Rap og tegneserier er et umage makkerpar. Stereotypt er tegneserier nørdet fiktion, og rap er benhård alvor. Alligevel har superskurke og rappere meget tilfælles: De er samfundets værste fjender, og så skjuler de deres identitet bag alter egoer. Daniel Dumile har som MF DOOM arbejdet med denne forbindelse i snart 20 år, og det er hans kunst, det handler om her.
I filmsuccessen Black Panther bliver der kun spillet rap, når skurken Killmonger er på skærmen, og det giver ret god mening. Rappen blomstrede op i USA’s forarmede og marginaliserede afrikanskamerikanske befolkning. Selvom rappen fungerede og fungerer som talerør for dem, har den sorte amerikaner altid været skurken i rapmusik. Enten set gennem politiets (og den generelle befolknings) øjne, eller fordi kriminalitet opleves som den sidste udvej fra deres forarmelse. Superhelte er over en bred kam også kendt for at være beskyttere af status quo, og den socialt indignerede rap har aldrig været interesseret i at opretholde systemet af undertrykkelse. Men at kalde superskurke og rap en oplagt duo er vel at gå for langt. Rappen associeres gerne med machoisme, gangstere og de barske realiteter for USA’s sorte befolkning, mens tegneserien stadig ses som en barnlig og goofy kunstform for ’nørder’ (Marvels succesfulde filmatiseringer ændrer gradvist på dette). På den anden side skal rappens inspiration fra tegneserien måske ikke undervurderes. Superhelteuniverser må være der, hvor alteregoer trivedes mest, indtil rappere begyndte at ’skjule’ deres identitet bag personaer som Snoop Dogg og Biggie Smalls. Black Panther udforsker ikke det umage og alligevel passende par, rap og tegneserier. Men det gør rapperen Daniel Dumile, der som den maskerede superskurk MF DOOM ikke bare gør byen usikker men også leverer nogle af de sjoveste og mest nørdede tekster i rap-verden.
Manden før masken
Daniel Dumile (udtales Doom-ee-lay) blev født i 1971 i London, og selvom han har boet det meste af sit liv i USA, er han stadig engelsk statsborger. Som ung dannede han under navnet Zev Love X rapgruppen KMD sammen med sin bror, Dingilizwe Dumile AKA DJ Subroc. KMDs musik mindede meget om den glade og funky New Yorker rap, der bedst er repræsenteret af navne som A Tribe Called Quest og De La Soul. Broren blev påkørt og døde i 1993. Som følge heraf vælger pladeselskabet Elektra Records at droppe KMD. Oven på denne dobbelte personlige tragedie trak Daniel Dumile sig fuldstændigt fra rapscenen og levede praktisk talt som hjemløs i New Yorks gader. I denne tid har Dumile været ude og sige, at han kom sig fra sine sår og samtidigt svor hævn på den industri, der så slemt skadede og deformerede ham. I 1997 begyndte han at freestyle rundt omkring i byen med en nylonstrømpe om hovedet for at skjule sin identitet. Det var omkring dette tidspunkt, at Dumiles mest kendte persona MF DOOM blev til. I stedet for nylonstrømpen havde han en maske for hovedet. MF DOOM alteregoet er modelleret efter Marvels superskurk Dr. Doom, og inspirationen til masken kommer netop fra ham. Desuden vil nogle lægge mærke til, at Dr. Dooms baghistorie som Viktor von Doom minder om MF DOOMs. Viktor von Dooms ansigt blev under et eksperiment deformeret, fordi rivalen Ben Grimm AKA The Thing fra The Fantastic Four rodede med hans forsøg. Begge DOOM karakterer skjuler deres deforme identitet bag en maske og er altså ude på at sabotere de ansvarlige for skaden. Dr. Doom mod The Fantastic Four; MF DOOM mod rap-verden.[1]
Rap eller røveri?
