“De Fem” er Nummer9’s serie, hvor eksperter og entusiaster giver fem tegneserierelaterede anbefalinger. Denne gang har vi bedt Nummer9s egen manga-ekspert Jeppe Mülich guide os gennem den alternative japanske tegneseriescene.
Manga er som bekendt en stor paraply, der dækker et væld af forskellige genrer – fra sommelier sagaer til uendelige historier om pirater i stråhatte. Givet denne diversitet kan det måske være svært at pinpointe præcist hvad, der er ”alternativt” ved alternativ manga.
Den bedste måde at skille alternativ og mainstream manga fra hinanden er at kigge på forlaget eller, mere præcist, det magasin som en given historie er udkommet i. Hvor vestlige tegneserier typisk udgives i enten enkeltstående hæfter eller i samlede bind, så udkommer de fleste manga ét kapitel af gangen i store magasiner, der samler en række sideløbende serier. Hvilket magasin en historie udkommer i er ofte ikke særligt åbenlyst for vestlige læsere, men det er enorm vigtigt i Japan, hvor et givent magasin eller forlag ofte er stærkt identificeret med bestemte genre-karakteristika eller en særlig gruppe af tegnere og forfattere. Det er også disse magasiner, der giver manga deres mest brugte klassifikation: shōnen (for drenge), shōjo (for piger), seinen (for mænd) og josei (for kvinder). Eksempelvis er Weekly Shōnen Jump det bedst sælgende magasin for drenge og teenagere og hjemsted for populærere serier som One Piece og Naruto, hvorimod det mere nicheramte Manga Pachinker, et seinen magasin, udelukkende byder på historier om pachinko – en slags enarmede tyveknægte som er hyperpopulærere i Japan.
Alternativ manga er således historisk set manga, der udkommer udenfor de populære magasiner ejet af de store forlag. Uafhængige magasiner som Garo, Ax og COM har en lang historie og har været med til at revolutionere mediet siden den første bølge af alternativ manga i 1960erne. I dag er det mere sparsomt med virkelig uafhængige magasiner og de fleste alternative mangaka er at finde i publikationer som IKKI eller Manga Erotics F, der falder i grænseområdet mellem mainstream og alternativt. I det hele taget er skillelinjerne blevet udviskede de seneste år og mange af de mangaka, der blev hyldet som uafhængige og banebrydende kunstnere i 1990erne, er nu udgivet af giganter som Big Comic og Jump SQ.
Nedenfor følger et udpluk af de bedste værker indenfor nyere alternativ manga (relativt set). Hvis man er på udkig efter et hurtigt overblik, kan jeg særligt anbefale to antologier – Secret Comics Japan fra Cadence Books og AX Volume 1, en samling af historier fra magasinet Ax udgivet på engelsk af Top Shelf. Desværre er udvalget på engelsk ikke fantastisk, men læser man fransk er det værd at kigge nærmere på forlag som Le Lezard Noir og Éditions IMHO.
GoGo Monster af Taiyo Matsumoto
Taiyo Matusmoto er nok et velkendt navn for de fleste tegneseriefans. Hans slice-of-life serie Sunny fik en særlig varm modtagelse, da Fantagraphics udgav første bind på engelsk for et par år siden, inklusive her på Nummer 9, og den tidligere Tekkonkinkreet er allerede en veletableret klassiker. Men min personlige favorit er GoGo Monster fra 2000.
Det er en sær lille perle, der tegner et smukt og melankolsk portræt af en ensom dreng, som ser verden anderledes end andre børn omkring ham. Handlingen er primært sat i en japansk folkeskole og følger Tachibana og hans ven Makoto igennem deres år i tredje klasse. Tachibana er noget af en outsider, men har indtil nu affundet sig med denne rolle, da han bruger det meste af sin tid i et parallelt univers – en verden fyldt med fantastiske væsner, som ingen andre i skolen tilsyneladende kan se. Problemet er bare, at Tachibana ved historiens start har mistet forbindelsen til dette univers og hans usynlige venner, der bebor det og denne udvikling – en bogstavelig desillusionering – er historiens drivende kraft.
Matsumotos streg er fantastisk her, mere impressionistisk end i hans nyere værker og med lag af symbolik og lange ordløse sekvenser, der virkelig klæder historien. Barndom er sjældent skildret mere fascinerende og usentimentalt end i GoGo Monster.
Helter Skelter: Fashion Unfriendly af Kyoko Okazaki
Usentimental er også et velvagt ord, når talen falder på Kyoko Okazakis Helter Skelter. Denne josei manga tegner et mørkt portræt af supermodellen Liliko, der tyer til ekstrem plastikkirurgi for at bevare sin plads på toppen af modeindustrien. Det viser sig selvfølgelig at være en kortsigtet strategi, da hendes krop må bære konsekvenserne af indgrebene og bogstaveligt talt begynder at falde fra hinanden. Liliko bliver mere og mere desperat og historien følger hendes voksende vanvid og dets konsekvenser for hendes omgivelser.
