Fra alle os til alle jer: 9 julegaveanbefalinger fra Nummer9.
Julen sig nærmer, og her på Nummer9 synes vi selvfølgelig at de bedste gaver under træet er flade, rektangulære og fyldt med grafiske fortællinger.
Og hvis du ikke ved lige hvilke tegnserier du skal forkæle familie og venner med den 24. december, så læs med her. Vi har nemlig genfundet de ni tegneserier fra 2016 der i år har fået topkarakteren 6/6 – den der gemmes til mesterværkerne! Og der er noget for enhver smag – klassiske børnetegnserier, superhelte, ambitiøse grafiske romaner, og øh… én om at Jesus’ mor var en luder. Men hvem skal have hvad? Vi hjælper dig med Nummer9’s julegaveguide:
Til din 9-årige niece/nevø, der aldrig har læst en tegneserie
Den yngste ungdom er ikke hvad den har været, og det er på tide at vriste din lille nevø/niece ud af iPadens fordummende kløer og pode ham/hende med noget rigtig og tidløs kultur: Gammelpot-eventyret Hemmeligheden om den skjulte dal har små 40 år på bagen, men det forhindrer den ikke i at være både eventyrlig, morsom og overraskende grum. Lige noget for den 9-årige.
Vores anmelder Morten Tjalve skrev:
Albummet har alt, hvad et klassisk eventyr skal rumme, krydret med den grusomhed, der fryder ethvert barn. Der er mere end en snert af Brødrene Grimm-eventyrenes voldsomme og med nutidens øjne overrumplende brutalitet. Hemmeligheden om den skjulte dal er en tidløs perle.
Til din lillesøster
Kusinerne Mariko og Jillian Tamakis Den her sommer er på en gang en indfølt skildring af pigeliv og en visuel fest. En af den slags grafiske romaner der er så gode og almene, at de kan åbne skeptikernes øjne for, hvor fantastisk et medie tegneserien er. Den skal din lillesøster have.
Vores anmelder Cecilie “Q” Maintz Thorsen skrev:
Jillian Tamaki er en mester i kropssprog, og hun formår at kommunikere alt det usagte i en familie, der nok har problemer, men ikke af den åbenlyse slags. Snarere den slags, man forsøger at lægge på hylden, når det nu er sommerferie. Og Mariko Tamaki forstår, at netop det usagte er en grundsten i en historie som denne, hvor relationer mellem mennesker er i fokus. Intet bliver overfortalt, intet bliver overtegnet, men det visuelle og tekstlige sprog finder sammen på lige netop dén frekvens, hvor de ægte følelser sidder.
Til fætter Marvel-Mads
Fætter Mads med Iron Man-T-shirten har set alle filmene i Marvel Cinematic Universe, og har styr på ALLE mutanterne i X-men. Men nu er det tid til en upgrade, og Mads skal have øjeblikkets bedste Marvel-serie, Tom Kings androider-i-forstaden fortælling The Vision.
Vores anmelder Johannes Poulsen skrev:
The Vision, som er en kunstig intelligens i en syntetisk menneskekrop, skaber i Kings udgave en syntetisk familie til sig selv. Der er selvfølgelig noget Pinnocchio over det. Han vil gerne være et rigtigt menneske. Måske fungerer serien så godt, fordi Tom King tænker som både en romanforfatter og en tegneserieskribent. Han har øje for scenen i fortællingen, og bruger eksempelvis inventaret i The Visions hus som metaforer for seriens pointer, og han forstår at gøre fortælleren til en rigtig romanfortæller med karakter og begrænsninger. Alligevel glemmer han ikke at tænke hele historien visuelt, og jeg kan slet ikke forestille mig historien uden Waltas tegninger og Bellaires farver.
Til bedstefar, der stemmer Dansk Folkeparti
Engang var han socialist, nu er han racist. Og det er ikke sikkert at bedstefar bliver omvendt af Dansker-trilogien Desertør, Kakerlak og Dansker, for hovedpersonen i Halfdan Pisket semisande saga om sin tyrkiske far er ikke altid et sympatisk bekendtskab. Men han er helt menneske, og så har bedstefar lært en fremmed at kende. Det er jo altid noget. Den gamle kan desuden nyde Piskets tegninger, der kan minde ham om Dea Trier Mørchs omslag til hans gamle Røde Mor-plader.
Vores anmelder Michael Lindal Andersen skrev:
Som værk er trilogien altså en fortælling om et liv. Som læseoplevelse er det en overvældende og smuk oplevelse fyldt med smerte, sorg, vold, kærlighed og medmenneskelighed. Halfdan Pisket holder ikke igen i sin fortælling og skåner så absolut ikke faderen og hans handlinger igennem årene. Værket føles hudløst og ærligt.
