Nummer9s Malene Lee Landt er ikke vokset op med tegneserier, men har først set lyset for fire år siden. Her deler hun de læseoplevelser, der fik hende gjort så afhængig af tegneserier og graphic novels, at hun endte med at skrive for et digitalt tegneserietidsskrift.
Jeg vil gætte på, at de fleste tegneserienørder har været på banen fra barnsben. Sådan forholder det sig faktisk slet ikke med mig. Jeg har altid været en gigantisk læsehest, også som lille. Det fik mit litteraturhistoriestudie mig dog kureret delvist for, host host. Jeg var faktisk tæt på de 40 år, inden jeg opdagede denne fantastiske verden. Da jeg begyndte at læse æstetik og kultur fik jeg nogle kunsthistoriebegreber at jonglere rundt med oveni og egentlig er det logisk, at jeg skulle falde for graphic novels. Fordi de er den perfekte kombination af narrativ og visualitet. Det er det interplay mellem de to medieformer, som jeg finder så uendeligt fascinerende. Altså ordet og stregen. Og farverne, ih guder, farverne. Jeg har altid været typen, der leder efter den gode historie, altså indhold, og som står af, hvis det mestendels er formdrevet. Så for mig skal historien være fængende. Faktisk er jeg dog meget shallow, når det kommer til valget af værker, jeg kaster mig over. Hvis ikke det æstetiske tiltaler mig, gider jeg slet ikke gå i gang. Flere har fx sagt til mig, at jeg bør læse klassikeren Maus, og jaja, jeg skal nok, men det bliver ikke for udseendets skyld.
1. Asterios Polyp (2012) af David Mazzucchelli
For sine farver, for sin stil og for sin fængende og åh så menneskelige historie om kærlighed. Om uperfekthed og tilgivelse. Og om kunst, ambitioner og kønsroller. Og ikke mindst følelsesmæssig udholdenhed.
2. Here (2014) af Richard McGuire
For sin helt fantastiske skønhed og enkelthed. Forsiden ligner et Mark Rothko maleri med sine monokrome farver. Og idéen med at portrættere et rum gennem tiderne er meget smuk og holistisk. Større end os selv, så at sige. Samtidig også en nødvendig påmindelse om at New England altså ikke opstod med The Mayflower og WASP-ernes ankomst, men havde sin egen historie i fuld gang langt inden. Og også før menneskene.
3. Alt af Taniguchi Jiro
For hans melankolske fortællinger, hans eftertænksomhed og refleksion. For den allestedsnærværende kompleksitet omkring tid og vores identitet. Hvad har formet os og gjort os til dem, vi er? Og ikke mindst, fordi det er forbandet smukt at se på. En perfekt blanding af asiatisk og vestlig efter min smag.
4. Alt af Adrian Tomine
For bittersødheden i fortællingerne, for den humane forståelse og solidaritet med sine ofte latterlige protagonister. Og ikke mindst for skønheden i stregen. Oh my God, det er SÅ smukt og klassisk at jeg har lyst til at hænge det op på min stuevæg. På det narrative plan har Raymond Carver absolut ikke levet forgæves. Og noget med de store, tomme flader, lakunerne, får mig til at tænke på Edward Hopper. Det er den specifikke 50’er feel, som Tomine dyrker, tror jeg. Ikke for ingenting har The New Yorker trykt mange af hans ting.
5. Dansker-trilogien (2014-16) af Halfdan Pisket
For simpelheden i trykket, som faktisk ligner træsnit. For kontrasternes skarphed og råhed, som så fint mimer råheden i fortællingen, som får ’normaldanskerens’ problemer til at ligne petitesser. For ikke at være bange for at skære helt ind til benet i skildringen af noget meget smertefuldt. Både om faderens fængsling i hjemlandet og hvad det gør ved fortælleren at være søn af faderen. Og på det politiske plan for at give os et alternativ til de gængse fortællinger om indvandrerliv i Danmark anno nu’erne.
6. Kiki fra Montparnasse (2013) af Catel
For scenen, hvor hun i sin barndom sidder oppe i pæretræet og senere stjæler dem fra den sure gamle mand. For prisen ved at være muse og for den umiddelbare glæde ved at kunne udtrykke sig 1:1 gennem sin krop og blive set, hørt og forstået. Og fordi jeg kunne læse noget af den op for min datter og hun rent faktisk kunne følge med i og identificere sig med protagonisten.
7. The Late Child (2014) af Marguerite van Cook, James Romberger
For den umulige kærlighedshistorie i under og efter 2. Verdenskrig og om urhistorien om moderkærlighed og frygten for at miste retten til sine børn. For de fantastiske stærke pang-farver, næsten i grafittistil med brede, sorte strøg. For en farve-gradering, som næsten følger regnbuen, og er smuk for øjet, samtidig med at den også ind i mellem clasher, så det ikke bliver for behageligt og nuttet for læseren, så vi også bliver visuelt og ikke kun narrativt chokerede.
8. Berlin-trilogien (1996-) af Jason Lutes
For den fraskilte mors kæmpe aleneansvar for sine 2 børn. For hendes politiske engagement og stille stolthed over at kunne vække dem tidligt om morgenen med varm grød ved blot at klappe i sine hænder. For de indøvede morgenrutiner, ritualiserede handlinger tillært i en ny tilværelse. For håbet om at finde kærligheden med en politisk fælle og for beskrivelsen af hvor tilfældigt døden kan ramme os og hvor enorme konsekvenser, det har for de tilbageblivende børn.
9. Munch (2015) af Steffen Kverneland
For kvindesynet, som er historisk godt beskrevet og som desværre ikke er gået af mode siden. Læs: Luder/Madonna dichotomien. For Kvernelands mod til at wrestle med dén norske visuelle mester og rent faktisk formå at tilføje en ekstra dimension og forståelse via sin egen streg og med nutidens øjne. I solidaritet. For fuldemandsscenerne og skænderierne mellem Munch og Strindberg.
10 Alt af Guy Delisle
For hans vedkommende ikke skønheden, men nærmere humoren og den politiske bevidsthed. For hans fortællinger som rent faktisk giver et realistisk indblik i, hvordan det er at være medfølgende partner til en person, der arbejder for en NGO og ikke mindst hverdagslivet med bleskift og legetøj på gulvet. Lige meget hvor man flytter hen i verden.
