”Hvad føler du lige nu?” er præcis den samling af tegninger og striber fra Politikens hoftegner Philip Ytournel, vi har gået og manglet.
Åh, Philip Ytournel. Hvorfor elsker jeg ham? Lad mig tælle grundene!
Ytournel tegner sjovt. Hans stornæsede figurer er altid specifikke, udtryksfulde og lidt latterlige, hvad end de er løse kruseduller eller spiddende studier. Som i tegningen, hvor Anders Fogh slår op med Pia Kjærsgaard på et hotelværelse, ”men jeg kender en sød fyr, som du skal møde” – og dér står Lars Løkke, fåret og grinagtig, og kigger ind ad vinduet. Eller den nylige stribe om Løkke, Pape og Samuelsens regeringsforhandlinger, hvor LA-formandens rødkindede og helt ustyrlige entusiasme for ”TOPSKATTELETTELSER!!!” er fuldstændig uimodståeligt grinagtig.
Stregen tilpasses til punchlinen: Én tegning med titlen ”Værdikamp” viser en muslim med turban og en dansker med en PH-lampe på hovedet, og det løse, skitsede udtryk understreger, hvor ens de to herrer er, når detaljerne skæres væk. En anden tegning med samme titel viser to mænd foran hver deres hus, den ene læser Politiken, den anden Jyllands-Posten. Tegningens detaljerigdom understreger, at de to – og deres huse, biler og skægstubbe – ikke bare er ens, men praktisk taget identiske.
Ytournel skriver sjovt. Han har sort bælte i rablende replikskifter og eskalerende absurditet. Som i striben, hvor Jørgen Leths medkommentator på Tour de France forsøger at gøre sin mentor kunsten efter: ”Og rytterne kommer HAMRENDE op ad bjerget! Og se, hvor de falder fra bagude! Det er en MASSAKRE!!” Gradvist, opmuntret af Leth, kammer hans talestrøm helt over, mens han bliver stadig mere rød i hovedet: ”Og NU kører trioen fra! Som tre landmænd, der FORGRIBER sig på dyrene! Som den vrede far, der kommer træt hjem fra arbejde og SLÅR sin kone IGEN og IGEN og igen … øh” – nu er Jørgen Leth helt stille – ”nej, det er vist … en massakre?” ”En total udslettelse, ja”, bekræfter mester Leth.
Et andet yndet redskab i Ytournels værktøjskasse er gentagelsen. Som da en slalomskier spørges til dagens løb og fortæller, at ”jeg kommer rigtig godt fra start. Først kører jeg højre om porten og så venstre om den næste port og så kører jeg højre om, venstre om, højre om, venstre om og så højre om, venstre om, højre om, venstre om, højre om, ” – og sådan fortsætter det.
Ytournel er en skarp, udogmatisk tænker. Nok skriver han for en center/midt-avis, men han gør ikke forskel, når han gør nar. Hans bedste tegninger og striber har holdbarhed langt ud over dags dato, fordi de repræsenterer dybere sandheder om Danmark og danskerne. Som de to nævnte ”værdikamp”-striber, eller som tegningen om Politiken-læseren, der sidder i sit lille hus under en rygende skorsten med sin avis og tænker: ”Det hjælper ikke på klimaet at have de rigtige meninger, men det føles godt.”
Ytournel er en rastløs formalist. Politiken har i årevis nydt godt af hans evne til at sprede sig opfindsomt ud over avisens sider, som f.eks. da han illustrerede en artikel om ”5 københavnske dødsruter” med hvad der lignede stills fra en stumfilm om en mand, der vælter ind og ud af værtshuse, mens billedet bliver forvrænget i takt med hans brandert og til sidst går i opløsning.
Hans absolutte mesterstykke i dén disciplin er ”Bøger”-tillægget om Søren Kierkegaard, som i Ytournels hænder er blevet en virtuos genfortælling af mandens liv og udlægning af hans filosofi. Med inspiration fra amerikanske formalister som Chris Ware fortæller han historien i helt op til seks sideløbende vandrette spor, som interagerer med hinanden og tiltvinger sig ekstra spor på skift. På mirakuløs vis går eksperimenterne aldrig ud over læseoplevelsen, men beriger den tværtimod med et kalejdoskopisk blik på et komplekst emne. ”Søren Kierkegaard” er uden tvivl et af den nyere danske tegneseries hovedværker.
Han tegner og skriver sjovt, skyder i alle retninger og eksperimenterer lystigt med mediet. Af alle disse grunde og flere til elsker jeg Philip Ytournel.
I min bog er han tidens bedste avistegner, en værdig arvtager til danske satireikoner som Rune T. Kidde, Claus Deleuran og Storm P. Så meget desto mindre kan jeg skjule min begejstring over, at vi nu langt om længe har fået en samling af Ytournels bedste tegninger og striber i bogform. Endda i overstørrelse og stift bind og tyndt papir med den helt rigtige avisfølelse!
Bogen starter med tidlige striber lavet til Euroman – allerede på første side namedroppes Rune T. Kidde, sigende nok – og skrider kronologisk frem derfra. Undervejs får kendte fans som Mikael Bertelsen og Knud Romer lov til at stille spørgsmål, et glimrende greb, der giver en fornemmelse af manden bag tegningerne. Mange af spørgsmålene handler direkte eller indirekte om at være satiretegner efter Muhammed-krisen, noget Ytournel tydeligvis er træt af at snakke om: ”Hvad er den farligste tegning, du har lavet?” spørger Marta Sørensen fra Rokokoposten for eksempel. Hvilket får tegneren til at fortælle om et banner med en af hans illustrationer på, som rev sig løs i en storm og blæste ned ad Vester Voldgade. ”Heldigvis kom ingen til skade.”
At samle værker fra en avistegners hånd i en helstøbt bog må være en vanskelig opgave, fordi så mange af de kandiderende tegninger og striber er bundet op på en konkret artikel eller en tidsbundet kontekst. Men ”Hvad føler du lige nu?” løser opgaven omtrent så godt, som den kan løses. Nogle af de tidligste Politiken-tegninger demonstrerer, at det helt klassiske ”dagens tegning”-format er lidt for stramt til rigtig at yde Ytournels evner retfærdighed, mens enkelte af de seneste indslag antyder, at han måske er begyndt at finde det lidt sværere at finde på ting at sige, som han ikke har sagt før – sine steder bliver pointerne noget abstrakte, på grænsen til det fortænkte. Men samlet set er niveauet tårnhøjt.
Ærligt talt: Det er svært at forestille sig en anden nulevende dansk avistegner, der ville kunne præstere så mange træfsikre striber og tegninger på et enkelt årti. Eksemplerne i anmeldelsen her er kun den yderste top af isbjerget.
Ærligt talt: ”Hvad føler du lige nu?” er en fuldstændig essentiel samling. Køb den. Køb den lige nu.
Karakter: 6/6
Værkets titel: Hvad føler du lige nu?
Forfatter/tegner: Philip Ytournel
Forlag: Aben maler
Form: 232 sider i hardcover og farver
Vejl. pris: 290,00
ISBN: 9788792246646
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: Danmark