Tredje og sidste bind i Halfdan Piskets store trilogi hedder meget passende “Dansker” og lander først som en lussing og siden hen som en smuk omfavnelse.
Poesi og realisme. Drømmesyn og konkret virkelighed. Socialrealisme og symbolfortælling. Modsætninger er der nok af hos Pisket, men intet er entydigt. Vi møder igen den tyrkiske James Pisket, der er i Danmark på et falsk pas. Han er kriminel, hashryger og på ingen måder en del af det samfund, han lever i. Med andre ord: Pia Ks værste mareridt!
For på mange måder bekræfter denne fortælling alle de fordomme, man kunne have om de farlige indvandrere, der nægter at indordne sig under den såkaldte danskhed og frikadellekultur, vi måske og måske ikke lever i her til lands. Men samtidig nuancerer Halfdan Pisket i allerhøjeste grad denne historie og fortæller om et menneskeliv med alt, hvad sådan et indebærer af kompleksitet, følelsesmæssige udsving og tvivlsomme valg. Der bliver sat et ansigt på al den statistik, vi hører om i medierne, og man vil kunne føre indvandrerdebatten på et lidt mere informeret grundlag efter endt læsning. Det er i hvert fald min påstand.
James forsøger at sige farvel til volden og finder faktisk et fristed på Christiania. Her findes kriminaliteten, men ikke volden. Det er altsammen en del af hans konfliktfyldte og kontrastrige forsøg på både at gøre sig fortjent til at være sammen med sine børn og samtidigt ikke være nogens bitch. Med andre ord: At blæse og have mel i munden. For volden har det med at snige sig ind, når en gangster mindst venter det, så helt så let skal det ikke være for James.
James vil nok altid være fremmed, lige meget hvad titlen på bogen så siger. Det er i hvert fald sådan, han selv føler det. Han har været i landet i 35 år, men skal stadigvæk tage mærkelige prøver for at bevise, at han hører til i det lille kolde land i Norden. Han skal kunne besvare spørgsmål om kvindehåndbold (som jeg helt ærligt og lidt stolt og trodsigt ikke selv kender svaret på – og jeg har været en såkaldt “dansker”, siden jeg kom ud af min mor engang i sen-70’erne) og Kongehuset. Men selv efter at have svaret korrekt på de fleste spørgsmål (håndbolden glippede), så er vejen alligevel lang, trang og nærmest kafkask i sin umenneskelige systematik, og det er både tilpas antiklimatisk og passende, at den voldsomme historie slutter i lange, kedelige køer på kommunekontoret i stedet for i mørke gyder, på blodge slagmarker eller i skumle røverhuler.
For er det ikke den vej alle liv går, hvis det bliver ved længe nok? Lige meget hvor usædvanligt det så har været? Og man kan selvfølgelig også stille sig det HELT vigtige spørgsmål: Hvor usædvanligt ER dette liv egentlig? Det FØLES voldsomt, dramatisk og fremmed for os, der sidder i vores lejligheder eller parcelhuse og læser denne fortælling om ungdom på grænsen mellem to lande, og om svampeplukkeren fra Tyrkiet, der bliver gangster, men man skal nok ikke træde særligt langt uden for sin gangdør, før sådanne historier kan findes i hobetal – bare man gider spørge de rigtige mennesker.
Og det er så den store pointe med dette værk. Vi spørger nok ikke så tit om den slags, men så er det sgu fedt, at Pisket leverer denne historie alligevel. Også selvom han ikke er blevet spurgt. Han deler sin egen rejse ind i faderen og familiens historie med os som læsere, og vi bliver alle sammen klogere af det. For et menneske er kun et menneske. Men et menneske er også en hel verden. Og således også denne trilogi.
Man skal dog ikke tro, at der er tale om ren socialrealisme. Pisket bruger billeder som sprog på en aldeles fremragende måde. Symboler som minotauren i sin labyrint, knive, der springer ud af øjne og munde og ikke mindst den sorte sol, der nærmest hænger over James hele tiden, er metaforiske billeder, der bruges som ledemotiver igennem alle tre albums. Især den sorte sol er markant og eksisterer også uden for de drømmesyn, der også er en del af fortællingen. En sol hvorfra intet lys kommer, som man ikke kan varme sig ved eller finde trøst hos. Men den hænger der alligevel. Uden pause. Som en mørk påmindelse om, at intet er, som det skal være og nok heller aldrig bliver det. Og så endda i skarp kontrast til det hvide lys, der plejer at varsle et af de forfærdelige epileptiske anfald, som James plages af. Lys og mørke, men ikke som absolutte størrelser og da slet ikke med den symbolværdi, vi plejer at tildele dem. Verden er af lave.
Tegnestilen er noget strammere, men også mindre ekspessionistisk end i første bind. Lidt mindre sprælsk, kantet og farlig. Det være sagt, så er det netop “Danskers” to ordløse kapitler, der står meget stærkt. Uden tekst fortælles først fortællingen om James’ dagligdag som pusher på Staden og senere hen, hvordan 00’erne nærmest bare glider forbi ham og for evigt ændrer den måde, han bliver opfattet på af sin omverden. Og måske også hans egen tilgang til livet og familien. Det er nok tvivlsomt, om der kunne have været stof nok til et fjerde bind i dette årti, der ikke er så dramatisk som de foregående, så det er en god disponering af plads, når Pisket fortæller det som en ordløs montage. Det er smukt, flot fortalt, poetisk og tegneseriekunst skåret ind til benet. Jeg er ikke helt tosset med, at montagens drømmesyn og metaforiske billeder fortælles med bølgede rammer for at indikere, at der er tale om drøm eller uvirkelighed. Så sent i historien er vi som læsere nok med på, at virkelighed og drøm blandes, og det ville måske have klædt kapitlet af have en lidt mindre markeret overgang imellem drøm og virkelighed. Det er lidt en kliche med de rammer. Men det ændrer altså ikke ved, at Pisket er en effektiv og original visuel fortæller, der ikke ser ud til at have rystet meget på hånden.
Uden forsoning ville der nok ikke være et værk. James beder sin søn om at lære deres historie og bære Pisket-navnet videre og gøre det til et betydningsfuldt navn. Som læser ved vi, at det er lykkedes alene i kraft af at dette værk eksisterer. For trilogien er netop tegn på, at sønnen har taget familiens historie til sig, og uden for fortællingen ved vi, at den gode Halfdan Pisket nyder en (fortjent) succes for tiden, der er de færreste tegneserieskabere forundt.
Som værk er trilogien altså en fortælling om et liv. Som læseoplevelse er det en overvældende og smuk oplevelse fyldt med smerte, sorg, vold, kærlighed og medmenneskelighed. Halfdan Pisket holder ikke igen i sin fortælling og skåner så absolut ikke faderen og hans handlinger igennem årene. Værket føles hudløst og ærligt. Og med dette tredje bind også aldeles komplet og helstøbt.
Karakter for dette bind: 5/6
Karakter for hele trilogien: 6/6
Værkets titel: Dansker
Forfatter/tegner: Halfdan Pisket
Forlag: Fahrenheit
Form: 156 sider i sort-hvid, blødt bind
Vejl. pris: 149,-
ISBN: 978-87-7176-041-5
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: Danmark
Del på
