Frances har lige smadret sit nyeste kunstprojekt. Flyvetimerne er ikke så sjove, som man skulle tro. Evigdrengen er blevet ædt af myrer igen. Og den nye elev er en kat.
At gå på Supermutant Magic Academy lyder fancy, men det er præcist lige så nemt, svært, over- og undervældende som at være teenager på enhver anden high school.
Nok er magi og overnaturlige evner rammen om Jillian Tamakis nyeste udgivelse, men de er ikke i fokus, snarere tværtimod. Fokus er skolens elever, som lever deres liv én dag ad gangen og, som alle andre teenagere, prøver at regne ud, hvad meningen med det hele er. Det bliver sommetider højtragende filosofisk og sommetider så langt nede på jorden, at det næsten slår rødder. Og altid med en god portion selvironi.
Supermutant Magic Academy startede som en webcomic sådan lidt tilfældigt og for sjov og kørte mellem 2010 og 2014. Jillian Tamaki er ellers kendt for sine detaljerede illustrationer og velpolerede tegneserier med kusinen Mariko Tamaki som forfatter (”SKIM”, ”Den Her Sommer”), men i Supermutant Magic Academy gav hun sig selv lov til at skrive og prøve ting af uden for mange begrænsninger. Det er blevet til et univers, der er ligeså absurd som det er genkendeligt, ligeså sjovt som det er rørende.
Stilen er utvetydigt Tamakis, men graden af færdiggørelse varierer: sommetider er en stribe nedfældet med tykke og rå penselstrøg, sommetider tyndere og mere elegante linjer, sommetider streger ridset ned med en halvdød fineliner, sommetider med simpel, grå, digital skyggelægning. Farve er brugt sparsomt – et par røde kinder, et kostume med blodstænk, en amerikansk bikini – faktisk så sparsomt, at man næsten glemmer at den er der: af bogens 268 sider har måske fem af dem et stænk af kulør. Det virker tilfældigt, og det er det måske også.
Det er helt tydeligt, at Tamaki er i stand til at lave et velpudset produkt, men i denne samling har det bare ikke altid været nødvendigt. På samme måde holder hver stribe sig indenfor et grid af seks paneler, bortset fra når de ikke gør, tilsyneladende uden anden grund end at historien kunne fortælles bedre på fire eller otte eller 12.
Og det er aldrig et problem. Tilsammen danner striberne en historie, der er flydende, legende og let, uanset udtrykket, men samtidig formår at være knivskarp i sin humor og filosofi.
Tamaki er (stadig) en mester i underspillet historiefortælling, det gælder både billeder og ord.
Trods hekse, gobliner og antropomorfe firben er hendes karakterdesigns simple nok til kommunikere det, de skal, uden for meget hurlumhej. Faktisk fortælles historien langt bedre uden ekstreme ansigtsudtryk eller store armbevægelser, der kan distrahere fra de ting, der bliver sagt og gjort.
Det er karaktererne, der trækker én ind, ingen tvivl om det, og man glæder sig til at vende en side og gense sin favorit. Måske Frances, der har opbygget en fuldkommen kompromisløs kunstnerpersona og hellere går et skridt for langt i sin latterliggørelse af systemet end et skridt for lidt. Eller Cheddar, der har taget apati til nye højder og samtidig smidt al skam ud ad vinduet. Eller Gemma, der på én eller anden måde finder paradoksal ro i sine identitetskriser og pludselige angstanfald. Jeg kunne blive ved. Tamaki efterlader ingen af sine hovedkarakterer personlighedsløse.
Evnerne og magien står i skyggen af personlighederne og dagligdagens problemer, men bringer dog et surrealistisk aspekt til samlingen, der kan konkretisere nogle ellers abstrakte emner. Gode eksempler er alle striber med Evigdrengen, der synes at gå igennem en evig metamorfose af splittelse og samling, død og genfødsel (sommetider i bogstavelig forstand). Som kan svæve i universet i én stribe og have fnisende skolepiger efter sig i den næste. På samme måde bliver evner og magi i høj grad til udvidede metaforer. Både for karaktererne selv, den omskiftelige tid vi lever i, samfundet med alle dens muligheder og for omskifteligheden i at være teenager i det hele taget. Det er ret smart, at man kan lave en stribe om at komme hjem og bogstaveligt talt smide sin hud, så slimmonstret indenunder kan se fjernsyn. På den måde danser mange af bogens striber hele tiden på grænsen mellem punchline og metafor.
Så hvad handler det om, det hele? Supermutant Magic Academy sætter fokus på mange af de ting, man ville forvente af en fortælling om teenagere: selvværd, seksualitet, identitet, forhold og fremtidsdrømme. Men den tager også fat i emner, der, synes jeg, er mere specifikke for de strømninger, vi oplever i samfundet i dag. Ting som privilegier, angst og især hvordan vi bruger sprog. For eksempel når Marsha skal trøste sin veninde:
”Ainslie og Madison… de kan jo overhovedet ikke danse. Og du er også MEGET kønnere.”
”Hey, det er ikke pænt sagt.”
”Jeg mener, øh, du er god til at realisere dit potentiale, du har en veludviklet social intelligens og et fintmærkende moralsk kompas.”
Det bliver en anelse satirisk, men det er også tydeligt at pigerne her har fået et nyt sprog, et mere præcist sprog, og det er forfriskende at se karakterer være så bevidste om, at deres ord har konsekvenser. De tager ordene i egne hænder, så at sige, og det kan føles lidt søgt, lidt presset, når vi helt råt ser dem prøve at tage de rigtige sproglige valg, men det er også en meget elegant samfundskommentar. For vi ser pigerne og drengene famle efter deres identitet på hver eneste side og vi hepper på dem. Vi kender den søgen. Og hvis vi griner på vejen, er det ikke på grund af klodset latterliggørelse, men fordi vi genkender os selv. Og det er kun sundt at kunne grine lidt af sig selv.
Netop fordi sproget spiller en så vigtig rolle i ‘Supermutant Magic Academy’, er det kun på sin plads at rose oversætter Steffen Rayburn-Maarup for den flotte håndtering af balancen mellem talesprog og højere filosofiske smører.
Et lille addendum: i bogform tilføjer Tamaki en længere, mere plotorienteret og skæbnesvanger slutning på samlingen, som bevæger sig væk fra resten af bogens stribeform. Den er, efter min mening, ganske spændende, men fortællestilen føles afrevet fra resten af samlingen på en måde, der kunne være mere strømlinet.
‘Supermutant Magic Academy’ er helt absurd, men tackler det indre liv på en fantastisk måde. Der er fremtidsangst, men ikke håbløshed. Der er menneskelighed på godt og ondt. Tamaki forstår simpelthen, hvad det vil sige at være teenager, magisk eller ej.
Karakter: 6/6
Værkets titel: Supermutant Magic Academy
Forlag: Aben Maler
Forfatter: Jillian Tamaki
Tegner: Jillian Tamaki
Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup
Farve og form: Paperback, farve
Sidetal: 268 sider
Vejledende pris: 195 kr.
ISBN: 978-87-92246-75-2