Til den indre missionske grandtante
Et vovet valg vil nogen sige, men stikker man de troende i familien Chester Browns Mary Wept over the Feet of Jesus, er man i hvert fald sikker på at få en rask teologisk diskussion over klejnerne. Det handler om alle luderne i bibelen, inklusiv Jomfru Maria, og der er ment ganske seriøst fra den gal/geniale prostitutionsforkæmper Chester Brown.
Vores anmelder Christian Aarestrup skrev:
Mary Wept er ud over at være interessant og relevant læsning, der beskæftiger sig med en del af fundamentet for hele vores kultur, også ret underholdende, stramt tegnet og fortalt og først og fremmest gennemarbejdet og -tænkt. Uanset om man er troende eller det modsatte, så er det her et vigtigt værk. Ja, undertegnede vil nok gå planken ud og udnævne det til et lille mesterværk.
Til din gamle far, der er gået i tegneseriestå
Det var i din fars samling af album med Linda & Valentin, Corto Maltese og John Difool du som ungt menneske kom på dine første store tegneserietrip, men der er ikke komme noget nyt på reolerne hos din gamle i årevis: han er gået i tegneseriestå.Derfor skal han skal have Blutchs Plepum. Der er fransk billedlir for alle pengene, og tilmed en historie af klassisk episk tilsnit. Det vil dit fædrene ophav forstå at værdsætte.
Vores anmelder Thomas Thorhauge skrev:
Når man åbner Peplum, er det næsten umuligt ikke at stirre komplet forbløffet på det ene vibrerende, virtuose, legesyge og bare sublimt fantastisk tegnede opslag efter det andet. Det er en drømmetegneserie, en af de sjældne, i klasse med Den hermetiske garage og få andre store klassikere, som fuldstændig forkaster tegneseriens uendeligt mange storyboardtegneserier, til fordel for ægte poesi, ægte liv, ægte kunst – a la Frrraaance!
Til familiens mutte teenager
Til den mutte teenager, ham eller hende der for få år siden livligt dansede om træet, men nu modløst og vrængende splatter ud i et hjørne med sin iPhone og kun mumler enstavelsesord, rå-anbefaler vi Jillian Tamakis Supermutant Magic Academy. Så kan han/hun føle sig forstået.
Vores anmelder Cecilie “Q” Maintz Thorsen skrev:
At gå på Supermutant Magic Academy lyder fancy, men det er præcist lige så nemt, svært, over- og undervældende som at være teenager på enhver anden high school. ‘Supermutant Magic Academy’ er helt absurd, men tackler det indre liv på en fantastisk måde. Der er fremtidsangst, men ikke håbløshed. Der er menneskelighed på godt og ondt. Tamaki forstår simpelthen, hvad det vil sige at være teenager, magisk eller ej.
Til din bedste mandlige drukven
Han drikker whisky og pale ale, og rabler fordrukkent litterært om glæderne ved Bukowski, Jack Kerouac og James Ellroy. Han skal selvfølgelig have årets bedste noir-krimi, Ed Brubaker og Sean Phillips The Fade Out, bind 1-3.
Vores anmelder Christian Aarestrup skrev:
Det bliver ikke meget mere noir, end når makkerparret bag Criminal og Fatale kaster sig over efterkrigstidens Hollywood i al dets hooverparanoide, sladderspalteglitrende og alkoholsvedende magtbegær og glamourvælde. Brubaker og Phillips syntes bare at blive bedre, jo længere de samarbejder, og denne tre-akter er et nyt højdepunkt af misantropi og humanisme i paradoksal forening. Og så er den bare fremragende skrevet og tegnet og farvelagt og fortalt; eminent stemningsfuldt og underholdende.
Som mandelgave
Så er Svikmøllen heller ikke sjovere. Det er til gengæld Philip Ytournel, som har fået den store coffee table-treatment, og der er altså grin, galskab og Søren Kirkegaard for alle pengene. Bedre mandelgave end Hvad føler du lige nu fås ikke i år.
Vores anmelder Erik Barkman skrev:
I min bog er han tidens bedste avistegner, en værdig arvtager til danske satireikoner som Rune T. Kidde, Claus Deleuran og Storm P. Så meget desto mindre kan jeg skjule min begejstring over, at vi nu langt om længe har fået en samling af Ytournels bedste tegninger og striber i bogform. Endda i overstørrelse og stift bind og tyndt papir med den helt rigtige avisfølelse! ”Hvad føler du lige nu?” er en fuldstændig essentiel samling. Køb den. Køb den lige nu.