Historien om en divas fald er på sin vis en velkendt en. Det er ikke svært at drage paralleller til film som Black Swan eller Neon Demon. Men Helter Skelter bringer et interessant twist til emnet – Liliko er ikke et forvirret og hjælpeløst offer men derimod et monster, ubarmhjertig og utrættelig i sin stræben efter perfektion og beundring. Jovel, hun er et produkt af et sexistisk samfund, som tilbeder ungdom og skønhed og som forkaster alderdom blandt kvinder, men ikke desto mindre tager hun ufortrødent ejerskab over sin rolle som skurk – en sjældenhed i denne genre, hvor passivitet så ofte karakterer de kvindelige hovedpersoner.
Short Cuts vol. 1-2 af Usamaru Furuya
Usamaru Furuyas oeuvre spænder vidt, men hans tidlige Short Cuts er et godt eksempel på en særlig populær genre indenfor alternativ manga – bidende og blæksort satire. Disse historier, der typisk kun er en side eller to lange, går direkte i kødet på både både manga klicheer og mere udbredte fænomener i det japanske samfund.
Det gennemgående tema i alle historierne er japanske kogals (コギャル), hvilket både er en betegnelse for gymnasiepiger og navnet på et populært modefænomen, som tager udgangspunkt i den traditionelle skoleuniform. Historierne kommer dog langt omkring og jokes spænder fra omvendte havfruer (kvindeben og fiskehoved) til TV shopping og Japans aldrende befolkning. Der revses bredt her og Furuyas streg er fantastisk alsidig med hyppige stilskift fra historie til historie.
Bakune Young vol. 1-3 af Toyokazu Matsunaga
Er man på udkig efter overdrevne action sekvenser og non-stop momentum, er det åbenlyse valg Toyokazu Matsunagas Bakune Young. Bland lige dele Frank Miller, Geof Darrow og Takashi Miike og du ville højst sandsynligt ende med noget meget lig dette ’90’er voldsorgie.
Historien handler kort fortalt om en mand – den titulære Bakune Young – der beslutter sig for at udfordre samtlige yakuza familier i landet samt politi og militær i et forsøg på at bevise sin status som den stærkeste mand i Japan. Denne plan leder til en gidseltagning i Osaka slot og en meget lang og meget blodig konflikt, der spænder tre bind og inkluderer en politichef med en indsatsstyrke af androider, en amerikansk ninja ved navn Johnson Membodeath og selvfølgelig en alenlang liste af døde og tilskadekomne.
Bakune Young er i samme kategori som klassikerne Ichi the Killer og Fist of the North Star, men når et helt andet niveau af spøgefuld absurditet, ikke mindst på grund af Matsunagas unikke streg og mindeværdige karakterer. Serien byder også på en ikke synderlig subtil kritik af korruption i Japans politiske liv og yakuzaens indflydelse derpå, men man bør næppe grave efter mange dybere pointer her – Bakune Young er først og fremmest et sublimt eksempel på kinetisk ultravold.
Mr Arashi’s Amazing Freakshow af Suehiro Maruo
Mr Arashi’s Amazing Freakshow handler om pigen Midori (en version af den japanske dramaturgiske arketype Shōjo Tsubaki), der af nød og fattigdom slutter sig til et omrejsende karneval. Plottet er fyldt med historiske og literære referencer til shōwatidens Japan, særligt 1930erne, og er et eksempel på en nutidig manga fortolkning af en kunstnerisk bevægelse fra netop det årti – ero guro nansensu (エログロ) eller erotisk-grotesk nonsens.
Ero guro fokuserer på seksuel korruption, dekadence, afvigende adfærd og det absurde og Maruos værk byder på rigelige doser af alt dette blandet op med en omgang mere traditionel horror. Dette er uden tvivl et grotesk og blodigt orgie (til tider i bogstaveligste forstand) med et næsten insisterende fravær af moral eller håb, men det er også en bidende kritik af et samfund, der ikke har plads til afvigere og af en sadisme skabt af fattigdom, håbløshed og social fordømmelse (der er klare linjer til den klassiske film Freaks).
Suehiro Maruo er vel nok en af de mere notoriske kunstnere i alternativ manga. Han tilhører en lang tradition i japanske horrortegneserier, der spænder fra Kazuo Umezu til Junji Itō, men Maruos groteske og fetichistiske fascinationer er helt hans egne. Det er ikke overraskende, at Maruos nyeste værker er adaptioner af gysermesteren over dem alle Edogawa Rampos historier, hvilket på mange måder er en klar fortsættelse af ero guro temaerne i Mr Arashi’s Amazing Freak Show (se for eksempel Strange Tale of Panorama Island). Maruo arbejder som sagt stadig, men hans mest direkte arvetager i disse dage er tegneren Shintarō Kago, som byder på sin egen absurde og provokerende horror vision og beviser, at der stadig er liv i alternativ manga.
