Så er det blevet tid til den eneste kategori, hvor der med garanti ikke er gengangere fra tidligere år: bedste danske debut.
Kan gå til første tegneserieudspil fra en dansk debutant i nomineringsperioden. “Bedste danske debut” er også en talentudviklingspris, hvor de nominerede ikke nødvendigvis har leveret helstøbte mesterværker, men til gengæld giver store løfter om fremtiden.
Ud fra ovenstående kriterier er her årets nominerede:
Karoline Stjernfelt: Kongen (I morgen bliver bedre 1)
Helt som ventet er Karoline Stjernfelt nomineret her, det kan vel ikke være anderledes, når selv Statens Kunstfond har præmieret hende. Over en bred kam har både anmeldere og læsere taget imod de kongelige intriger med kyshånd, og det er bestemt ikke hverdagskost, at en dansk tegneserie skal trykkes i mere end et oplag. Kongen er første bind i en trilogi om trekantsdramaet mellem Kong Christian VII, Dronning Caroline Mathilde og Johann Friedrich Struensee.
Endnu et trekantsforhold, denne gang mellem to mænd og en ræv! Illustratoruddannede Ida Felicia Noack blander sort-hvide miljøskildringer med enkelte farvelagte elementer undervejs i allegorien om at gå død i et parforhold og ville realisere sig selv. En charmerende og udtryksfuld debut, der har banet vejen for nomineringen.
Bjørk Matias Friis: Ulvetimen (Midgårdsskrøner 1)
Nordisk mytologi er ikke nyt stof for danske tegneserier, men Bjørk Matias Friis styrer uden om forlæggene og skaber sin helt egen version i første bind af Midgårdsskrøner. Med Bornholm som baggrund skal den oprørske træl Rod finde en ualmindeligt velvoksen ulv, men samtidig lære at navigere mellem sin herre, kærlighed og overnaturlige elementer.
Christian Skovgaard: Brudstykker
Med marmorkirken som den ene hovedperson og en ung kvinde i sorg som den anden lykkes det Christian Skovgaard at skabe en både original og vellykket tegneserie om at miste sin kæreste. Skulle man efter endt læsning være blevet lige så besat af Marmorkirken som hovedpersonen, så kan man endda bygge sin egen modul ud af omslaget.
Anders Christian Eriksen: Ibidem
Kolde og strenge grafiske former kombineret med milde pastelfarver og fortalt helt uden tekst, så har man endnu en nomineringsværdig original dansk debut. Ibidem følger et lyserødt, delvist menneskelignende væsens almindelige hverdag leveret præcist så hverdagsagtigt, som det lyder. Til gengæld er der ikke noget hverdagsagtigt over Eriksens grafiske udtryk, ligesom bogens størrelse gør den vanskelig at komme uden om.
Om Pingprisen 2016
Pingprisen 2016 uddeles ved et festligt awardshow i Vega den 11. juni. Du kan købe billetter, samt læse mere om prisen og de nominerede på pingprisen.dk. Du kan også følge Pingprisen på Facebook.