MF DOOMs debut Operation: Doomsday udkom i 1999. Stilen på pladen er ikke længere som i de funky teenageår. Albummet er fyldt med samples fra tegnefilm, hvor Dr. Doom næsten har overtaget verdensherredømmet. MF DOOMs stemme er ikke ligefrem smuk, og den massive brug af samples giver det hele en meget hjemmelavet fornemmelse.
MF DOOMs debut Operation: Doomsday fra 1999.
Oven i købet er MF DOOMs skrivestil frit associerende og tit svært gennemskuelig. På sangen ’Doomsday’ hedder det passende: ”Bound to go three-plat, came to destroy rap / it’s a intricate plot of a b-boy strap / femstat cats get kidnapped / then release a statement to the press, let the rest know who did that”. MF DOOM er den overdrevet dygtige rapper, der også er terroristen, som kidnapper femstat cats (femstat er en vaginalcreme) – altså skørtejagende rappere – og ødelægger rapindustrien, der så slemt har skadet ham. Gennem samples, sine tekster og sin maske tilegner MF DOOM sig Dr. Dooms personlighed som den slemmeste skurk i verden. Interessant er det, hvordan destroy fra citatet kan læses bogstaveligt og i overført betydning. På engelsk kan sætningen ”he destroyed the track” sagtens forstås som, at han rappede umådelig godt. Således fungerer MF DOOM både som rapper og terrorist, og de to betydninger er ikke lige til at adskille fra hinanden. Dette bliver endnu tydeligere på MF DOOMs plade Mm.. Food fra 2004. På sangen ”One beer” hedder det: ”He plots shows like robberies / in and out, one, two, three, no bodies, please”. MF DOOM siger, hans optrædener er som røverier. De går hurtigt, og no bodies, please kan både forstås som, bankrøveren, der siger: ”Hvis alle gør, som jeg siger, er der ingen, som kommer til skade.”, men sætningen kan også lyde som ”nobody’s pleased”. Ingen er tilfredse, fordi showet er som et røveri. Rap og vold er uadskillelige og svære at skelne imellem i MF DOOMs univers.
MF DOOM sidder med en machete og en flaske Jack Daniels ved et af de skakbrætter, man finder i Sunset Park Brooklyn.
Men sætningen skulle også vise sig at blive (selvopfyldende) profetisk. Der har i lang tid været stor vrede blandt fans over, hvordan MF DOOM afholder koncerter. Han optræder nemlig sjældent selv. Derimod sender han bedragere med nogenlunde samme kropsbygning til at optræde for ham iklædt hans berømte maske. Kendere af Dr. Doom vil vide, at denne strategi minder utroligt meget om Dr. Dooms brug af Doombots. Robotterne, der ligner Dr. Doom på en prik, sendes ud for at forvirre The Fantastic Four, så Dr. Doom i fred kan arbejde på sin næste plan om at overtage verdensherredømmet. Det samme sker altså her. Folk forventer og betaler for at se MF DOOM, og i stedet kommer en Doombot eller, som de på internettet hedder, en Doomposter. Man kunne fristes til at sige, at det ikke er hans shows, der minder om røverier, men MF DOOMs røverier, der ligner shows.
Hvem er bag masken?
Selvom denne form for opførsel selvfølgelig er uacceptabel, sker der dog noget spændende i dette trick. Se fx denne video: https://www.youtube.com/watch?v=b9pbQN-K3RI. I de første 20 sekunder står MF DOOM og rapper, men publikum er uimponerede. De buer af ham. Man kan endda høre én sige: ”It’s not fucking him”. Men så pludselig træder en ny rapper ind på scenen. Også han har en maske for ansigtet. Endelig er publikum tilfredse. Den ægte MF DOOM har vist sig, og festen kan starte. Det er dog sjovt, at hvis man kigger kommentarerne igennem, skriver folk enten ”DOOM er for sej” eller ”Den anden var også en bedrager”. Selvom det lyder som Daniel Dumiles stemme til sidst, er der opstået et problem: Masken har gjort det svært at afgøre, hvem der er den rigtige rapper.
