Et tilbageblik på en tidlig tegneserieforelskelse var nødvendig terapi for at genfinde glæden at skriver om striber og bobler
Kitty Pryde løber for sit liv. Hun kigger sig skræmt tilbage over højre skulder. Handlingslammet som et stykke råvildt i de ubarmhjertige lyskegler fra forlygterne på den bil, som forfølger hende gennem gyden.
“Løb for livet” står der med store bogstaver i toppen af siden, og tegningen af Kitty Prides flugt er indrammet af superheltene Kyklopen, Fønix, Panser, Jærven, Storm og Sorte Springer.
Scenen udspiller sig på side tre i ‘Projekt X’ nr 5 fra 1985.
Tegneserier til togturen
Jeg er på det tidspunkt 12 år gammel, og skal med toget fra Slagelse til København for at kommer en tur i Tivoli. Min bror og jeg har fået penge til at købe tegneserier, så vi har noget at læse i toget.
Foruden et ‘Anders And’- og et ‘Superman’-blad har vi lige penge til et tredje hæfte, og af uransagelige grunde ender vi med at vælge det for os begge ukendte ‘Projekt X’.
Det viste sig at blive til kærlighed ved første blik – det var dette blad, som for alvor fik mig til at forelske mig i tegneserien.
Legendariske X-Men sider
Bladet består af materiale fra ‘Uncanny X-Men’ nr 131-132. Det er lige midt i seriens måske mest ikoniske periode, hvor Chris Claremont står for manuskriptet, mens John Byrne sætter stregerne. Det er disse tegneseriesider, der på det nærmest ophøjer de to serieskabere til legender blandt superheltefans.
Og det er lige i denne periode af X-Men, at hele historien om Jean Greys forvandling til Dark Phoenix tager sin begyndelse. Det er anslagene i disse numre af X-Men, der år senere kommer til at danne grundlag for rækken af X-Men-biograffilm.
Men alt det er senere tillært viden. Det vidste jeg intet om, da jeg satte mig til rette med bladet i toget mod Tivoli.
Fønix er et grafisk kraftudtryk
Da jeg tidligere i år genkøbte netop ‘Projekt X’ nr 5 antikvarisk, så skete det i en tilstand af tvivl og selvransagelse – hvis jeg nu lige skal kravle op på den selvhøjtidelige klinge et kort øjeblik.
Der er noget farligt ved at jagte den første forelskelse, for den er farvet af de oprindelige omstændigheder. Samtidig har jeg flyttet mig som menneske, og må nødvendigvis ende med at læse siderne med andre øjne.
Og det gør jeg. Papirkvaliteten, den lige vel rigelig sjuskede håndtekstning og sproget, som ikke helt glider på bedste vis. Det kradser i øjnene.
Fønix og Den Hvide Dronning er i John Byrnes streg ikke blot sexede – de emmer også af magt og styrke.
Men nedenunder er der et tydeligt ekko af den første kærlighed. Fønix røde hår og grønne øjne emmer af magt. Hun er på siderne et grafisk kraftudtryk der stadig gør indtryk. Det er fascinerende at se hendes transformation til en fugl af ren psykisk energi i kampen mod Den Hvide Dronning.
Claremonts historie på disse sider handler om Helvedeshundenes Loge forsøg på at fange heltene fra Projekt X og ikke mindst forføre Jean Grey/Fønix til “den mørke side”. Min indre tolvårige er endnu engang indfanget af de for ham helt nye superhelte og -skurke.
Denne tegneserie har så tydeligt mere at byde på end Superman eller Edderkoppen – her er cyborgs, kløer, metalhud, telekinese og ikke mindst en fornemmelse af, at det ikke kun er fryd og gammen at have superkræfter. Siderne emmer af underliggende mytologi, power-fantasier og ikke mindst sex. Min sjæl hvad vil du mere?
Tegneserier taler til følelserne
Tegneserien gik dengang som nu direkte i følelserne på tolv-årige mig. Og det er præcis, hvad tegneseriemediet kan, når det fungerer allerbedst – tale til følelserne.
Det er derfor ikke overraskende følelserne, der oftest får lov at styre og reagere, når der snakkes og debatteres om tegneserier, og bølgerne går højt, i de forskellige Facebook-grupper og debatfora.
Det er følelserne, der leverer brændstoffet til de helt igennem håbløse debatter om, hvorvidt tegningerne eller historien er mest vigtigt for en tegneserie. Hvis du er i tvivl, er det fordi du har fattet mediets grundpræmis dårligt.
I samme åndedrag antager jeg også, at det er følelsen af at have siddet med en lommelygte under dynen og hevet sig i regnormen til et Natacha-album, der for mange synes at være endt i en bagudskuende religiøs tilbedelse af den traditionelle europæiske tegneserie, hvor alt der udfordrer tegneseriemediets form mødes med angst og frygt.
Der er en rå kraft og dynamik i kampen mellem Panser og Den Sorte Konge, som i den grad sætter gang i power-fantasierne
Foranderlighed og diversitet er vejen frem
Noget af det mest fantastiske og smukke ved tegneserier som medie er jo netop, at det kan og vil så mange ting i alle mulige og umulige retninger. Og vi behøver som tegneseriefans eller -fagfolk slet ikke være enige om noget som helst – men vi bør være åbne over for foranderlighed.
Jeg elsker som tænkt eksperiment, at kunne stå side om side med en anden tegneseriefan ved Copenhagen Comic, kigge ud over udvalget og vide, at det relativt brede spektre, som har min interesse, slet ikke registrerer på min sidemands liste over udgivelser, der bør ses nærmere på. Det er da fantastisk, at udvalget af tegneserier er så stort, at vi slet ikke læser de samme ting.
Den første kærlighed genfundet i nye striber
Personligt søgte jeg tilbage mod min første forelskelse for at genopdage og -opleve nogle af de følelser, som siden fik mig til at udgive fanzines og skrive professionelt om tegneserier – det havde jeg behov for.
At genopdage den kærlighed får mig så ikke til at kaste mig over en komplet genlæsning af Claremont og Byrnes X-Men – det interesserer mig nemlig ikke.
Men følelsen fra dengang, fornemmelsen af forundring og nysgerrighed er den samme, som gør det til en fornøjelse at læse nye superhelteting som for eksempel den Ping Pris-nominerede ‘Black Hammer’.
Så lad det være min egentlige anbefaling – læs de to tradepaperbacks der indtil videre er udkommet med Jeff Lemire og Dean Ormstons ‘Black Hammer’ – det er rendyrket tegneserieglæde.
PS: Husk også at lytte til Supersnak-podcast om ‘Black Hammer’
