King, Walta og Bellaire tackler menneskelighed og familie i Marvels p.t. bedste serie, The Vision.
Superhelteforlaget Marvels udgivelser efter afslutningen af kæmpe-eventet Secret Wars i 2015 har på mange måder været skuffende. Der er allerede et nyt semi-reboot på vej, de sidste par events har været for fokuserede på at skabe overskrifter og både X-Men og Inhumans virker til at være landet i de helt forkerte hænder. Hvor Marvel stadig fører suverænt over DC på filmsiden, er det lige nu oftest en bedre ide at bladre i DCs tegneserieudbud end i Marvels.
Der er dog mindst én bemærkelsesværdig undtagelse, som så til gengæld er den bedste tegneserie, jeg har læst længe: Tom Kings og Gabriel Hernandez-Waltas The Vision-serie, hvis første trade paperback er udkommet her i juli.
The Vision, som er en kunstig intelligens i en syntetisk menneskekrop, skaber i Kings udgave en syntetisk familie til sig selv. Der er selvfølgelig noget Pinnocchio over det. Han vil gerne være et rigtigt menneske. Seriens genistreg er dog, at androidefamilien tager rejsen mod det menneskelige et skridt videre. De vil også være normale, og flytter til en forstad til Washington D.C.
Det er A.I.-æraens tragiske udgave af historien om guden, der bliver menneske: Grænseløst stærke og intelligente væsener skal passe ned i nogle af de snævreste båse, menneskeheden har opfundet, og det er selvfølgelig dømt til at gå galt. Snart har familien Vision også hemmeligheder for hinanden og lig gravet ned under den millimeterpræcist klippede græsplæne, og fortælleren beretter da også historien fra et punkt ude i fremtiden, hvor alt er endt i død og gru.
Der er meget dialog og mange filosofiske overvejelser om computere og mennesker i The Vision, så man skal ikke læse den for at få superhelteaction. Spænding er der til gengæld tænderskærende meget af, netop fordi vi fra starten ved, at det ender skidt. Det gør helt ondt at se gode intentioner og små fejltrin blive til katastrofer, og alt fra Waltas blankøjede robotskikkelser med Bellaires alien-lyserøde hud til Kings dramatiske og poetiske fortæller arbejder sammen om at skabe netop dén stemning. Det er klassisk katarsis, og det er kærkomment i Marvels rækker, hvor der ellers aldrig er en rigtig slutning, alt virker kalkuleret og det hele går så hurtigt.
Måske fungerer serien så godt, fordi Tom King tænker som både en romanforfatter og en tegneserieskribent. Han har øje for scenen i fortællingen, og bruger eksempelvis inventaret i The Visions hus som metaforer for seriens pointer, og han forstår at gøre fortælleren til en rigtig romanfortæller med karakter og begrænsninger. Alligevel glemmer han ikke at tænke hele historien visuelt, og jeg kan slet ikke forestille mig historien uden Waltas tegninger og Bellaires farver.
Når al den lovprisning nu er givet, vil jeg igen understrege, at The Vision ikke er for alle. Den hører klart til sammen med Watchmen, Marvels og nogle af de andre store dekonstruktioner af superheltekarakteren, og nogle seriefans vil nok synes, at det er for lidt kulørt. Hvis man derimod synes, det lyder spændende, og i øvrigt mener, at vi trænger til en ny brainy superheltetegneserie, er det bare med at få fat i The Vision og måske endda følge androidefamilien videre i enkelthæfterne, som indtil videre er oppe på nummer 10 ud af 12. Serien bliver kun bedre hen af vejen, hvilket næsten er mere, end vi fortjener.
Karakter: 6/6
Titel: The Vision vol. 1: Little Worse than a Man
Forfatter/tegner: Tom King, Gabriel Hernandez Walta, Jordie Bellaire
Forlag: Marvel
Form: 176 sider i farver og stift bind
Vejl. pris: 150 .-
ISBN: 978-0785196570
Udgivelsesår: 2016
Udgivelsesland: USA