Daniel Dumile har selv kommenteret på kontroversen. I den fremragende artikel The Mask of DOOM af Ta-Nehisi Coates siger Dumile: ”I might send a white dude next. Whoever plays the character plays the character.”. MF DOOM er blot en karakter, en persona, og derfor er der altså ingen rigtig rapper bag masken. Den, der bærer masken, er MF DOOM. Men er det ikke lidt svært at købe? Det skal bemærkes, at persona på latin betyder ’maske’. Personaen er altså på samme måde som masken noget, man kan iklæde sig for at skjule sig selv. Således lover en maske noget helt bestemt: Der er nogen bag masken, et ægte menneske. Udadtil opretter masken en fiktiv person, men dermed skabes et løfte om ægthed bag masken. Netop dette har Dumile forstået, og det er sådan, man skal læse hans joke om at sende en hvid dude i stedet for sig. MF DOOM er masken, superskurken og intet andet, men alligevel er det dog absurd, at en hvid mand skulle kunne lade, som om han var MF DOOM. Det er derfor folk bliver så sure. Masken skjuler kun, at der ikke er noget at skjule[2]. Vi ved, der er en ægte DOOM, og det er præcis, fordi masken skjuler ham.
En real rapper
Der er altså et mærkeligt paradoks i forbindelse med MF DOOMs maske. På den ene side gør masken opmærksom på, at MF DOOM er en karakter. Masken er jo en superskurks maske. På den anden side opretholder masken illusionen om, at der bag den gemmer sig et sandt menneske, og at dette menneske er MF DOOM. At det netop er dette spændingsforhold mellem fiktion og fakta, der træder frem af maskens paradoks, er interessant. Som de fleste nok ved, har rap-verden altid beskæftiget sig med ægthed, ’realness’. Hvad enten det handler om, at rapperen kun må rappe om sin egen (gerne barske) opvækst, eller at rap ikke må være materialistisk: Rap eller rapperen skal være ’real’. Idealet om ’real’ hiphop bearbejder dog sig selv. Bliver rapperen succesfuld, stopper hen med at være materielt uprivilegeret. Personerne på scenen, der rapper om at ’keeping it real’, har på sin vis allerede tabt deres ’realness’. Der er en splittelse mellem rapper og ideal, men denne splittelse vil rap-verden ikke acceptere. Musiker og musik skal være identiske. Selvom rap i kraft af at være en kunstform er formidling, må og skal der være et umiddelbart nærvær mellem levet liv og skrevet tekst. Rapperen skal altså være et ideal. Kravet om ’realness’ er umuligt, fordi den form for selvnærvær er umuligt.
Duoen MF DOOM og Madlib kaldte sig Madvillain på “Madvillainy” fra 2004.
I MF DOOMs kunst bliver vi konfronteret med dette problem. Vi har allerede set, hvordan MF DOOM med masken opretter en ubehagelig splittelse mellem karakter og person. Da vi kiggede på hans tekster, så vi, hvordan skurkegerningen og det at rappe blev uskelnelige fra hinanden. På denne facon er der noget fiktivt over skurken MF DOOMs voldshandlinger. Han kidnapper de andre rappere og planlægger sine rapshows som røverier. Og så mit yndlingseksempel: I sangen ’Fancy Clown’ fra det sublime album Madvillainy er det karakteren Viktor Vaughn som rapper. Viktor Vaughn er en anden af Dumiles personaer. Navnet minder om Dr. Dooms rigtige navn, Viktor von Doom, der var Dr. Dooms identitet, før han blev superskurken, vi kender i dag. Settingen i sangen er, at Viktor Vaughn ringer til sin ekskæreste, som har været ham utro. Om manden, hun var Viktor Vaughn utro med, lyder det: ”When you see tin head tell him ’be ducking down’ / I’m not romping around, he better be / ready and prepared to be stomped in the ground”. Som man kan regne ud, er det altså MF DOOM, der er tin head. Således er Viktor Vaughn i konflikt med sit andet jeg, MF DOOM. Splittelsen mellem fiktion og fakta; person