og Aino Tietäväinens Bare en ond drøm, som fortællingen igennem leger med konventioner og modsætningsfyldte fortælleelementer.
Jung-citatet handler om forståelsen og betydningen af vores drømme, og det er også, hvad de to finske forfattere ønsker at undersøge i deres fælles værk, der gengiver 16 besynderlige mareridt, som den nu 12-årige pige Aino havde, da hun var tre til seks år gammel.
Tilgangen til de mange mareridt er imidlertid ikke kun inspireret af Jung og psykoanalysen. Den videnskabelige indfaldsvinkel til drømmeuniverserne tildeles godt nok plads i fortællingen, ved at fx tekststykker fra drømmetydninger er indlejret i baggrunden af de to forfatteres illustrationer af Ainos mareridt, men den alvorlige tone udfordres på samme tid af en fortællestil, der i kontrast er legende, uhøjtidelig og særdeles humoristisk. Jung-udsagnet i indledningen får meget sigende for værkets udtryk derfor heller ikke lov til at stå alene. Det bliver således straks fulgt op af et citat af den unge Aino, der som modspil til psykiatriens belæste verden proklamerer, at: ”Bøger er farlige. Man kan skære sig på dem”.
Modsætninger mødes og går op i en højere enhed
Sammenblandingen af børn og voksnes oplevelse af drømme og mareridt udforsker Ville og Aino Tietäväinen også visuelt og formmæssigt. De 16 mareridt udmærker sig således billedligt ved både at blive gengivet med datteren Ainos naive tændstikmænd og faren Villes detaljerige grafiske illustrationer.
Perspektivet i de mange uhyggelige drømme om alt fra kaniner i stiletter til mænd uden brystvorter er godt nok stringent pigen Ainos, men igen sammenstilles oplevelserne med hendes fars modne refleksioner over deres betydning. Dette sikrer de to forfattere med brug af en række tegneseriepaneler, som gengiver deres samtaler umiddelbart efter, at Aino er vågnet fra sine mareridt.
Bare en ond drøms miks af forskelligartede fortælleformer og visuelle udtryk kunne lyde som en kaotisk og uskøn sammenblanding af tilfældige indfald fra forfatternes side, men i virkeligheden komplementerer de ulige former hinanden på meget effektfuld vis. Styrken i fortællingen findes nemlig i selve mødet mellem det naive og det reflekterede. Mellem det alvorlige og det spøgefulde.
Den barnlige streg og verdensforståelse giver værket en humoristisk appel og et identificerbart univers for en ung læser af bogen, mens refleksionerne over mareridtenes betydning føjer en dybde og substans til fortællingen, der vil kunne appellere til den voksne læser og gøre bogen til et godt afsæt for forældre, der gerne vil snakke med deres børn om uhyggelige drømme og hvad de betyder.
Bogens danske oversættelse indeholder ikke alle de oprindeligt indlejrede drømmetydninger i billederne, men det trækker kun lidt ned i en fortælling, der er stærkt engagerende og universel i sine tematikker.
