Episk fejl har kørt på Wulff-Morgenthalers Heltnormalt.dk og var nomineret til en Pingpris i 2014. For denne sure anmelder ændrer det dog ikke på, at den – egentlig meget lækre hardback udgave fra Fahrenheit – er en episk fejl.
På nudansk forstås ’episk’ tit fejlagtigt som identisk med ’legendarisk’ eller det stof, som krøniker vil blive støbt af, om end det egentlig – og osse ifølge wikipedia – blot ”betegner skønlitteratur, der er “fortællende”, dvs. skildrer et handlingsforløb, modsat fx lyrikken, der primært skildrer stemninger og følelser”.
Måske har Johan Krarup gjort misforståelsen om den episke fejl til hovedmotiv i sin serie af samme navn. Den er i hvert fald fyldt det med karakterer, der konsekvent taler forbi hinanden – eller i hvert fald er blottede for empati og situationsfornemmelse, hvorved det, der kunne være blevet til en samtale konsekvent munder ud i målløs tavshed.
Det handler jo om et firma, der har den her gennemførte idiot af en chef, der ikke tænker på andet end at knalde damer (helst ikke konen), at gøre sine ansattes arbejdsliv til et helvede og tjene kassen på deres bekostning. Han er altså stort set en omvandrende ledelsesmæssig fucked up fejl af en støbning, der kan smedes horrible krøniker af. Seriens andre karakterer er ligeledes skruet skævt sammen eller overgevind, der enten håner eller taler forbi hinanden.
Det kunne der godt være noget i, og det kunne sikkert også bliver rigtig sjovt, og det kunne sagtens fungere i Krarups noget stive, men også ofte udtryksfulde og skånselsløse streg, der tilsyneladende nyder at udlevere gammelmandsrynker og hængepatter.
Det ville dog kræve karakterer med lidt mere dybde, der gav læseren mulighed for at føle en smule sympati for dem og åbnede for noget af den empati, som de mangler i deres indbyrdes relationer … eller som kunne danne grund for et gedigent hate trip. Det kunne blive grusomt, virkelig kejtet og dermed sjovt. Jeg kan godt se det for mig, men desværre bliver “Episk fejl” aldrig til andet end næsten.
Næsten grusom, næsten kejtet og værst af alt – næsten sjov.
Det kan sagtens være, at “Episk fejl” fungerer som netstribe, men som sur anmelder har jeg svært ved at finde en god grund til at udgive den i samlet form. Jo vel er der underholdende momenter undervejs, og der bliver da bygget et univers op, det bliver bare aldrig rigtig vedkommende.
Karakter: 2/6
Titel: Episk fejl
Forfatter/tegner: Johan F. Krarup
Forlag: Fahrenheit
Form: Hardback, 144 sider, farve
Pris: 149 kr.
ISBN: ISBN 978-87-7176-039-2