og persona udvides til at være en splittelse i karakteren selv. Alt selvnærvær brydes i MF DOOMs kunst. Men disse træk er ikke de eneste, der definerer MF DOOMs rap. Det er jo netop de skørtejagende rappere, han kidnapper i sangen ”Doomsday”. Ligeledes er det i sangen ’Figaro’ fra Madvillainy rapperne med falske guldkæder, han er ude efter (The rest is empty with no brain but the clever nerd / The best emcee with no chain ya ever heard / Take it from the Tec-9 holder / They’ve bit but don’t know their neck shine from Shinola). Den fiktive superskurk MF DOOM melder krig på de ’falske’ rappere. På den ene side siges der med blandingen af rap og ugerninger, at dette er et fiktivt univers. På den anden side opretholdes ideen om den ’real’ rapper. Der bliver konstant og hele tiden sagt: Dette er bare fiktion; dette er bare en karakter; dette er blot og bart en maske. På trods af det eller måske netop derfor er maskens paradoks kraftfuldt til stede. Der findes ’falske’ rappere; der er en mand bag masken. Selvom splittelsen af rapper og idealet om rapperen selvfølgelig er til stede – uagtet – i meget rap, bliver vi med MF DOOM konfronteret med vores implicitte forestillinger om ægthed.
Modsætninger mødes
Det er netop tegneserien, MF DOOM har hentet sin inspiration fra. Mange har brugt personaer i rapverdenen før, men det fra indflydelsen fra tegneseriens verden, der gør MF DOOMs kunst særlig. Mm.. Food er fyldt med lydbidder fra tegnefilmsserierne Spider-Man (1981-82) og The New Fantastic Four (1978). I disse har Dr. Doom næste overtaget verdensherredømmet, og han løber om hjørner med superheltene. Omvendt bliver der på aliasset Viktor Vaughns album Vaudeville Villain (2003) brugt samples fra samme shows blot før Viktor von Dooms ulykke. Masken, skurkegerningerne, samplesne og teksterne er tegneserieinspirerede, men alligevel kan ingen af dem adskilles fra rappens mere hyppige ide om ’realness’. Masken og karakteren bruges, som vi så, fordi Dumile blev deformeret af den onde musikindustri. Således er volden og forbrydelserne både placeret på et autobiografisk og et comics grundlag. I MF DOOMs verden kan de mest modstridende ideer eksistere side om side. Rappens forestilling om ’realness’ og machoisme sidestilles med tegneseriens fiktive og nørdede verden. Modsætningerne bekæmper og understøtter hinanden på samme tid.
MF DOOM iført maske og briller under et interview ved Red Bull Music Academy i 2011.
MF DOOMs verden er sær og paradoksal, og således vil jeg afslutte denne tekst. Når Daniel Dumile i dag giver interviews, optræder(?) eller bare viser sig offentligt, er han iført sin maske. Det interessante er, at han bruger briller, og at de sidder uden på masken. Verdens største superskurk med briller. Man kunne sige: Det er bare MF DOOM, der viser, at han er en helt almindelig mand, en average Joe. Det er superskurken, som også er en almindelig dude. Normalt bliver vi positivt overraskede, når vi ser en præsidentkandidat spise en hamburger, eller hvis vi ser, at en professionel fodboldspiller ikke er særligt god til at danse. Det viser, at de er mennesker – af kød og blod. Men her er det altså personaen – masken – som viser, den er af kød og blod. Tomheden beviser, at den er substantiel. MF DOOM er altså ikke bare en tegneseriefigur, som, vi nægter at tro, ikke er et menneske. MF DOOM er også en tegneseriefigur, der selv tror, han er menneske.
[1] Denne korte biografi stammer primært fra https://www.allmusic.com/artist/mf-doom-mn0000220563/biography.
[2] Filosofferne Jacques Lacan og Slavoj Žižek har førhen lavet analyser af slør på samme facon, som jeg her analyserer MF DOOMs maske. Måden at tænke på er altså ikke min egen.
